Efter 35 år som byens hestemekka: Give Rideklub er snart fortid
Foto: 1. november skal Give Rideklub være definitivt ude af ridehallen her på Grønborgvej – og dermed er klubben lukket efter 35 år. Foto: Jim Hoff
I 1991 åbnede ridehallen på Grønborgvej i Give, og derefter rykkede den lokale rideklub ind i bygningen. 35 år senere er det slut. Vejle Kommune har besluttet ikke at forlænge aftalen med Give Rideklub, så nu er alle hestene fjernet fra ridestalden – og klubbens folk er begyndt at søge nye græsgange.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Nu er Give Sygehus heldigvis solgt, så der kan ske noget aktivt med de gamle bygninger der – og dermed kommer vi af med et lokalt spøgelseshus. Men nu kan et nyt spøgelseshus være på vej.
Det handler om ridehallen på Grønborgvej i Give, hvor Give Rideklub har fået besked på, at kommunen ikke vil forlænge aftalen med klubben, og at samtlige heste skal være ude af stalden senest den 1. november 2026 – og at klubben skal være ude af ridehallen senest den 1. november 2027.
Ofrede 150.000 på rotteproblem
Det oplyser Anja Pedersen fra bestyrelsen i rideklubben, og hun er godt og grundigt træt af hele det forløb, der har ført op til, at foreningen nu snart står uden lokaler.
- Vi havde jo en sag med, at der var rotter i de bygninger, der husede vores heste. Vi havde ridestald i den gamle gård, der ligger tæt op ad Grønborgvejens Børneunivers. Her tog vi selv affære og ofrede 150.000 kroner på nyt gulv, og dermed var problemet med rotterne løst. Det kunne kommunens folk konstatere flere gange, når de var på kontrolbesøg hos os, fortæller Anja.
Var klar med helt nyt ridestaldsprojekt, men kommunen sagde nej
Hun kan også fortælle, at rideklubben var rigtigt langt i processen med at etablere en ny ridestald ved siden af ridehallen.
- Vi stod med et projekt, der var helt klart. Vi havde søgt fonde og var klar til også selv at smide penge i projektet, så vi kunne få en ny og moderne ridestald lige her ved siden af ridehallen. Vi havde brugt virkelig meget tid og mange ressourcer på at præsentere kommunen for et projekt, der var klar til at blive effektueret.
- Og hvad skete der så? Vi blev indkaldt til et møde, hvor kommunen blankt afviste at give os en byggetilladelse med den begrundelse, at de ”ikke kunne give os tilladelse til husdyrhold i en byzone”. At de først nævnte det efter alt det arbejde, vi havde lagt i projektet, er da slet ikke i orden, pointerer Anja.

Ridehallen i Give er en god, stor ridehal med tilhørende gode faciliteter, men nu har Vejle Kommune valgt at opsige samarbejdet med Give Rideklub. Foto: Jim Hoff
Bankgården kom i spil
Da foreningen fik besked om at pakke sammen, fik de et tilbud fra kommunen om, at klubben kunne flytte ned på det område på Donneruplundvej tæt ved Museum GHive, der tidligere husede Bankgården.
- Det var noget af et ’tilbud’. Vi fik at vide, at vi selv skulle bekoste opførelse af ridehal og stalde – kun grunden kunne vi få, så vi skulle starte helt fra scratch, og det har vi langt fra økonomi til. Så nu stod vi med et pres i forhold til at få de opstaldede heste ud. De er så alle væk nu, og ret beset er vi under afvikling nu.
- Vi har givet op nu!
- I efterårs- og vinterperioden her i 2026-27 vil ridehallen nok komme i brug af udefrakommende ryttere, men frem til 1. september vil ridehallen ikke være ret meget i brug. Mange af vores ryttere har fundet andre græsgange blandt andet Brande, Billund og Jelling, og det er trist, at det nu snart er helt slut. Vi har en god klub, gode ridefaciliteter i hallen, og vi har også vist, at vi er klar til at ofre både tid, penge og ressourcer på at få det her sted til at køre – og derfor føler vi også, at kommunen har pisset på os. Vi giver op, det er konklusionen, konstaterer Anja med et stille suk.
Nedrivning – og plads til nye byggegrunde?
Hun har hørt, at det er kommunens hensigt at rive ridehallen ned og konvertere området til byggegrunde, som en del af den nye lokalplan for området, hvor der fra kommunalt hold arbejdes med dels at flytte fodboldbanerne fra Give Stadion om på Sdr. Ringvej og dels at etablere 197 nye boliger i området.
Mange voksne og børn har gennem de 35 år, ridehallen har været i gang, haft stor glæde af rideundervisningen og samværet med både hinanden og hestene - det er så desværre slut nu, og al ære og respekt til de gode folk, der gennem tiden har været med til at løfte rideklubben og give børn, unge samt voksne en masse gode oplevelser i rideklubben gennem nu snart 35 år.

Det var i denne bygning, at rideklubben tidligere havde opstillet sine heste - men stalden er nu tom. Hestene er flyttet til andre rideklubber. Foto:Jim Hoff

En helt tom stald, trist syn - og nu er det kun svalerne der muntrer sig i de nedlagte faciliteter. Foto: Jim Hoff















































