
Ekstra midler til Give Open Air i jubilæumsåret fra Den Jyske Sparekasses Fond
Give Open Air startede op tilbage med den første koncert i 2005, og derfor kan den lokale musikfestival her i 2025 fejre 20-års jubilæum. I den anledning har foreningens formand Lise Andreasen søgt ekstra midler til nye tiltag, og her han hun landet 25.000 fra Den Jyske Sparekasses Fond.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Give Open Air kan her i 2025 fejre 20-års jubilæum, og det betyder, at der er lagt op til ekstra løjer og tiltag i den fine anledning. Den lokale musikfestival har i mange år haft to trofaste hovedsponsorer i SuperBrugsen Give og Vestjysk Bank, og nu er den sidstnævnte sponsor på banen med et ekstra sponsorat via Den Jyske Sparekasses Fond.
-Lise Andreasen, der er formand for foreningen Give Open Air, henvendte sig til mig angående et ekstra sponsorat til nye tiltag i forbindelse med jubilæumsåret, og her kunne jeg så henvise Lise til vores hjemmeside, hvor man finder Den Jyske Sparekasses Fond. Lise søgte så midler og fik bevilget 25.000 kroner, fortæller Lars Bodholdt, der er filialchef i Vestjysk Bank i Give.
Husk også Jelling Sparekasses Fond
Han kan ydermere berette, at den Jyske Sparekasses Fond hvert år sender 1 million kroner ud til cirka 30-50 foreninger, og han gør også opmærksom på Jelling Sparekasses Fond, som sender 2 millioner kroner afsted hvert år til 40-50 foreninger og understøtter kunst, musik og børne-ungearbejde.
- Jelling Sparekasses Fond deler sponsorater ud i de byer, hvor der tidligere lå en filial af Jelling Sparekasse, og her er det jo for eksempel foreninger i Thyregod, der ville kunne nyde godt af netop at søge midler her. Jelling Sparekasses Fond finder man også på vores hjemmeside, forklarer Lars Bodholdt.
Han understreger, at man søger begge fonde via Vestjysk Banks hjemmeside – og at det altså foregår online.
Giver mere ro i maven
Lise Andreasen er naturligvis glad for det ekstra tilskud fra Den Jyske Sparekasses Fond.
- Vi har jo som mange ved 20-års jubilæum i år, og vi påtænker da at gøre lidt ekstra ud af det. Vi har nogle nye tiltag i proces, og vi vender tilbage med en udmelding, når vi har det på plads. Udover at de ”nye” penge her kan gavne i forhold til nye tiltag, så er det også med til at give ro i maven med lidt ekstra penge på kontoen.
-En musikevent kommer jo med en vis risiko, for kunstnerne er jo købt og betalt, når de dukker op – men vi ved jo aldrig hvordan vejret arter sig, og dermed ved vi ikke hvordan vi klarer skærene rent økonomisk. Faktisk er det sådan, at vi meget sjældent sover i ugen op til selve musikfestivalen, fordi mange venter med at købe deres billet på selve dagen, forklarer Lise.
Man fik dog solgt 291 billetter til Black Friday, heraf de 250 til 399 kroner, men der vil traditionen tro altid være spænding helt op til selve dagen i forhold til hvordan billetsalget går. Kun én gang har man kunnet melde udsolgt fredagen før Open Air – og det var på bagkant af en uge med strålende solskin.
Vestjysk Banks hjemmeside finder du HER
Det er sådan her vi ønsker at se scenariet ved Give Open Air: Fuldt hus og superfin stemning. Foto: Daniel Hoff