Emil, Eskild, Hannibal og Mathias går til boksning – og de elsker det!

Give Atlet Klub sætter stor ære i selv at fostre sine boksetalenter og har gjort det gennem mange år. Her tilbyder klubben en disciplin for de unge, der måske ikke er så meget til holdsport som fodbold og håndbold, og som måske også har brug for et sted, hvor de kan vokse rent personligt.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FORENINGSLIV: Ingen tvivl om at boksning er en sportsdisciplin, der rummer en hel masse fysiske positive sidegevinster, men det er også en disciplin, hvor temaer som disciplin og opdragelse spiller en væsentlig rolle.

Det fortæller Give Atlet Klubs boksetræner, Margit Weber, der har været en fast del af trænerstaben i klubben i en årrække. Både med den baggrund samt den kendsgerning, at hun i tæt på en menneskealder har arbejdet som pædagog i en fritidsordning betyder, at hun ved hvad hun snakker om, når hun runder boksningens egenskaber i forhold til den enkeltes personlige udvikling.

- Når den nye sæson går i gang, starter vi op med et nyt hold, som vi vel godt kan kalde for ’opkomlingene’. Det er boksetræning målrettet børn fra 8-års alderen og opefter, og so vil blive inviteret til træning to gange om ugen, tirsdag og torsdag. De vil komme til at træne lige før nogle af de andre ungdomshold, og det betyder jo, at bokserne kommer til at møde hinanden på kryds og tværs – og det ser vi som en stor fordel for klublivet generelt, påpeger Margit.

Indfører ekstra træningspas

På den måde kan det være, at bokserne kan inspirere hinanden, især vil de mindste nok kigge en del opad og se, hvad det kan føre med sig af gode ting, hvis man passer sin træning.

Klubbens kampboksere vil derudover fremover blive tilbudt et ekstra træningspas, så de unge fightere nu kan træne mandag (nyt), tirsdag og torsdag.

- Det er ikke fordi, at vi har fået flere trænere ind i folden, men vi føler, at der skal gives mulighed for mere træning, så kampbokserne kan tage de næste udviklingsskridt. Der er status quo på trænerstaben, men så må vi løbe lidt mere og lidt stærkere, og det gør vi gerne for at endnu mere gang i sagerne her i klubben – og vi kan jo også supplere hinanden, fordi vi i forvejen har et godt og fast sammentømret hold, pointerer Margit.

Emil: Fedt at få brugt noget energi

Vores LokalAvis har talt med fire af klubbens unge boksere, der bevæger sig i feltet af kampboksere og diplomboksere.

12-årige Emil Sølund har gået til i alt en sæson. Han har haft en diplomkamp, hvor han samlede i alt 24 points, blot 3 points fra de diplomgivende 27.

- Jeg kan gode lide boksning, fordi jeg her kan bruge en masse energi. Jeg kan også godt lide at blive forpustet. Det er dejligt at komme hjem i bad bagefter, når man er godt gennemsvedt og træt, så ved man, at man har lavet noget, lyder det fra den unge mand, der træner fast to gange om ugen.

Han vil gå efter at få sit diplom og så tage den derfra stille og roligt.

- Det vigtigste for mig lige nu er træningen og at bruge noget energi. Om jeg gerne vil være kampbokser? Jo, måske, man ved jo aldrig, lyder det hemmelighedsfukldtfra Emil, der tidligere har spillet badminton og har gået til spejder.

- Det var faktisk min mor, der havde set noget om boksning her i klubben, der forslog at jeg skulle prøve det. Og så kender vi jo Jes (en af trænerne, red.) privat. Det synes jeg er lidt pinligt, men ok alt ia lt er det rigtig sjovt at gå til boksning, konstaterer Emil med et stort smil.

Eskild: Man kan øve sig i at styre sig

Hans 11-årige sparringspartner, Eskild Seabel, har gået til boksning i tæt på et år, og han træner som Emil også to gange om ugen.

Hans indgangsvinkel til boksning er ret enkel.

- Jeg kan godt lide at slå folk, men det må man jo ikke i skolen. Men altså, jeg mener det med det sportslige i at blive dygtig til at slå folk og ramme dem, altså i boksning må man jo godt, og det synes jeg er fedt. Jeg kan også godt lide, det er hårdt, jeg elsker at svede og at træne hårdt, forklarer Eskild.

Eskild går efter sommerferien efter at få nogle diplomkampe som Emil, og han vil rigtig gerne ende op med at blive kampbokser. Han har tidligere gået til fodbold, håndbold og spejder, men lige nu er det boksning og håndbold, der er på menuen. Mest med fokus på boksning.

- Jeg synes, det er fedt og sjovt at vi skal bokse mod hinanden, at vi har sparring. Her kan man øve sig i at styre sig, hvis man bliver ramt eller sur, så det er rigtig godt, siger Eskild.

Vi går lige en række op, både aldersmæssigt og sportsligt med interviewofrene.

Hannibal: Rigtig god træning

Hannibal Lucien Kramer Thomsen er 16 år, fra Give og har sammenlagt bokset i 2 år.

- Jeg startede op og boksede et år, så holdt jeg pause et år, og startede så igen. Jeg er diplombokser og på vej til at blive kampbokser, som er mit mål, fortæller Hannibal.

Han har tidligere gået til skydning, svømning, håndbold og fodbold, men det var hans storebror, der fik Hannibal med over i boksesporten.

- Min storebror Valdemar gik til boksning, og han sagde til mig, at det var rigtig god træning, og at han syntes, at jeg skulle prøve at komme med til træning. Det gjorde jeg så, da jeg var en 13-14 år, og nu er jeg så godt i gang, fortæller Hannibal.

Det er hans drøm at blive professionel bokser, sådan da.

- Altså man kan jo altid prøve at gå efter det. Vi har jo haft Jeppe Morell som træner, og det har været meget inspirerende. Han har jo fortalt os om det at være professionel, og om hvordan man skal gøre og træne for at blive prof. Det har været meget inspirerende, siger Hannibal, inden han overlader mikrofonen til sin gode træningsmakker Mathias.

Mathias: Boksning er en fascinerende sport

Mathias Holdt er 18 år, og er en af klubbens dygtige kampboksere med hele 10 kampe på sit cv.

- Jeg har bokset i 5 år, heraf de fire som kampbokser. Jeg har bokset 10 kampe, vundet de 6 og tabt de 4. Her var jeg nok ikke helt enig med dommerne hver gang, men ok, sådan er det. Jeg synes, at

boksning er en fascinerende sport. Det der med, at man må slå på folk, ikke for at skade dem, men for at få en masse points, det er fedt.

- Jeg bliver ikke sur, når jeg bliver ramt, men jeg kommer af med en masse energi, og det kan jeg godt lide - og det har jeg også brug for, konstaterer den unge mand med et stille smil.

Og så lige et pudsigt sammenfald.

Mathias har som Hannibal også gået til skydning, og akkurat som det var Hannibals storebror, der fik ham med til boksning, var det også Mathias’ storebror, Mark, der fik lokket lillebror med til boksning, dengang han selv gik til boksning.

Mere ro og selvværd gennem boksningen

- Jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at bokse, men jeg kan også klart mærke, at jeg ikke mere er så genert, som dengang da jegstartede med boksning. Jeg føler mig godt tilpas her i klubben, jeg har fået noget selvtillid, og synes egentlig, jeg gør det godt. Jeg har fået noget mere selvværd, og det har givet mig noget ro, konstaterer Mathias.

Hans næste mål er, udover at blive professionel bokser, DM i november 2023.

- Nu må vi se, hvad der sker. Det bliver min første sæson i eliterække, hvor man skal bokse uden hjelm. Der bliver nogle meget stærke modstander, så der er meget nyt, man skal vænne sig til. Men jeg har positive forventninger, og i Henning (Wirendeld, red.) har vi fået en dygtig træner. Tænker vi skal løbe 10-20 kilometer hver gang til træning, så det bliver nok hårdt, lyder det fra det unge boksetalent med et skævt smil.