Er I klar derude? Jyllands hyggeligste traktortræk lurer lige om hjørnet 

Når friske fyre i strålende kedeldragter og finurlige kampuniformer den 10. maj trækker deres prægtige traktorer ud af stalden for at drage mod Jyllands hyggeligste traktortræk i Uhe mellem Give og Billund, er der for alvor dømt byfest. Det er 26. gang, at Ringive Lindeballe IF inviterer til traktorbal, og folket elsker det! 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

UHE: Når Ringive Lindeballe IF inviterer til traktortræk, er det ikke kun en lokal begivenhed med karakter af en regulær byfest. Det er også blevet en event med landsdækkende tiltrækningskraft, idet både kørere og tilskuere kommer fra store dele af landet for at holde fest med de sejtrækkende traktorpullere og det store festtelt som omdrejningspunkt. 

-Vi har efterhånden etableret os så meget med vores traktortræk, at det er blevet en fast tradition for mange folk at kigge herud. Og udover de mange trofaste lokale folk her fra egnen samt flot opbakning fra omegnsbyerne har vi også gæster fra Aarhus, Løgumkloster, Gråsten og mange fra det vestlige Jylland. Jeg tror godt, vi kan sige, at traktortrækket her i Uhe er gået hen og blevet kult, og vores kombination af traktortræk og fest er noget ret unikt – og det tiltrækker bare folk, siger Jørgen Peter Lund, der har været en fast bestanddel af styregruppen bag traktortrækket i mange år.  

Du kan læse historien bag traktortrækket i Uhe HER  

130 frivillige står klar  

Den store event, der involverer både sort røg, dunkende dieselmotorer, massiv tilskueropbakning og sydende frankfurtere på grillen ved det velkørende Hancock fadølsanlæg tilsat fed musik fra det lokale rockband, Dr. Diesel, er naturligvis totalt afhængig af frivillig arbejdskraft, for der skal i den grad investeres både mandetimer og mange forskellige kompetencer i maskinrummet bag konceptet.  

-I år har vi fået 30 procent flere frivillige med, så vi lander på i alt 130 frivillige, der giver et nap med. Vi har arbejdet målrettet med at få flere folk til at stå for udskænkningen af mad og drikke i teltet, for at forkorte kundernes ventetid og for at give de frivillige her en mulighed for lige at få en pause ind imellem. For det er godt nok, akkurat som ude ved selve traktortrækket, masser tryk på kedlerne inde i festteltet - så det handler om at give både kunderne og de frivillige udskænkere en god oplevelse, pointerer Jørgen Peter. 

 

Jørgen Peter Lund har været med i styregruppen bag traktortrækket i Uhe i mange år, og han kan fortælle, at man her i 2024 kører ud med 130 frivillige, der skal være med til at sejle eventen sikkert i havn. Foto:Jim Hoff

Stor opbakning fra ungdommen

 Han kan på den konto oplyse, at der alene til arbejdet i teltet med udskænkning vil være i alt 70 gode folk på job til at lange fadøl og frankfurtere plus det løse over disken. 

Onsdagen før traktortrækket fredag den 10. maj samles 50 hjælpere med opsmøgede ærmer og går i gang med en lang række lavpraktiske opgaver på selve “kamppladsen” for traktortrækker på Ib Pedersens mark på Åsbjergvej 14.  

-90 af de folk der møder op denne onsdag, er under 30 år, og det er superdejligt og vigtigt for vores forening, at de unge her på egnen bakker op. Vi er heller ikke bange for at give dem ansvar, så de føler, at de er en vigtig del af det her projekt – og dermed er vi også med til at fremtidssikre vores forening ved at implementere de unge så meget. Og vi sørger for, at det også er sjovt at være med her. Vi slutter for eksempel arbejdsdagen af med en stor fællesspisning, hvor vi hygger os. 

Fadølsanlægget i kompetente hænder 

- Om torsdagen samles vi så 15 mand, hvor det handler om at fintune det hele, alt det tekniske, lys/lyd, strøm osv. Om formiddagen kommer der en konsulent fra Hancock, som hjælper til med at få fadølsanlægget op at køre. Og det er jo som du nok kan regne ud, rimeligt vigtigt, at det bare kører på skinner, når først festen er i gang.  

-Han er der også om aftenen under selve traktortrækket, så her er vi i rigtig gode hænder - rigtig fin service fra Hancock, hvor vi også kun skal betale for forbrug, hvilket er et meget foreningsvenligt koncept, siger Jørgen Peter. 

Der var fuld drøn på i festteltet i 2023, hvortraktortrækket kunne fejre 25-års jubilæum. Foto:Jim Hoff

14 klasser fra 2500 til 14000 kilo 

Poul Gejl, der har været med fra starten af ved traktortrækket i Uhe, kan omkring selve traktortrækket oplyse, at der i år er tilmeldt kørere i 14 klasser lige fra 2500 kilosklassen til 14 tons-klassen. 

-Det er lige fra glade amatører til professionelle traktortrækkere, vi kan møde den 10. Maj. Undervejs kan man også se de store flotte specialbyggede traktorer, så vi har hele paletten til folk. Der er dog ikke decideret lokale kørere med i år, men bare rolig, der kommer masser af drøn på, oplyser den rutinerede traktortræksentusiast med et stort smil.  

Mange unge til traktortræk 

Der er som sagt skruet op for personaleblusset i det store festtelt, og i år vil kunderne ifølge Jørgen Peter blive ekspederet fra hele barer, hvor der i 2023 kun var to barer i drift. 

-Folkene bag barerne vil komme til at arbejde i skiftehold, så vi kan holde et højt tempo i udskænkningen. Det bliver en form for intervaltræning med en del højintense løb, og vi vil også etablere udskænkninger udenfor teltet for at tage presset lidt af barerne inde i teltet. I jubilæumsåret 2023 uddelte vi 3500 armbånd, og derudover var der kørere, hjælpere osv. Inde på pladsen, så der var i den grad drøn på. Unge/børn under 15 kommer gratis ind, og 20-25 procent af gæsterne sidste år tilhørte denne gruppe. 

-Og det er superfint med så mange børn og unge, for vi vil også rigtig gerne henvende os til børnefamilier med vores event her. Vi er jo Jyllands hyggeligste traktortræk, og her er der plads til alle. Og det kan vi mærke, at publikum sætter pris på. 

 

Traktortrækket er også en event for børnefamilierne, og de kommer typisk tidligt på aftenen og smutter så igen, når de små pus skal hjem og sove. Foto: Jim Hoff

Økonomi der kommer hele området til gode 

Når røgen har lagt sig, når fadølsanlæggene er kørt hjem til Hancocks hovedkvarter i Skive og når den allersidste dans er danset i teltet, handler det om oprydning –og om at tælle kassen op.  

-Traktortrækket her i Uhe har i mange år sikret os gode penge til området. Vi har kunnet investere i multibane, padelbane, fitnesscenter, billardborde osv. Lige kigger vi ind i et projekt med etablering af et madpakkeområde, og derudover giver det her penge til drift og tilpasning i vores forening. Derudover giver vi også sponsorater til gode tiltag her i området, for her hjælper vi hinanden.  

-Vi har som sagt 130 hjælpere/frivillige, der kommer i en radius på 15-20 kilometer, og de folk og deres foreninger hjælper vi gerne- og at vi har så stor en event, der giver ret gode penge, skal også kunne ses og mærkes her i området. Det handler simpelthen om lokal sammenhængskraft, når vi kalder ind til Jyllands hyggeligste traktortræk, konstaterer den rutinerede foreningsmand med et stort smil. 

 

 De unge elsker traktortrækket - både på grund af selve traktortrækket og på grund af det sociale samvær med vennerne.Foto: Jim Hoff