Er I klar, kære familier? Så er der en ny skattejagt i Thyregod

Foto: Så er der dømt skattejagt og piratfest i Thyregod i Det Gamle Bageri - og det er der nok en hel del unge mennesker, der ser frem til. Foto: Jim Hoff

Foto: Søndag den 31. maj inviterer Det Gamle Bageri igen på skattejagt i bymidten i Thyregod - en familieevent, der er både sjov, hyggelig og spændende. Foto: Jim Hoff 

Fællesskabsklubben ’Det Gamle Bageri’ i Thyregod er samlingspunkt for sociale fællesskaber. Det kan være over en fodboldkamp mellem FCM og Brøndby, måske en VM-semifinale i håndbold, billard og det kan være en rafleturnering, bankospil eller strikkeaften. Men det kan også være en tophyggelig skattejagt for hele familien – og det sker den 31. maj.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

Thyregod: I maj 2025 samlede den omtalte familierelevante skattejagt hele 140 mennesker, selv om det regnede. Stemningen var helt i top, og det vrimlede med børn, der var klædt flot ud som pirater og andet maritimt godtfolk fra sørøverkategorien.

Det Gamle Bageri gentager derfor succesen igen i år, hvor eventen bliver afholdt søndag den 31. maj fra kl. 10.00 til kl. 14.00 med start ved Det Gamle Bageri på Grundtvigs Plads 3.

Inden løbet går i gang, er der briefing i Det Gamle Bageri ved klubbens kasserer, Ove Pedersen, og her kan man også få oplyst, hvilke hold man skal af sted i på skattejagten. Løbet består af 10 poster, hvor der ved hver post er forskellige sjove opgaver både i børne- og voksenhøjde, der skal løses i tæt samarbejde.

Vaskeægte piratfest i Thyregod downtown

Med i løbsprisen er der en omgang grillpølser med brød, kage, sodavand og skumfiduser – samt en skat til alle børn. Derudover er der en præmie til bedste piratudklædning. Alt dette kan lade sig gøre, fordi Bilka Vejle igen i år træder til som sponsor for skattejagten.

Dagligvarehuset stiller også igen i år med sin maskot Billie til skattejagten – så det bliver også et festligt indslag i den fine familievenlige event, der denne søndag forvandler Thyregod downtown til en vaskeægte piratfest.

Tilmelding til skattejagten skal ske senest mandag den 25. maj, og tilmelding foregår til Sussie Andersen på mail sussie.andersen@mail.dk, tlf. 30 80 24 63 eller Ove Pedersen på mail ope@fcm.dk, tlf. 21 76 85 82.

Skattejagten er en vaskeægte familieevent, hvor hele familien kan være med. Foto: Jiim Hoff