
Erik Andersen træder ud af Ældrerådet i Vejle Kommune til valget i november – er du hans afløser?
Foto: Erik Andersen har været med i Ældrerådet i Vejle Kommune i mange år, men nu siger han farvel til valget til november, og dermed er det vigtigt, at Give-egnen finder en ny lokal kandidat. Foto: Jim Hoff
Ældrerådet i Vejle Kommune kigger nu, akkurat som det siddende byråd, ind i et snart forestående valg. Ældrerådet består af 11 medlemmer, der vælges for fire år. Her fra egnen sidder der pt. to gode folk i Ældrerådet, men nu har Erik Andersen meldt sin afsked fra rådet efter valget. Derfor skulle vi gerne finde en ny Give-kandidat til rådet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ÆLDREPOLITIK: Ældrerådet fungerer i Vejle Kommune som bindeled mellem byrådet og kommunens ældre. Det er rådets fornemmeste opgave at rådgive Byråd og Seniorudvalg om ældre- og lokalpolitiske spørgsmål, og rådet behandler f.eks. sager om hjemmehjælp, omsorgsarbejde, madservice, boligforhold, plejehjem, dagcentre, lokale trafikforhold og aktiviteter for ældre.
NB: Det er et digitalt valg
Og nu skal vi som sagt snart til de digitale stemmeurner, idet valget til Ældrerådet finder sted hvert fjerde år og følger Byrådets valgperiode. Det sker i perioden fra den 3. til den 30. november, og hvis man er fyldt 60 år senest den 30. november 2025 og bor i Vejle Kommune, er man opstillingsberettiget.
Valget afvikles som digitalt valg, hvilket betyder, at der udsendes digitale valgkort til de vælgere, der er tilmeldt digital post, og valgkort med følgebrev og kuvert udsendes med almindelig post til de vælgere, der er fritaget for digital post.
Vigtigt med folk fra Givekanten i rådet
Erik Andersen, som vi kender så godt fra Frivillig Center Give og Kastanierådet på Plejecenter Kastanjehaven, har siddet i Ældrerådet i en årrække, men nu trækker han sig for at give plads til andre lokale ildsjæle.
- Jeg har altid været meget interesseret i foreningsarbejde, også det politiske liv har jeg interesse for. Jeg synes, at det er vigtigt, at der er folk i Ældrerådet, der er med til at sørge for, at kommunens ressourcer på ældreområdet bliver godt anvendt uanset bopæl. Også de ældre i de såkaldte reservater eller yderområder skal have en tryg og god alderdom.
- Jeg vil her gerne pointere, at det er vigtigt, at vi her fra Givekanten stiller med folk, der kan varetage områdets interesser over for Vejle Kommune på ældreområdetog gøre en forskel for de ældre. Og derfor håber jeg da også, at der er lokale folk, der melder sig under fanerne til valget senere her på året, lyder den venlige opfordring fra Erik Andersen.
Her er det nuværende Ældreråd
I skrivende stund har Give-egnen to medlemmer i Ældrerådet, Petra Raundahl og som sagt Erik Andersen.
Ældrerådet i Vejle består her og nu af følgende gode folk: Morten Kristensen, formand, Anna Marie Bjorholm Dahl, næstformand, Anny Gosvig, redaktionsmedlem, Velfærdsmagasinet, Bent Illum Eskesen, Connie Axel, Dorte Rørbye, Erik M. Andersen, Inge Nordheim, Petra Raundahl, Tage Majgaard og Peter Faurby.