Farre gør klar til årets største folkefest
Foto: Kyllinge-Banko står igen på festplakaten, når Farre inviterer til sommerfest. Her er det Lars Egeskov Pedersen og Per Kokkendorff, der giver den som 'fjerklædte bankovagter. Foto: Jim Hoff
De gode foreningsfolk og deres frivillige hjælpe i Farre er ved at gøre klar til næste udgave af årets folkelige højdepunkt i den lille landsby. Læs her hvad Lars Egeskov Pedersen fortæller om indholdet af den fine sommerfest.
Af Lars Egeskov Pedersen - formand Farre IF
FARRE: Der er sommerfester, og så er der Farre Sommerfest. Hvis nogen skulle være i tvivl om forskellen, så kan man passende kigge forbi i uge 32, hvor landsbyen endnu engang forvandler sig til et festligt epicenter af motion, mad, banko, gymnastik og socialt samvær på et niveau, der sandsynligvis kan måles på satellitbilleder.
Rejer, rosé og rekorder
Festlighederne skydes i gang med det traditionsrige Danpoløb, hvor lokale fartdjævle, motionsentusiaster og folk, der primært er mødt op for den efterfølgende spisning, kæmper side om side. Efter løbet genindtages alle de forbrændte kalorier naturligvis med imponerende effektivitet. Fredag byder på Rosé & Rejer samt kåringen af Farres tartelet-mester.
Gadefodbold og tombola-feber
Når tarteletterne har lagt sig, overtager gadefodbolden. Her vil gamle helte endnu engang bevise, at de stadig besidder klasse på højeste niveau – i hvert fald ifølge dem selv. Senere åbner tombolaen, hvor spændingen forventes at nå VM-lignende højder.
Lørdag med fuld fart på
Lørdag morgen starter med morgensang og gratis morgenbord. Børnene får en overraskelse, mens de voksne får smagsprøver og dermed endnu bedre historier at fortælle resten af dagen. Gymnastikopvisning og petanque-turnering følger.
Banko og pattegris
Den traditionsrige Kyllinge Banko samler igen hele byen, inden den helstegte pattegris bliver serveret. Her forventes køen at være længere end ventetiden på en ny motorvej.
Et telt under pres
Begge festaftener holder teltet åbent til klokken 01.00. Hvis alt går efter planen, bliver der sat nye rekorder i fællesskab, latter og tarteletforbrug pr. indbygger.

Fredag aften står der traditionen tro gadefodbold på programmet, og det plejer altid at være et tilløbsstykke - både udenfor og indenfor kridtstregerne. Foto: Jim Hoff












































