Fin og informativ aften, da Rotary Give holdt 60-års fødselsdag på Museum Give

Foto: Rotary Give kan i år fejre 60-års fødselsdag, og i den anledning var der fødselsdagsfest på Museum Give tirsdag 22. september. Her er det Arne Brock og Jørgen Østergaard fra klubben, der gør klar til en gennemgang af klubbens aktiviteter. Foto: Jim Hoff

I det herrens år 1966 oprettede Rotary en afdeling i Give. Dengang hed landets statsminister Jens Otto Krag, Hvidovre blev dansk mester i fodbold, og i Give var Anders Karlskov Jensen sognerådsformand. 60-året blev fejret på hyggelig vis på Museum Give med deltagelse af godt og vel 50 glade gæster.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Rotary Give er begyndt at afholde deres faste møder på Museum Give, og det var da også det lokale museum, der dannede rammen om klubbens 60-års fødselsdag tirsdag aften den 22. september.

Godt 50 gæster havde fundet vej til museet, heriblandt klubbens både nuværende og tidligere medlemmer med påhæng, gæster fra Inner Wheel, Lions Give, Rotary Brande og Give Handel & Erhverv.

Klubbens præsident Muhammad Saeed bød flokken velkommen, så var der aftensmad, hvorefter klubbens længst siddende medlem, Laurids Christian Laursen, der har været medlem i fornemme 41 år, leverede et fint indlæg om sin tid i klubben. Dette kan du læse mere om andetsteds her i avisen.

Rotary Gives præsident Muhammad Saeed bød flokken velkommen til 60-års fødselsdagsfesten på Museum Give. Foto: Jim Hoff

Fine rosende indlæg fra ’husets venner’

Herefter var der små indlæg fra Holger Heldbo, tidligere Rotary Give og nu medlem af klubben i Silkeborg, Peder Gasbjerg fra Rotary Brande og Kirsten Møller fra Inner Wheel. De roste over en kam klubben i Give for deres indsats og de gode humanitære projekter, klubben har været med til at søsætte samt deres vilje og fine evne til at samarbejde bredt.

Der var også en direkte opfordring fra Kirsten Møller, der gerne så at Rotary og Inner Wheel fremover skulle lave nogle fælles projekter – idet man jo har det samme DNA, som hun pointerede.

Holger Heldbo, Kirsten Møller og Peder Gasbjerg holdt nogle små fine anerkendende indlæg, hvor de roste Rotary Give for deres fine arbejde og stærke fællesskab. Fotos: Jim Hoff

Visuel gennemgang af Rotarylivet

Herefter var det de to lokale Rotarymedlemmer, Arne Brock og Jørgen Østergaard, der tog over med en både visuel og mundtlig gennemgang af nogle af de projekter, events og lokale sammenkomster osv., som Rotary har stået bag og gennemlevet gennem årene.

Det overordnede budskab handlede meget om det stærke netværk og det gode fællesskab, man har i klubben, selvfølgelig tilsat klubbens humanitære arbejde, som jo er en væsentlig del af Rotarys værdisæt.

Gennemgangen var baseret på et slideshow, der på fineste viste illustrerede mange af de events, udflugter, virksomhedsbesøg, projekter med udviklingsstudenter og støtteprojekter, klubben har været med gennem årene.

Arne Brock pointerede også, at en af de udfordringer man står med i dag, handler om tilknytningen af nye medlemmer. Klubben mister folk enten grundet sygdom eller dødsfald, og især coronaen var hård ved klubben i forhold til medlemstallet.

Udviklingsstudenter og kvindehaver

Jørgen Østergaard fortalte om klubbens Group Study Exchange (udviklingsstudenter) og kunne oplyse, at man over årene har haft unge gæster fra lande som Sydafrika, Argentina, Brasilien, New Zealand og Canada – og om hvordan man i klubben har været med til at støtte udviklingsprojekter i nogle af de benævnte lande.

Tove og Claus Skovbjerg fortale om og viste fotos fra Women’s Garden-projektet i Gambia, hvor Rotaryklubberne i Give, Jelling og Brande tilsammen har været med til at etablere 44 haver – som i dag er vækstet til 172 haver.

Derudover har man ydet støtte til oprettelse af en Nursery School og en Primary School, man har også støttet et Clean Water projekt – og arbejdet med rent mentalt at indføre andelstanken fra Danmark til de benævnte projekter i Gambia.

Godt og vel 50 gæster havde fundet vej til Rotary Gives fødselsdagsfest på Museum Give. Foto: Jim Hoff

Hvor kommer pengene fra?

Arne Brock kom derefter ind på, hvordan man skaffer midler til de omtalte støtteprojekter. Her har klubben over årene for eksempel søsat salg af lodsedler (billotteri), fiskekonkurrencer, Frokostjazz og salg af blomsterfrø. Dertil har klubben fået udgivet to bøger i samarbejde med Museum Give skrevet af Brian Kristensen fra Rotary Give og Lokalhistorisk Arkiv – og de gik begge som varmt brød.

Arne kunne også fortælle, at klubben rent lokalt blandt andet har støttet projekter hos Røde Kors, Red Barnet, man har spædet penge til ved legepladsprojektet i Lystanlægget samt doneret 115.000 kroner til Give Idrætscenter.

Stort fokus på nødhjælp til Ukraine

Afslutningsvist var det Jens Peter Broberg, der leverede et indslag om klubbens helt store indsatsområde lige nu, nødhjælp til Ukraine, hvor han fremhævede Anna Larsen fra Thyregod og klubmedlem Viggo Nørtoft som de helt store drivkræfter i den lokale nødhjælpsindsats fra Giveområdet.

Jens Peter kunne oplyse, at man har støttet Ukraine med tæt på 500.000 kroner, via indsamlinger fra nær og fjern, hvor virksomheder og borgere samt Rotary klubben har doneret penge. Derudover er der sendt en masse nødhjælp lige fra tøj til generatorer med lastbiler og varevogne afsted til det krigshærgede land.

Dermed et fint punktum for en indholdsrig, hyggelig og informativ aften med dagens 60-års fødselar. Muhammad Saeed lukkede den officielle del af mødet af med at sende en stor tak til aftenens deltagere – og så var der ellers dømt hyggesnak og networking i den hyggelige fællestur på Museum Give.

Jens Peter Broberg holdt et fint indlæg om Rotary Gives indsats i forhold til nødhjælp til Ukraine. Foto: Jim Hoff

Andre læser

Historisk indlæg: Rotary-veteran fortalte flot om sine 41 år i Rotary Give