Fin tilslutning til Thyregod-dagene – og de unge kommer mere og mere på banen!
Foto:I uge 33 blev der afholdt Thyregod-dage i Thyregod, som strakte sig over fire dage med en række forskellige aktiviteter. Her er vi på stadion til social fodbold og familiehygge. Foto: Jim Hoff
I uge 33 var Thyregod by forvandlet til en stor festplads i anledning af den store byfest, bedre kendt som Thyregod-dagene. Her havde arrangørerne over fire dage bredt en stor vifte af aktiviteter ud over byen og området, og igen i år oplevede man, at flere unge havde fået øje på denne fest, ligesom man også har fået en ny medspiller i Musikmejeriet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: Paletten med aktiviteter, events og sammenkomster var bred og farverig, da Thyregod-Vester Borgerforening i tæt samarbejde med en række lokale foreninger åbnede byporten op for Thyregod-dagene i uge 33.
Her er der tale om en byfest med en lang historik og solid opbakning fra borgerne, et af byens store årlige samlingspunkter, som involverer både børn, unge voksne og det lidt mere modne segment i et fint fællesskab.
Avisen har talt med borgerforeningens formand, Mathias Arico, der overordnet set kan berette om en fin festuge, hvor der var god tilslutning.
Futtog, gøglerier og fisk
-Det hele startede onsdag med åbent hus hos Thyregod Modeljernbaneforening. Her var der rigtig fin tilslutning, en del flere end sidste år, og det blev til mange gode snakke hen over modeljernbanerne. I år fik vi også som noget nyt Musikmejeriet med på programmenuen. Rigtig fint, og de havde også en velbesøgt seance denne onsdag, hvor de udover musik og gøglerier også kunne servere slik, pommes frites og candy floss for børnene. Dagen bød også på vers i kirken, og her var alle sæder fyldt, så en superfin start på festdagene, pointerer Mathias.
Torsdag kunne folket så starte dagen med at sætte Gitte Hænnings store hit fra 60’erne ”Ta’ med ud og fisk” på pladespilleren, for sidst på dagen blev der nemlig afholdt fiskekonkurrence ved Rørbæk Sø.
- Det var en rigtig varm dag, så der kom ikke helt så mange til fiskekonkurrencen, som der plejer. Vi solgte dog 21 fiskestænger, cirka det halve i forhold til det normale, og vi fandt da også vinderne i de fem konkurrencekategorier, fortæller Mathias.

Musikmejeriet i Thyregod var i år en del af Thyregod-dagene, hvor foreningen Troubadouren havde sørget for en fin og underholdende onsdag foran det gamle mejeri. Foto: Jim Hoff
Legeland, intern fodbolddyst og ny champ i ’Løgn’
Han kan ydermere berette, at fredagens festløjer allerede startede om formiddagen, hvor arrangørerne havde inviteret byens børnehave/vuggestue i et gratis legeland. Her kunne børnene muntre sig i de tre hoppeborge, og der var skam også sørget for gratis pølsehorn og saftevand til de små akrobater.
- Her var der virkelig stor opbakning med mange glade børn, så det var en superfin oplevelse. Senere på dagen var der så traditionen tro i forbindelse med Thyregod-dagene åbent hus på Plejecenter Sandbjerg. Her var der ikke så mange deltagere som der plejer at være – og det var igen varmen, der holdt folk indendøre. Men folkene på Sandbjerg fik bestemt en fest op at stå og skabte liv på stedet med mange aktiviteter.
- På stadion var der så en rigtig sjov fodboldkamp fredag aften. Serie 5-holdets kamp var blevet aflyst, så her lavede man i stedet for en ung-mod-gammel-kamp, og det var noget, der trak mange folk på stadion. Dagen sluttede så af med den raflekonkurrence i Løgn, og her var det Torben ”Topper” Lund fra Lilleskov Slot, der endte øverst på sejrskammelen. Dermed blev den regerende mester, Torben Kjærgaard, sat til vægs – og det er ikk' engang løgn!
Regn og lokal konkurrence pressede markedseventen
Den store festdag, lørdag, startede med morgensang i kirkelige regi, hvor Blå Stue i Thyregod Fritidscenter var helt booket af sangglade mennesker. Men dagen startede dog ifølge Mathias også med lidt udfordringer.
- Om formiddagen kom der noget regn, og den slags er jo aldrig godt for en byfest. Heldigvis havde vi i år booket et noget større festtelt, så der var god plads til de 120-130 gæster, der kom til morgenkaffe og rundstykker. Her havde vi også livemusik ved trioen SMS, men desværre oplevede vi, at flere af gæsterne forsvandt hjem i tørvejr.
- Det betød, at vi lige havde nogle stille timer, men folk kom heldigvis igen, så set over hele dagen var der en fin tilslutning og en rigtig god stemning. Selvfølgelig lidt en udfordring, at vores markedsdag igen i år ramlede sammen med det store kræmmermarked i Give. Her skal vi lige have en god og konstruktiv dialog med Give.

Markedsdelen havde 10 udstillere på banen ved stadion, og eventen var lidt ramt af regn i starten. Foto:Jim Hoff
Minitriatlon med flot opbakning – og 113 til spisning i teltet
Dagen bød også på et mini-triatlon med Thyregod Svømmeklub som arrangør, og det var ifølge Mathias en succes.
- I år var der 13 tilmeldte mod 8 i 2025, så fin fremgang. Bl.a. mødte en familie på 4 op fra Vejle, så herligt at vi også kan tiltrække folk langvejs fra. Supergodt også for vores svømmeklub. Og så stod der jo også social fodbold på programmet. Her stiller man hold på kryds og tværs som man vil, da der jo ikke er tale om gadefodbold. Her var der 6 hold tilmeldt, og det blev til en række gode kampe med fin opbakning fra tilskuerne.
- Festugen sluttede så af med den store festaften i teltet, hvor der var 113 spisende gæster på plads. Sidste år havde vi 75 deltagere, så fin fremgang her – og rart med sådan en fremgang, når vi nu havde lejet et telt med plads til 130 siddende gæster. Ved samme lejlighed fik vi også sat gang i billetsalget til Thyregod-revyen.
Der er sammenhæng i tingene.
- Vi havde frivillige, der satte teltet op og pillede det ned igen, så herfra skal der lyde en stor tak til de mange frivillige, der bakkede op. Også en stor tak til de gode samarbejdspartnere fra byens foreningsliv og handels- og erhvervsliv, til kirken og Musikmejeriet. Jeg vil også gerne rose bestyrelsen i borgerforeningen for godt arbejde.
- Vi er en del nye i bestyrelsen, som kommer med nye ideer, og det er også rart at se tidligere bestyrelsesmedlemmer møde op og passe baren – det hænger bare så godt sammen, og så er det dejligt at se, at der de sidste par år er dukket en del flere unge mennesker op til vores fester, konstaterer Mathias, der alt i alt kan konstatere, at man havde en god uge – også bedre end i 2025.

Der var 6 hold tilmeldt 'social fodbold' - og der blev gået til vaflerne uanset alder og køn. Foto: Jim Hoff












































