Fis og ballade i Løveland: Onkel Reje indtager Givskud Zoo 

Givskud Zoo – Zootopia er klar med en ny børne- og familievenlig event lørdag den 11. maj, når man lukker den populære og behageligt bindegale Onkel Reje ind i dyreparken.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVSKUD: Lørdag den 11. maj klokken 14.00 er der dømt underholdning i børnehøjde af den populære slags, når selveste Onkel Reje, kendt fra Ramasjang på TV, indtager Givskud Zoo – Zootopia med sit farverige show. 

Som de skriver i pressemeddelelsen fra Givskud Zoo, så er det bedst at lade sulfo, pli og broccoli blive derhjemme, når man skal møde den gode entertainer på scenen. For Onkel Reje bryder sig ikke om at gå i bad, derfor lugter han og han er fuldstændig ligeglad. 

Populær antihelt

Den farverige sprællemand er som nævnt kendt fra Ramasjang, hvor han med sit rødmossede ansigt giver rim, røverhistorier og verbale lussinger til alle - selvfølgelig med en kærlig bagkant. 

På trods af sit bombastiske udtryk, eller måske netop derfor, er Onkel reje er et hit blandt børn, som elsker at komme tæt på denne løjerlige antihelt, mens forældre kan smile ad Onkel Rejes syrede fortællinger, der både er platte, politiske ukorrekte og slet ikke til at stå for.

Showet med Onkel Reje begynder kl. 14.00 i området mellem humboldtping-vinanlægget og ulveanlægget ved parkeringspladsen P1. 

Det er gratis at overvære koncerten, når entréen til Givskud Zoo er betalt.