Flot Give-Revy: Fra Trump over Mette F. til Putin og elcykel med erotiske undertoner
Foto:Traditionen tro havde Give-Revyen også et indslag fra den mere frække/intime ende af sketchmenuen - og det fungerede rigtig godt. Absolut et af revyens højdepunkter. Foto: Jim Hoff
Den genopstandne Give-Revy var på banen for 4. gang, og det skete den første weekend i marts. Det blev endnu engang en forrygende flot omgang med stærke, sjove og herlige indslag – krydret med en masse god sang og musik. Revyen kørte tre gange med to gange udsolgt og tæt på udsolgt også 3. gang.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE og GLADE DAGE: Hele tre gange blev dette års udgave af Give-Revyen leveret fra scenen i kulturhusets kælder, og to gange kunne revyholdet hænge de røde lamper ud, mens der blot manglede 6 publikummer i, at man kunne fuldføre hattricket med 3 gange udsolgt.
Der var som udgangspunkt lavet plads til 80 publikummer pr. show, så vi må konstatere, at i hvert fald 240 folk fra Give og omegn har set Give-Revyen 2026. Og de fik en rigtig flot, sjov og velkomponeret oplevelse ud i lattermusklernes univers. Revyen bestod af i alt 25 indslag med sketches, one-line-punchers og sang og musik, fint og smukt bundet sammen med fine musikalske indslag og velklingende input mellem numrene.
God beslutning at skære ned på antal pladser pr. show.
Teksterne til revyen var forfattet af Finn Knutzen, Michael Frydensberg, Vibeke Grann Jacobsen, Kirsten Knutzen, Knud Buhl, Birgitte Schrøder og Winnie Gram Jensen. Instruktører på revyen var de gode, prøvede kræfter Birgitte Frydensberg og Karin Kjesma.
Musik og sang blev leveret på fineste vis af John Sørensen, Ole Kragsig Hansen, Michael Hørlyck, Henrik Hindsgaul, Liv Tremlet, Victoria Tremlet og Malene Gjødsbøl.
Finn Knutzen, der er revyholdets praktiske gris og blæksprutte med opgaver både udenfor og på scenen, kunne fortælle, at man er glad for, at man i år har valgt at skære publikumsantallet ned til 80, da man sidste år oplevede alt for stor trængsel og for lidt plads, da man havde godt over 100 gæster inde i salen.

Der var ved de tre shows lavet plads til 80 tilskuere pr. show - og det fungerede rigtig godt med mere plads til folket. Foto Jim Hoff
Trump, Putin og Frederik på slap line
- 80 publikummer passer rigtig godt til setuppet. Der er mere plads til alle, man føler sig ikke så presset og indeklemt, så det var fint. Og dejligt med så flot opbakning til alle 3 shows. Lørdag eftermiddag var det mere modne publikum, der var på plads, og om aftenen var det så også den yngre generation, der kom forbi og var med til at skabe et brag af en revyfest, konstaterer Finn, lige før tæppet går til søndagsshowet.
Vi kom, som i indledningen beskrevet, vidt omkring med revyholdets kærlige og velskrevne satireindslag. Vi fik et herligt søndagsrendezvous med kongeparret til Royal Fun, vi mødte Donald Trump ved flere hylemorsomme lejligheder, og han havde da også taget sin politiske skakmakker, Putin, med et par gange – blandt andet var de to kommet i finalen i Vild Med Dans i de nye festhaller i Det Hvide Hus. Vores statsminister kiggede selvfølgelig også ind – det er jo valgtid!
Kærlige hilsener til byens flotte nye torv
Vi fik også en langhåret metafysisk videnskabelig udlægning af Holger Bech Hansen omkring forholdene i Give Friluftsbad, og så var vi på en humpende køretur med borgmester Jens Ejner Christensen og den politiske lokallegende, Harry Warrer, fra Vonge – her kom der en del fine sandheder på bordet om de lokale forhold, så det var en på alle måder rystet borgmester, der hoppede ud af det lille køretøj ved rutens slutning. Så tak for det!
Vi kiggede også indenfor i Folkekirken, der i disse tider kæmper hårdt med kunder i butikken, så de må ty til populistiske indslag som Be'd and Breakfast, Fredagsbar og Pis-a-gudstjeneste og spaghetti/lasagne-gudstjeneste for at lokke folk i kirke.
Naturligvis blev det nyrenoverede Torv i Give midtby også nævnt i skamrosende vendinger (ironi kan forekomme), og vi skulle da også lige forbi Yrsas Zen-klinik, ligesom vi fik god information om, hvordan man gør brug af varer fra Temu i Ældreplejen.

Selvfølgelig havde revyen også besøg af Trump og Putin - og én af dem havde simpelthen tagen en drone med - sådan for hyggens skyld. Foto: Jim Hoff
Elcykel eller massageapparat?
Aftenens højdepunkt, efter denne skribents personlige mening, var sketchen ”Elcyklen”, hvor et ældre ægtepar havde besøg af deres datter og nye svigersøn. De unge mennesker faldt indledningsvist over en intimiderende folder fra ”Fræk Homeparty” med intime hjælpemidler til den sydlige del af kroppen – samtidig med, at fruen i huset lige havde fået en ny elcykel.
Det sidste vidste det unge par ikke, så da snakken faldt på alle cyklens herligheder, dimensioner og muligheder, troede de unge, at der blev talt om de førhen omtalte intime hjælpemidler. Det var virkelig hylemorsomt og supergodt skruet sammen.
Good Feeling
Med andre ord: Igen en flot sammensat revy af det rutinerede revyhold – supergodt flow, en dejlig lethed og virkelig charmerende og skønt at se, hvordan de fire bandmedlemmer også fik ”taletid” i revyen – man sad bare hele tiden med en ”good feeling” i kroppen samtidig med, at smilebåndene og lattermusklerne også havde nok at se til – og stor kredit til de tre syngepiger, der virkelig leverede varen med flotte solonumre i Aretha Franklin-klassen.
Mon ikke vi er mange, der allerede glæder os til revyen i Give i 2027?
Du kan se en masse fotos fra revyen lige HER

Både revybandet og de tre dygtige syngepiger leverede igen varen på højt niveau til Give-Revyen. Foto: Jim Hoff

Vi mødte da også lige denne herlige soldat, meget rutineret herre skal vi hilse at sige, der virkede til at være klar til at drage i krig både i øst og sydpå. Foto: Jim Hoff

















































