
Flot initiativ: Kom til DM-finalerne i Denmark Open i Elkjærhallen
Foto:
Den lokale badmintonklub i Grønbjerg-Langelund har taget et stærkt initiativ, som betyder, at badmintoninteresserede nu kan komme med til et storskærmsarrangement, hvor man søndag den 19. oktober viser finalerne i Denmark Open.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GRØNBJERG: Det er nogle af badmintonsportens allerstørste navne, der tørner sammen i dette års Denmark Open – massevis af danske og udenlandske topnavne skal krydse klinger her, og når finaledagen oprinder søndag den 19. oktober, har du nu mulighed for at komme tæt på i Elkjærhallen sammen med en masse andre lokale badmintonentusiaster.
Denne dag inviterer Grønbjerg-Langelund IF Badminton nemlig til storskærmsarrangement – og det er helt gratis at være med. Eventen åbner klokken 12.00, og det sker som sagt i Elkjærhallen, som ligger i forlængelse af Elkjærskolen på Gammelbyvej 43.
- Vi synes da, at man skal komme og være med til en fed badmintonoplevelse, og tag endelig bare venner og naboer med. Cafeteriet vil være åbent, og endvidere vil der være sat net op, og boldkanonen kan også prøves, ketchere kan lånes – så man kan også selv komme ud på gulvet og spille sit helt eget DM, lyder den flinke opfordring fra klubbens træner, Flemming Alexandersen, der er initiativmanden bag dette glimrende tiltag.
Mon ikke det er et tilbud, der kan friste en række lokale badmintonklubber, deres spillere, trænere og ledere samt en masse andre lokale folk, der godt kan lide at se en god gang badminton på højt niveau!