Flot og velbesøgt folkefest over 2 dage: Sommerfesten i Give ramte plet!

Foto: Her har vi den seje og hårdtarbejdende styregruppe, der sørgede for, at Give kunne levere en særdeles vellykket Sommerfest: Bagerst fra venstre, er det Martin Schmidt,  Mads Vemmelund, Henrik Johansen, Lars Hougaard og Anders Gaarde Forrest fra venstre: Birgitte Post og Malene Pagaard. Foto: Jim Hoff 

Her i 2026 måtte Give sige farvel til en stærk og positiv identitetsskabende event i form af Give Open Air, der hængte guitaren på knagen efter 20 år som byens faste årlige folkelige og musikalske samlingspunkt. Ind på folkefestarenaen trådte i stedet en række lokale foreninger og gode frivillige kræfter med 2-dages-eventen ’Sommerfest i Give’, og dette koncept fik en forrygende debut med massiv opbakning i weekenden.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE i LIVE: Give er et bysamfund af en størrelse, hvor positiv og lokal sammenhængskraft tilsat en masse fed energi fra frivillige ildsjæle er med til at løfte byen og med til at gøre det til et godt sted at være.

Det fik vi et strålende eksempel på i den forløbne weekend, hvor GISK (Give Idræts Sundheds- og Kulturcenter) sammen med Give GIF, Give Fremad og Give Håndboldklub leverede et rigtig flot stykke arbejde med Sommerfest i Give, der kørte over fredag og lørdag.

Afløser Give Open Air

Tiltaget skal ses som en afløser for musikfestivalen Give Open Air, der nåede at holde 20-års jubilæum, inden man lukkede festivalen. Ideen til Sommerfesten begyndte at boble i starten af 2026, og hen over foråret og forsommeren er det lykkedes for den hårdt arbejdende og kreative styregruppe at få konceptet og det fine, alsidige program på plads.

Gruppen består af de gode folk Mads Vemmelund, Birgitte Post, Malene Pasgaard, Henrik Johansen, Anders Gaarde, Lars Hougård og Martin Schmidt.

Glade børn i fuld akitivtet - et rigtig godt billede på Sommerfesten i Give 2026. Foto: Jim Hoff 

Bredt familievenligt program

Resultatet var en todages folkefest for hele familien med Give Idrætscenter som base for en lang række forskellige aktiviteter. En programvifte med et alsidigt og bredt udvalg lige fra traktortræk og motionsløb til rosébingo over cocktailwalk og legendekamp i håndbold – plus en del sociale events med spisning, aftenfest og ’spirituelle smagninger’.

Læg dertil disko for børn og unge, gratis kaffe og rundstykker på Torvet lørdag formiddag, sponsoreret af Give Handel & Erhverv og børnemarked – for ikke at forglemme et af festens helt store højdepunkter, da Falck fredag eftermiddag dukkede op med en brandbil og lavede vandkamp i den bagende sommersol med over 100 vildt begejstrede og pjaskvåde børn. Der var simpelthen fuld plade på underholdningsbingopladen – for hele familien!

Og naturligvis var det en stor fordel, at vejret i den grad også spillede med begge dage med meget solskin og varme temperaturer.

Det var et kæmpe scoop, da Falck fredag eftermiddag ankom med en brandbil og lavede vandkamp med børnene. Foto: Jim Hoff 

”Vi kan slet ikke få armene ned”

Søndag stod den knivskarpe styregruppe klar til den store ’oprydningsfest’ med gode frivillige hjælpere på holdet, og her lykkedes det for avisens udsendte at få en snak med centerleder Martin Schmidt, der fik æren af at udtale sig på styregruppens vegne.

- Vi kan slet ikke få armene ned over de her to dage. En kæmpe befrielse, at det bare gik så fantastisk, når vi har brugt så meget tid på det og været usikre på, hvordan opbakningen ville være. Men i dag står vi alle sammen med rigtig god mavefornemmelse, og den indtraf faktisk allerede fredag klokken 16.00, da det væltede ind med børn og deres familier. Her var vi allerede foran 3-0 inden kampstart, konstaterer Martin med et stort smil.

Flot opbakning og lækker feel-good-stemning

Han pointerer også, at de mange børn var stedskendte og trygge i Give Idrætscenter, så de kunne slippes fri og have en fest, mens deres forældre så kunne samles og hygge sig sammen i eksempelvis den hyggelige udendørs lounge, hvor der var fine muligheder for at følge Sundhedsstyrelsens gode råd omkring at holde styr på væskebalancen.

- Det var dejligt at se, og vi kan også notere os flot opbakning til fredags portvins- og whiskysmagninger, stor tilslutning til cocktail walk, en succes vi gentager til næste år – og så var der den der dejlige feel-good-stemning omkring loungen og musiker Christian Daugaard. Også stor ros til Falck for deres herlige vandkamp med børnene – det faldt på et meget varmt og tørt sted, og ungerne havde en fest, må man sige, og apropos fest, så blev folk faktisk hængende så længe i loungen om aftenen/natten, at vi måtte udvide åbningstiderne; folk var simpelthen ikke til at sparke hjem. Så virkelig en fantastisk start på Sommerfesten, konstaterer Martin.

Så er vi klar til cocktail-walk i aftensolen. Goto: Jim Hoff

Vender stærkt tilbage i 2027 

Og de gode folkelige takter med massiv opbakning fortsatte om lørdagen – akkurat som det flotte sommervejr, der på alle måder blev sommerfestens bedste kammerat.

- De forskellige aktiviteter om lørdagen gik mega godt. Først på dagen handlede det meget om børn og børnefamilierne, og senere endte det så med rene tiltag/fester for de voksne med et velbesøgt rosé-bingo med 260 deltagere, der i snit hver drak 3 flasker rosé. En virkelig fed fest med masser af liv og glade dage i hallen.

-Den efterfølgende aftenfest gik også rigtig godt, og her viste bandet stor fleksibilitet, da de flyttede en del af deres koncert ud i loungen, så her var de i den grad dømt udendørs tropenatfest. Nu står vi her søndag med en dejlig fornemmelse af, at det har været alt sliddet værd – og vi er så klar til at levere en ny sommerfest igen i 2027. Her arbejder vi allerede nu på nogle nye spektakulære tiltag. Nu skal det hele evalueres, og så er vi klar til at sætte et nyt fedt program sammen, siger Martin.

Selv en toptunet havetraktor kan stejle, når den er til havetraktorræs i Give - og det var et stunt, der høstede stående bifald fra det talstærke publikum.Foto: Jim Hoff 

Fantastisk holdånd bag den store succes

Han sender på styregruppens vegne en stor tak til de mange gode og seje frivillige, der i den grad har været med til at trække et rigtig stort læs.

- Den sammenhængskraft og den holdånd, der har været omkring sommerfesten, er helt unikke. Folk har været særdeles løsningsorienterede, og så har det været en stor fornøjelse at se mange unge, der har meldt sig i de frivilliges rækker. Det lover rigtig godt for fremtiden. Også en stor tak til Give Handel & Erhverv for et godt samarbejde. Superflot arbejde af Jannik Kruse med traktortrækket, ligesom der skal lyde en stor tak for de mange positive tilkendegivelser, vi har fået fredag og lørdag. Det giver en masse god energi og stor lyst til at levere en ny sommerfest næste år, konstaterer Martin med et smil, der kommer både fra øjnene og munden.

Stor respekt og anerkendelse herfra til de gode folk i styregruppen, der tog initiativ til dette glimrende tiltag – og det samme til den mindre hær af frivillige, der virkelig har smøget ærmerne op hen over de her to vellykkede dage. Giv dem lige et skulderklap og en high five, når I møder dem – det fortjener de i den grad!

Der vil løbende komme artikler med delemner fra sommerfesten her i Vores LokalAvis, og du kan se hundredvis af fotos fra Sommerfesten i Give på Vores LokalAvis’ Facebookside HER.

 

Tæt på 100 løbere og motionister stillede op til Team Give Løbers motionsløb ved Sommerfesten. Foto: Jim Hoff