Flot opbakning: 95 deltagere til årsmøde i Ældre Sagen Give
Foto: Fra venstre: Koordinator for besøgstjenesten Tove Johansen, besøgsven Dorthe Hauge, 10-årsnål, besøgsven Signe Madsen, 10-årsnål og formand for Ældre Sagen, Ester Mikkelsen. Privatfoto
Mandag den 23. marts blev der afholdt årsmøde i Ældre Sagen i Give i det lokale Sognehus. Her mødte 95 medlemmer op for at deltage i dagens program, hvor der blandt andet var et indlæg fra bedemændene Heick og Larsen samt lækkert smørrebrød på menuen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Ældre Sagen i Give har afholdt årsmøde, og det foregik mandag den 23. marts i Sognehuset i Give, hvor der dukkede 95 medlemmer op. Dagens program bestod, ud over formand Ester Mikkelsens årsberetning, blandt andet af et indlæg fra bedemændene Heick og Larsen.
- Dette indlæg vakte stor interesse blandt tilhørerne, og der blev stillet rigtig mange gode spørgsmål til bedemændene, fortæller Ester Mikkelsen, der også kan oplyse, at der under punktet valg til bestyrelsen blev genvalg til Karen Søsted, Henning Iversen og hende selv. Derudover blev Lilian Hansen og Birthe Rye valgt til suppleanter.
Hyldest til besøgsvenner
Tove Johansen, der er koordinator for foreningens besøgstjeneste, kan oplyse, at der ved årsmødet blev uddelt tre 10-årsnåle til gode folk fra besøgstjeneste. Det var Dorthe Hauge, Signe Madsen og Benthe Schousboe (som ikke var til stede på dagen), der blev belønnet med årsnålen denne dag. Antallet af besøgsvenner her i foreningen i slutningen af 2025 var 40, og det har været et stabilt antal de sidste 3 år. Oplyser Tove Johansen, der her gerne vil sende en stor tak til besøgsvennerne for den store indsats, de gør.
- Det skaber glæde, nærvær og gode stunder for mange mennesker. Jeg får mange positive tilbagemeldinger fra pårørende, familie og ikke mindst besøgsmodtagerne. Tove kan derudover berette, at efterspørgslen på at få en besøgsven har været stigende i slutningen af 2025, så foreningen kan godt bruge flere.
- Kontakt mig gerne for en forventningssamtale, så finder vi ud af noget, lyder opfordringen fra Tove Johansen.















































