Forrygende comeback til Fight Night: Lokalt boksestævne væltede totalt Ikærhallen!
Foto:Give Atlet Klub genoplivede konceptet 'Fight Night' fredag den 23. oktober med et stort og totalt velbesøgt boksestævne i Ikærhallen - tæt på 1000 tilskuere kiggede forbi denne aften. Foto: Jim Hoff
Efter at Give Atlet Klub i januar 2013 afviklede Fight Night i Ikærhallen, løb vi ind i en 13 år lang tørkeperiode uden lokalt boksestævne. Men fredag den 23. oktober 2026 kan det ellers nok være, at klubben leverede et comeback af historiske dimensioner, hvor op mod 1000 tilskuere bestormede Ikærhallen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Man skulle næsten tro, at det var selveste Elvis Presley, der via et mirakuløst comeback gæstede Ikærhallen i Give fredag aften den 23. oktober. Parkeringspladsen var propfuld, og hele Torvegade var også langs siderne proppet med biler helt ned til og med Møllevej – selv kirkens p-pladser var booket op, og Brugsens p-plads var også i brug.
Men hvad var det egentlig, der skete i Give denne aften?
Jo, det var såmænd Give Atlet Klub, der efter 13 års pause stod klar ved ringside i Ikærhallen med et fantastisk comeback til det landskendte og populære boksestævne, Fight Night. Klubben stod klar med et program med 13 kampe lige fra dunvægt til letsværvægt – og mest imponerende af alt, klubben leverede simpelthen selv 8 lokale boksere, der skulle i ringen denne aften, og som gik hen og blev et uforglemmeligt kapitel til klubbens historiebog.
Måtte sige nej til flere tilskuere ved indgangen
Avisens udsendte fik et par dage efter det særdeles velbesøgte boksestævne et eksklusivt interview med klubbens formand Peter Vilstrup Tomsen, der stadig havde svært ved at få armene ned efter den succesfulde aften.
- Vi havde ikke forventet at blive bombarderet med så mange tilskuere. Vi håbede/forventede, at der ville komme et sted mellem 150-400 tilskuere – men vi nåede altså op på et sted mellem 850-1000 tilskuere. Og vi måtte stoppe for tilgangen af folk ved 1000, idet brandmyndighederne ikke tillader mere end 1000 folk i hallen, fortæller Peter.

Ikærhallen var fuld til bristepunktet denne aften - og det skabte en helt fantastisk stemning, som i den grad kom bokserne til gode. Foto: Jim Hoff
Hele Give som P-plads!
Han ærgrer sig naturligvis over både at måtte afvise folk ved indgangen og at flere dele af byens gader var så hårdt ramt af de parkeringsmæssige udfordringer.
- De sidste par boksestævner, vi afholdt tilbage i 2012 og 2013, var der omkring 300 tilskuere, så at vi skulle opleve så stor opbakning havde vi ikke lige set komme. Men der er ingen tvivl om, at i og med at vi kunne præsentere folk for 8 lokale boksere, så var det noget, der trak folk af huse, idet deres familier, venner og bekendte naturligvis skulle se dem bokse, samtidig med at de boksere, der kom ude fra de andre bokseklubber, også havde en del tilhængere med til stævnet, pointerer Peter.
Flot gestus: Mindeord over Mathias Søgaard
Han krediterer det fremmødte publikum for deres store entusiasme under kampene, og også for den måde, folk på fineste vis inden kampene gik i gang var med til at ære klubbens afdøde bokser Mathias Søgaard,der i august i år mistede livet i en trafikulykke. Her blev der efter smukke mindeord fra Peter Vilstrup Tomsen afholdt et minuts stilhed – en smuk gestus fra klubbens side! Og virkelig effektfuldt i en hal med 700-800 mennesker på stolerækkerne.
Der var den landskendte TV-vært og sportsjournalist Claus Elgaard, der med stor professionalisme og stærk tilstedeværelse var aftenens speaker og ledte folk gennem aftenens program, der som sagt bød på hele 13 kampe.
God beslutning at genoplive Fight Night
Det brede publikum sørgede for en rigtig god stemning i hallen, hvilket i den grad kom fighterne i ringen til gode.
- Det var bare en fed aften for bokserne. Publikum heppede så flot på alle bokserne, så de havde en virkelig fantastisk oplevelse, og det havde vi da i den grad også som arrangører.
- Det var virkelig en god beslutning at genoplive Fight Night, og hvis du nu spørger mig om, det sker igen, så er svaret et rungende ’ja da’, konstaterer den driftige bokseformand med et smil fra den ene øreflip til den anden.

Bokseklubbens formand Peter Vilstrup Tomsen holdt en smuk mindetale for den afdøde bokser, Mathias Søgaard, der mistede livet i en trafikulykke i august i år. Foto: Jim Hoff
Økonomisk går det hele nok i nul
Bokseklubben havde denne fine aften i boksningens tegn gang i 30-40 frivillige, der gav en hjælpende hånd med - og ikke mindst de 10-11 stykker, der stod i boden med ølsalg, havde ifølge Peter rigeligt at se til.
- Her var der virkelig stress på, men heldigvis havde vi 2 fadølsanlæg i gang, så vi løb ikke tør – hverken for øl eller ”slås-ice”, som vi jo kaldte slush-ice denne bokseaften. Mange tror måske, at med så stor tilslutning lander vi et kæmpe overskud. Men det er ikke tilfældet.
- De andre år med Fight Night har det typisk givet et underskud på omkring 20.000 kroner, men i år er vi nok så begunstigede, at det hele går i nul, når alle udgifter til leje af boksering, læge, kampledere osv. er betalt. Men vi sætter da i den grad meget ind på kontoen med herlighedsværdi – og det er det allervigtigste for os, konstaterer Peter.
Lokale boksere – lokale fans
I og med at der var mange lokale, også unge boksere i ringen, var der en del børn på plads i hallen denne aften.
- De mange børn og unge skulle jo ind og se deres kammerater – og idoler – bokse. Boksere, som Sara og Mathias, har virkelig mange unge fans, og de var på plads og klar til at heppe på deres helte. Vi er stolte over, at vi har udviklet vores unge lokale boksere, så de kunne deltage her i aften og få en fantastisk og lærerig oplevelse. At skabe boksere af egen avl er også en del af vores målsætning i klubben – og derudover kan sådan en bokseaften også være med til at generere flere unge boksere til klubben, og det er jo en dejlig bivirkning.
- Samtlige af de klubber, der deltog i Fight Night, meldte også positivt tilbage og sagde, at de er klar igen til vores næste Fight Night. Dejligt. Det, vi så skal arbejde med at forbedre, er parkeringsforholdene; her må vi lige et smut i tænkeboksen og se, hvordan vi kan gøre forholdene bedre for publikum, lyder den fine konklusion fra bokseklubbens formand.
Stolte og ydmyge over den fantastiske opbakning
Han leverer følgende udgangsbøn til såvel publikum som de gode folk, der stod klubben bi denne boksehistoriske aften i Give.
- Vi er både stolte og ydmyge og fuldstændig overvældede over den opbakning, vi oplevede. Der er så mange, der skal have en kæmpestor tak: teamet omkring Give Atlet Klub, de deltagende boksere og deres klubber, tak til dommere og kampledere, officials og læger for deres professionelle indsats, tak til Claus Elgaard, der styrede os flot gennem aftenen og skabte den helt rigtige stemning – og ikke mindst publikum; vi blev simpelthen blæst bagover af den opbakning, I gav os!
Avisens udsendte sportsreporter har også talt med 3 af klubbens boksere, der fortæller, hvordan de oplevede denne flotte bokseaften. Det kan du læse om i en særskilt artikel her i avisen.
Du kan se flere fotos fra Fight Night HER

Det var den landskendte tv-journalist, Claus Elgaard, der som aftenens speaker på professionel vis førte folk gennem de 13 kampe. Foto: Jim Hoff










































