Fra 1-0 til 1-3: Herning stoppede Gives gode stime med 3 dødbolde

Foto: Det var disse to unge gutter, Malthe Pedersen og Simon Vilstrup, der udgjorde Gives centerforsvar mod Herning Fremad, og de får ros af deres træner for at have løst opgaven fint. Malthe blev endda Man of The March for Give. Foto: Jim Hoff

Efter 3 kampe i rap med 7 point ud af 9 mulige var Give Fremads jyllandsseriehold kommet ind i en god stime, der bragte holdet væk fra de direkte nedrykningspladser. På den konto var der håb om, at man kunne drille Herning Fremad i lørdagens opgør på kunstgræsset på Ringkøbingvej – men sådan gik det altså langtfra.

Herning Fremad – Gives Fremad jyllandsserie 2 3-1 (1-1)

Mål:

0-1 14. minut Kristoffer Larsen (oplæg Jakob Kristensen)

1-1 35. minut Jacob Henriksen

2-1 48. minut ukendt

3-1 62. minut Jakob Henriksen på straffespark

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Lørdag eftermiddag tørnede Fremad og Fremad med fornavnene Herning og Give sammen på kunstgræsset på stadion i Herning Fremad. En kamp, hvor Give med en sejr kunne bringe sig tæt på de sjovere pladser i rækken og ikke mindst pænt væk fra de trælse nedrykningsbilletter.

Give måtte igen stille uden det normale midterforsvar, idet Kasper Larsen igen var ude med en skade, mens hans sidemakker Mathias Mortensen var på ferie, og den 3. mand i centerforsvaret, Mathias Nørtoft, er ude på rejseeventyr og er ude resten af sæsonen. Derfor var det Malthe D. Pedersen og Simon Vilstrup Sandalgaard, der spillede i det centrale midterforsvar, mens Mikkel Gejl og Victor Snoghøj klarede backpositionerne. Og forsvaret, ikke mindst de to i midten, Malthe og Simon, får ros af deres træner for en god kamp.

3 dødbolde gjorde det onde ved Give

På trods af disse defensive omstillinger var det gæsterne, der kom bedst fra start, da holdets giftige angrebs-es, Kristoffer Larsen, bragte Give foran 1-0 i det 14. minut på oplæg fra angrebskollega Jakob Kristensen.

- Vi spiller en god 1. halvleg og har rigtig godt styr på Herning. Vi holder dem helt fra chancer og er i god kontrol. De scorer så på en dødbold i det 35. minut – direkte på frispark – og lige efter pausen får de et meget tvivlsomt straffespark, som både vi og Herningspillerne har svært ved at se. Det scorer de så på, men vi er stadig fint med i kampen og får skabt de muligheder, der, hvis de var blevet omsat, kunne have skaffet os point i den kamp. Herning får så endnu et straffespark i det 62. minut og kommer så på 3-1, fortæller Gives træner Kasper Bach-Jensen.

Ok stemning i kabinen

Han fortæller også, at selvom man tabte kampen, så var der en ok stemning i kabinen efter kampen, for alle sad med en fornemmelse af, at man faktisk havde leveret en fin kamp – men at 3 dødbolde så blev udslagsgivende i den for Give forkerte retning.

- Vi er ikke nede i kulkælderen, og vi er klar til at tage til Varde på tirsdag og hente 3 point – og så har vi jo også denne her klassiske 6-points kamp mod Bramming fredag den 3. oktober på hjemmebane. Det er bare en must-win kamp, pointerer Kasper.

Nu venter 2 kampe i uge 40

Give kan dog som sagt hurtigt få flere point på kontoen ret tidligt i næste uge, for allerede tirsdag den 30. skal de grønne i ilden igen på udebane mod Varde IF, som man besejrede 2-1 i en hjemmekamp den 16. september – og allerede 3 dage efter spiller Give så igen kamp, denne gang på hjemmebane mod Bramming i en kamp, der kan gå hen og blive sæsondefinerende i forhold til overlevelse i rækken – for begge hold!

Det vil sige, at Give kommer, inklusive kampen i Herning, til at spille hele 3 kampe på 6 dage. Velkommen til Europa League!

Gives Man of the Match blev Malthe D. Pedersen med 7 stemmer, med Jakob Kristensen som nr. 2 med 6 stemmer.

Stillingen i kredsen. Grafik DBU