Fra gårdmand over købmand til lokalpolitiker: Jørgen Mikkelsen fylder 60 år

Foto: Købmand og byrådsmedlem Jørgen Mikkelsen fra Kollemorten fylder 60 år den 10. november, og det fejres over to omgange. Her ser vi fødselaren sammen med sin hustru Ulla. Foto: Jim Hoff

Det er en lang og afvekslende rejse, som den lokale købmand i Kollemorten, Jørgen Mikkelsen, har været på i forhold til sit arbejdsliv. I dag kender vi ham alle som ’købmanden i Kollemorten’ og byrådspolitiker, og det er denne spændende herre, der mandag den 10. november kan sætte sig til bords med en lagkage med 60 lys.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

MILEPÆLE: Købmanden i Kollemorten fylder rundt den 10. november. Her runder Jørgen Mikkelsen de 60 år, og det bliver markeret med en fødselsdagsreception i Kollemortenhus lørdag den 8. november med dertil hørende pølsevogn.

Vaskeægte Kollemortenknægt

Jørgen Mikkelsen er en vaskeægte Kollemortenknægt; han er født og opvokset i Kollemorten, hvor hans forældre Emma og Børge Mikkelsen havde et husmandssted. Jørgen har en bror og 2 søstre, er gift med Ulla, og de har 3 børn, der har beriget familien med 2 børnebørn.

Som den vaskeægte husmandssøn han er, har Jørgen taget den klassiske vej efter skoletiden i Kollemorten og Thyregod. Efter skolen tog han landmandsuddannelsen, og han læste derpå til landbrugstekniker i 2 år i Odense.

- Det var forstanderen på Grindsted Landbrugsskole, der opfordrede mig til at læse videre til landbrugstekniker, så denne opfordring tog jeg naturligvis til mig, lyder det fra Jørgen med et smil.

Håndboldpigen Ulla scorede Jørgen til Lions Cup

Han mødte så sin hustru Ulla til et Lions Cup-stævne (udendørs håndbold) i Give, og det var kærlighed ved første tre-meter. De to har nu været sammen i 36 år. Efterfølgende fik Jørgen job hos DLG i Lyhne, hvor han var fra 1989 til 1996. I den periode boede Ulla og Jørgen i en lejlighed i Grindsted.

Her spillede Ulla håndbold i netop Grindsted til sidst på året 1994, hvor en rygskade satte en stopper for Ullas ellers flotte udfoldelser på håndboldbanen.

1.marts 1993 vender parret så tilbage til Kollemorten, hvor de købte Jørgens forældres ejendom – hjem til fødegården, som det hedder i de gode gamle Morten Korch-film.

- På det tidspunkt arbejdede jeg ved DLG som administrationschef, og det gjorde jeg frem til 1996. Herefter var jeg ved et rekrutteringsfirma, derefter to år i støberiet hos Velux, og i 1998 købte vi så naboejendommen og byggede en grisestald.

Gårdmand, civilt arbejde og 3 børn

- Fra 1999 til 2001 var jeg ansat hos Barritskov Skov og Gods,boligudlejning, hvor jeg blev ansat som bogholder og stod for løn, administration og udlejning af maskiner. I en periode læste jeg læste sideløbende HD. I 2001 blev jeg ansat hos EC Sikring som sælger af mobiltelefoner, videoovervågning, tyverisikring og alarmer. Her havde jeg kontor på Kornvej i Give hos Bent Tranholm, og jeg har været med til at etablere rigtig mange EC-sikringer i Give i de år, fortæller Jørgen.

Samtidig med det civile arbejde passede han gården sammen med Ulla, og efter 3 år købte de igen mere jord til ejendommen. Og så skal det også lige nævnes, at der i denne periode med de skiftende arbejdstitler også var kommet titlen ’far’ til, idet Jørgen og Ulla havde fået 3 børn.

Landmand i 8 år

- Det var noget af en tidsrøver at skulle passe sit job, 3 børn og gården, så i september 2004 blev det landbruget, der vandt. Jeg gik fuld tid på landbruget, og det gjorde jeg frem til 2012, hvor vi måtte erkende, at der ingen fremtid var i det. Jeg fik så job hos HK i deres butik i Mølvang, hvor jeg var ansat i butikken og i foderstofafdelingen med dertil hørende opgaver på lageret osv.

- Her var jeg frem til den 1. januar 2017, hvor jeg så gik ind og blev købmandsbestyrer her i butikken i Kollemorten og var med i hele processen omkring det nye setup i købmandsbutikken her i Kollemorten, og nu har jeg så været købmandsbestyrer her i 9 år – og det har været ganske fantastisk og en spændende rejse, konstaterer den snart 60-årige købmand og byrådspolitiker, der i 2022 fik den flotte hæder at blive kåret til Årets Købmand.

Kom i byrådet i 2021

Apropos byrådet, så kom Jørgen Mikkelsen ind i den kommunale beslutningstagerfamilie ved kommunalvalget i 2021, og han er naturligvis klar til en ny 4-årig periode som de lokales mand på tinge.

Altså en herre med rigtig mange jern i ilden og med mange forskellige arbejdspladser – modsat fruen i huset, idet Ulla har været 25 år hos Sagro og 40 i alt på samme arbejdsplads.

Power til mange år endnu

- Jeg har prøvet rigtig mange ting, som du nok kan høre, og jeg har været glad for alle mine jobs gennem tiden. Men enhver ting til sin tid, og jeg har det sådan, at jeg har power til at fortsætte mange år endnu, lyder det fra den aktive herre med thumbs up og et bredt politikersmil.

Jørgen og Ulla holder privat fest på selve fødselsdagen den 10. november, hvor Ulla har sørget for, at Jørgen er hjemme og hvor der er kaffe på kanden.

- Jeg havde overvejet at finde en udbyder, der eventuelt kunne lave noget valgflæsk til Jørgen, men det har vi jo nok af i forvejen, så det blev ved hotdog-bilen, konstaterer Ulla med et stort smil hen mod gemalen, der stille ryster på hovedet over denne elegante form for kvindelig humor.

Andre læser

Velbesøgt vælgermøde i Gadbjerg havde stort fokus på børne- skoleliv og togstop

Så skete det: 1. spadestik til nyt friplejehjem i Vesterlund

Nyt blod og nye kræfter til Riis Feriepark: Anne og Jens er så klar til nyt liv som campingpladsejere

Give Fremad har fundet sin nye cheftræner: 51-årige Søren Ryberg fra Brande er ny mand ved roret