
Fredagsfight på Waldstadion: Give hentede topvigtig arbejdssejr i klassisk 6-pointskamp
Foto: Her ser vi anfører Magnus Bitsch bringe Give foran 1-0 i det 53. minut efter fint forarbejde af Kristoffer Larsen - og ´herefter stod der Give på kampen. Foto: Jim Hoff
Fredag aften kunne Give Fremads jyllandsserie 2-mandskab tage et stort skridt væk fra rækkens direkte nedrykningspladser, hvis de besejrede gæsterne fra Bramming, der inden kampen lå under Give i tabellen. Og missionen lykkedes. Efter en fin arbejdsindsats hentede Give en fortjent 2-0-sejr, hvilket gør situationen noget lysere frem mod sæsonens sidste 3 kampe.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Give Fremad jyllandsserie 2 – Bramming 2-0 (0-0)
Mål:
53. minut: 1-0 Magnus Bitsch, assist Kristoffer Larsen
74. minut: 2-0 Jakob Kristensen, assist Simon Vilstrup Sandalgaard
Gives Man of the Match: Simon Vilstrup Sandalgaard
FODBOLD: Da Give Fremads jyllandsseriespillere fredag aften gik på banen til hjemmekampen mod Bramming, var det med en bevidsthed om, at det var en regulær must-win kamp i forhold til både selv at vinde terræn i tabellen i forhold til at komme væk fra de direkte nedrykningspladser, og i forhold til at distancere sig solidt i forhold til Bramming, der med 8 point netop indtog rækkens 11. plads, og dermed en direkte nedrykningsplads. Give løb på banen med 13 point før opgøret, så der kunne altså laves et stort hul med en sejr.
Give havde Malthe Debel Pedersen tilbage i centerforsvaret sammen med Mathias B. Mortensen, og hjemmeholdet lagde ganske fornuftigt ud mod et gæstehold, der især viste sine styrker i kontraspillet over højresiden.
Ujævn 1. halvleg
De første 25 minutter havde hjemmeholdet et pænt lille overtag, dog uden at komme frem til store målchancer. Det blev til en del hjørnespark, men det kom der intet ud af. Midt i halvlegen kom Bramming bedre med, de lagde deres pres lidt højere op, og i denne fase mistede Give lidt kontrollen, især i opspilsfasen fra forsvar til midtbane.
Det blev til lange bolde frem mod angriberne, og dermed kom Gives midtbane med Martin Nørskov, Chris Bech, Peter Christensen og Magnus Bitsch hele tiden til at reagere i stedet for at agere. Give havde derfor svært ved at bryde gennem gæsternes ret kompakte defensiv, og kort før pausen var det lige ved at gå galt for Give, da en Brammingspiller brød gennem forsvarskæderne og kanonerede bolden på overliggeren.
2 kasser af Bitsch og Kristensen sendte sejren til Give
Kort efter pausen, det var i det 49. minut, kom en Bramming-angriber fri foran Kenney Kochs mål, men afslutningen røg forbi målet, og herfra var det ligesom om, at hjemmeholdet fik bedre fat igen. I det 53. minut kom den forløsende scoring så, da Kristoffer Larsen spillede anfører Magnus Bitsch fri foran mål – og denne sukkerbold omsatte Bitsch med et kanonhug til en 1-0-scoring.
I det 69. minut var det så Gives angriber Jakob Kristensen, der testede overliggeren med et drøn, og blot 5 minutter senere fik han så hul på bylden, da han med et kraftfuldt hovedstød på en flad servering fra Simon Vilstrup headede Give på 2-0. Herfra kørte Give den sikkert hjem, og dermed var de 3 point i hus efter en ikke prangende kamp, men hvor det var via hårdt arbejde, man hentede sejren – og den slags tæller også!
Foto 2: Jubel på trænerbænken - her kan cheftræner Kasper Bach-Jensen og assistenttræner Jesper Jochumsen konstatere, at Jakob Kristensen netop har bragt Give foran 2-0. Foto: Jim Hoff
Tilfreds Givetræner
Givetræner Kasper Bach-Jensen var da også en let mand efter kampen, hvor han netop fremhævede det vigtige i at vinde sådan en såkaldt ’6-points kamp’.
- Sejren var meget vigtig for os i forhold til tabellen. Nu har vi distanceret Bramming med 8 point inden de sidste 3 kampe; havde vi tabt, havde afstanden kun været på 2 point. Vi spiller ikke vores bedste kamp i dag, men Bramming er også et svært hold at spille imod. De er meget disciplinerede, og de har en virkelig stærk højreside, som man skal være meget opmærksom på.
- Efter en god start i 1. halvleg ryger vi midtvejs ind i en periode, hvor vi bliver for passive i vores pres, og vores midtbane kommer til at løbe en masse forgæves løb. Dog synes jeg, vi, bortset fra skuddet på overliggeren, holder Bramming væk fra chancer – også fordi Mathias og Malthe gør det rigtig godt i centerforsvaret. Herligt at vi for anden kamp i træk holder målet rent, det er også vigtigt.
Nu venter lokalbraget i Brande
- Det var så vores 3. kamp på en uge, dejligt at slutte af med en vigtig sejr og 3 gode point til kontoen, og jeg synes, at vi leverer en god 2. halvleg. Nu ser vi frem til en rigtig god træningsuge, inden vi på fredag skal møde Brande på udebane – også en meget vigtig kamp, både for os og Brande, pointerer Kasper.
Give ligger nu, som man kan se i tabellen, på rækkens 4. plads med 16 point for 11 kampe, så man kan roligt konstatere, at Give har fået vendt bøtten efter en tung start.
Simon Vilstrup Sandalgaard, midt i billedet med nr. 10, blev Gives Man of The Match. Foto: Jim Hoff
Gives nye keeper, Kenny Koch, holdt buret rent for 2. kamp i træk, da Give besejrede Bramming med 2-0. Foto: Jim Hoff
Foto: Jim Hoff