Fuldt hus til opsigtsvækkende 12-års fødselsdag: Velsmagende fødselar revet væk på få minutter

En 12-års fødselsdag er vel ikke noget, man normalt laver en større festivitas ud af, men det gjorde de gode folk hos Fary Lochan i lørdags, hvor pænt 150 fødselsdagsgæster kiggede forbi i anledning af en unik release af destilleriets første 12-års whisky. En flot milepæl med en stærk indbygget historik. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FARRE: Flagene var hejst, bordene var dækket og de fire Fary Lochan-ildsjæle Anne Birgitte, Morten, Tine og Thomas stod klar til at tage imod i dagens helt specielle anledning. En meget speciel fødselsdag skulle nemlig fejres.  

Vi spoler lige filmen tilbage til 2011. 

Her gik Fary Lochans stifter Jens-Erik Jørgensen og hans trofaste wingman og medbrygger, Henry Kristensen rundt og hyggede sig nede i kælderen med at “sætte ingredienser over” til den whisky, der 12 år senere, den 18. november, kunne frigives som en 12-års single malt whisky modnet i et first fill Bourbon Barrel.  

Dermed blev denne dag både en unik whisky-release på dansk grund og en hyldest til den arv, den entreprenante Jens-Erik Jørgensen grundlagde tilbage i 2009. 

322 flasker blev revet væk før landskampen 

Der blev produceret i alt 322 nummererede flasker, der blev solgt til den logiske pris af 1200 kroner. Og da Fary Lochans altid veloplagte marketingschef, Thomas Smidt-Kærby, bød de godt og vel 100 gæster velkommen i det fine showroom, var der blot 15 flasker tilbage. Og de skulle hurtigt få ben at gå på, da Fary Lochans salgschef, Tine Toft-Laursen klokken 13.00 åbnede for shoppen - stærkt assisteret sf sin mor, Anne Birgitte Jørgensen, der er direktør og indehaver af Fary Lochan.  

Alt imens der var travlt i shoppen, havde Fary Lochans direktør, Morten Jørgensen, også travlt ovre på lageret. Her skulle der gøres klar til noget så unikt for whisky-branchen som en landskamp.  

- Vi kalder smagningen en "12 års landskamp". For vi skal smage på 5 forskellige whiskyer fra 5 forskellige lande. Ens for dem alle er alderen. Alle 5 whiskyer er 12 år gamle. Men vi smager på dem blindt, og først til sidst løfter vi sløret for hvilken 12-års whisky, der gemmer sig i glassene, forklarer Morgen Jørgensen, mens han sammen med dagens celebrity, forfatter og journalist Thomas Gravgaard, hælder op i glassene, inden dagens whiskylandskampskrigere indfinder sig på lageret.  

Der var godt gang i butikken hos Fary Lochan lørdag eftermiddag, hvor de sidste 15 flasker 12-års whisky var til salg. Her en heldig "vinder". Foto: Jim Hoff

Rundvisninger, råhygge og rar rock’n roll 

Imens Tine og Anne Birgitte har travlt i shoppen, og Morten ligeså på i den lokale Farre-udgave af Idrætsparken, er der gang i to rundvisninger med brygmester John Sørensen som den ene rundviser, mens Henrik Skallebæk tager gæsterne på tur i denne forunderlige “spirituelle” verden. 

Der er dog også både tid og plads til råhygge i det store showroom, hvor gæsterne kan sidde og nyde god musik leveret af duoen Jens & Kim tilsat lidt godt i glassene.  

Var man til frisk luft og dansk nationalspise, var der udenfor linet op med en stærkt besat pølsevogn, hvor det var A-kæde, er sørgede for ristede med det hele og andet godt fra den jyske tapas-menu.  

Whiskyekspert: Noget af det bedste jeg har smagt 

Avisens udsendte kulturmedarbejder løb på turen rundt med kameraet på endnu en celebrity i whiskykredse i skikkelse af podcastværten Carsten Lambek. Og han var professionelt begejstret for dagens fødselar, der karakteriseres som en whisky med en alkoholprocent på over 52 procent, og en whisky der er præget af en mild og let-drikkelig karakter. 

- Denne her 21-års whisky er simpelthen noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt, når vi taler om 12-års single malt whisky. Den har den der helt unikke, klassiske Fary Lochan smag, som ikke kan forklares, Det skal opleves/smages. Det er det samme, når man går rundt nede i kælderen. Her er aromaen og duften også helt unik og speciel for Fary Lochan. Så stort tillykke til folkene her med denne fantastiske whisky, det er meget høj klasse, at vi her i Danmark kan levere et produkt på dette niveau – og det er min helt objektive professionelle mening, konstaterer Carsten Lambek med et stort smil over mod Tine Toft-Laursen, der naturligvis er tæt ved at rødme af stolthed. 

Carsten Lambek, der kører podcastserien "Dansk Spiritus Podcast" var vildt begejstret for Fary Lochans 12-års whisky. Foto: Jim Hoff

Godt investeringsobjekt 

Det er klart, at en whisky på dette niveau og med denne unikke historik, så vil den højst sandsynligt blive et eftertragtet samlerobjekt hos inkarnerede whiskyfans.  

- Jeg tænker da også, at den vil stige ret pænt i pris. Nu er de 322 flasker udsolgt, men er man heldig, kan man dog støde på et par enkelte eksemplarer ude i specialbutikkerne hos vores gode forhandlere landet over. Men det kan sagtens vise sig at være en fin investering. Faktisk var whisky sidste år noget af det, der steg mest i værdi i forhold til investeringer, bedre end guld, fortæller Tine og Morten. 

Og så sker det. Nu skal vi til whisky-landskamp. 

Klar sejr til hjemmeholdet 

Inden den rigtige landskamp, hvor der var 35 betalende “tilskuere og smagsdommere” på plads på lageret ved de festligt opdækkede borde, havde G 25-aktionærerne lavet en generalprøve, hvor blindsmagningen af de 5 whiskyer faldt ud med hele 90 procent i “hjemmeholdets”, altså den lokale 12-års whiskys, favør.  

En veloplagt Thomas Gravgaard tog så herefter de 35 gæster gennem den rigtige landskamp i en helt unik og ganske underholdende blindsmagning.  
- Her fik vores whisky 15 stemmer, altså lige omkring 50 procent af stemmerne, så alt i alt blev det jo en knusende hjemmebanesejr. Så ja, vi føler da også, at vi her på Fary Lochan er kommet med til EM, konstaterer Morten Jørgensen med et stort smil.  

Forfatter og journalist Thomas Gravgaard kørte en helt speciel whisky-smagning, hvor 5 forskellige whiskyer, heriblandt 21-års releasen fra Fary Lochan, var i blandt. En blindsmagning faldt suverænt ud til hjemmeholdets fordel. Foto: Jim Hoff

Morten: Tak for en unik og mindeværdig dag 

Han kvitterer for den flotte opbakning fra de 150 gæster, der var med til at skabe en rigtig god stemning og gøre dagen akkurat lige så unik og mindeværdig som de fire Fary Lochan-ildsjæle havde ønsket det.  

- Det var en rigtig god dag for os her på Fary Lochan. Vi er både glade og stolte over, at vi kan samle så mange folk til en event, som vi virkelig har set frem til her i familien. Nu er vi topmotiverede til vores næste event den 7.12., en virtuel eksklusiv whiskysmagning, hvor der kommer tre 11-års, en 10-års og en 12-års whisky i glassene. Efterfølgende vil vi frigive 11-års whiskyen til salg, og 12-års whiskyen vil også blive aftappet og puttet på falske med henblik på salg. Måske den sidste her er væk, allerede inden den kommer officielt til salg, idet vi har en del med forkøbsret på venteliste fra den 12-års whisky vi frigav i lørdags. En del nåede simpelthen ikke at købe den, så de vil gerne havde den næste 12-års whisky, vi frigiver, forklarer Morten. 

Smager som min mands medicin 

Og så en lige en lille frisk spirituel anekdote at køre hjem på:  

Jeg talte med en ældre dame ved et af bordene på Fary Lochan. Hun havde netop smag sit første glas whisky, og avisens udsendte ville godt lide vide, hvad hun tænkte om oplevelsen.  

Hun sad lidt og fundere og kiggede intenst ud i luften og blinkede flere gange med øjnene. 

-Mystisk, eller nej, det er altså mærkeligt. Det her smager fuldstændig som den medicin, som min mand sagde, han var blevet ordineret en daglig dosis af af sin læge for godt 25 år siden, konstaterede den nydelige dame med et listigt smil.  

Du kan se en masse fotos fra den fine releasedag hos Fary Lochan HER