Gadbjerg holder fest i 2 dage: Så står der Sommerfest og Festival på programmet

Foto: Når der lørdag klokken 11.15 inviteres til lokalopgør i rundbold mellem land og by vil der virkelig blive gået til stålet. Det er en kamp, som ingen, absolut ingen, ønsker at tabe. Foto: Jim Hoff

Det er FDF’erne i Gadbjerg og foreningen Gadbjergs Venner, der står som arrangører, når byen den sidste weekend i juni springer ud med hele to festdage henholdsvis fredag den 27. og lørdag den 28. juni. Her skal borgerne muntre sig med en række aktiviteter lige fra midsommerbål over rundboldkamp til musikfestival.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GADBJERG: Borgerne i Gadbjerg og nærmeste omegn kan godt begynde at finde festhumøret, og måske også festtøjet, frem. Når vi går ind i den sidste weekend i juni måned, inviterer foreningen Gadbjergs Venner og FDF Gadbjerg nemlig ind til hele to festdage, hvor der er programsat aktiviteter, der er målrettet både børn, familier og voksne samt andet godtfolk.

Den stærke treenighed

For folk, der endnu ikke har opdaget, hvad foreningen ’Gadbjergs Venner’ er for en størrelse, kan vi her oplyse, at det drejer sig om, at tre af byens store foreninger, Borgerforeningen, Margrethe Club og Gadbjerg IF, er gået sammen om at danne en slags arbejdsgruppe, der har det formål at skabe liv og aktiviteter i Gadbjerg. Denne gruppe står derfor nu og fremover som fælles arrangører af sommerfesten og festivalen, som vi skriver om her, samt den store julefrokost i byen.

Allerede i 2024 var Gadbjergs Venner og FDF’erne på banen med sommerfesten, og de er altså klar igen i år med et bredt og folkevenligt program.

Byens bedste pokerfjæs

Det hele skydes i gang fredag den 27. juni klokken 16.00 i det store festtelt, der igen i år er placeret ved FDF’ernes klubhus ’Kernen’ for enden af Gadbjerg Stadion. Her afholdes der fredagsmøde, og når man så er færdig her med at bytte guldkorn og gode idéer, så står der blandt andet helstegt pattegris på menuen – den jyske nationalret.

Efter at maverne er fyldt godt op, skal man så i gang med at finde områdets største løgnhals (bare rolig, Trump stiller ikke op), når der inviteres til Årets Raflekonkurrence, hvor terningerne får frit løb, og hvor byens bedste pokerfjæs skal vise sig fra sin frækkeste side. Dagen slutter af med en god gang livemusik krydret med muligheden for at besøge fadølsanlægget – og her kan man jo så både få en god gang motion til såvel mund- som bentøjet.

Om fredagen er der dømt bålhygge ved festteltet, hvor FDF'erne står for helstegt pattegris og andre lækkerier. Foto: Jim Hoff

Hvem bliver årets nøgleperson med 3000 kroner på lommen?

Så er der lige yderligere en fed gimmick denne fredag. For denne aften sættes 100 nøgler til salg for 50 kroner pr. stk. Om lørdagen til festivalen kan man så prøve sin nøgle af i en lås – og det kan man fra klokken 16.00. Og nu kommer vi så til meningen med dette setup: Den heldige person, som har den nøgle, der passer til låsen, bliver årets nøgleperson i Gadbjerg – og som en behagelig bivirkning udløser det også lige 3000 kroner. Den person, der afprøvede sin nøgle lige før den lykkelige vinder, får som en slags sidegevinst stukket 500 kroner i hånden.

Med udgangspunkt i, at folk følger programmet fredag aften og går hjem klokken 23.00, når festteltet lukker, åbner festpladsen allerede klokken 10.00 lørdag den 28. juni, hvor Gadbjergs Venner står klar med gratis rundstykker og kaffe i festteltet ved Kernen til de morgenfriske.

Så er der dømt intenst derby mellem land og by.

Så kommer vi til årets sportslige højdepunkt i byen med hatten på sned, den drabelige rundboldkamp mellem land og by. Her stiller begge hold i stærkeste opstilling med både børn og voksne på holdet, og man skal bedømt ud fra intensiteten i sidste års kamp mellem de to rivaler ikke tøve med at kalde denne dyst et vaskeægte derby i Brøndby-FCK-klassen.

Det er to jernhårde ladies, der står i spidsen for de to hold. Holdkaptajn for byholdet er Louise Nielsen, mens Mie Petersen er kaptajn for holdet fra landområderne, og med de to kvinder i spidsen for de respektive hold ved vi, at samtlige spillere nok skal levere varen både med bat og ben.

Det er ved FDF'ernes klubhus Kernen på Gadbjerg Stadion, det hele løber af stabelen fredag. I baggrunden det store festtelt, hvor der inviteres på god mad og hygge. Foto:Jim Hoff

Festivalen kører frem til kl. 22.00

Festivalen kører frem til kl. 22.00 Ved high noon, altså klokken 12.00, starter selve Gadbjerg Festival, og det foregår på p-pladsen ved Gadbjerg-Hallen. Her kommer børn gratis ind, mens folk på 18 år og derover skal betale for billetten.

Her vil de gode FDF’ere løbende hen over dagen lave forskellige aktiviteter og underholdning, alt imens de forskellige kunstnere slår sig løs på scenen. Festivalen kører frem til klokken 22.00, hvor der lukkes ned for dette års sommerfest og festival, og mon ikke Gadbjergfolket lige godt kan bruge en frisøndag til at komme til kræfter igen efter to fine dage i sommerfestens tegn.