Genbrug er godt – også i Skulpturby Give

Torsdag aften den 19. juni blev der afholdt generalforsamling i Skulpturby Give i Fiskestuen på Diagonalkroen i Give. En stille og harmonisk aften, hvor man undgik kampvalg om bestyrelsesposterne.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Der var genvalg over hele linjen, da Skulpturby Give torsdag aften den 19. juni afholdt generalforsamling i Fiskestuen. 10 medlemmer dukkede op, og de kunne lynhurtigt klare aftenens valghandling, idet de siddende bestyrelsesmedlemmer alle blev genvalgt.

Det betyder altså, at bestyrelsen det næste års tid består af Jørgen Lundsgaard, formand, Rasmus Jacobsen, næstformand, Birgit Lykke Jørgensen, bestyrelsesmedlem, Knud Buhl, bestyrelsesmedlem, Mette Hindhede, bestyrelsesmedlem, Flemming Holm, konsulent og kasserer, og Benny Karlskov Larsen, suppleant.

- Vi har fået en god start på skulpturvandringerne i denne sæson. Der var hele 50 mennesker tilmeldt den 1. vandring, og derudover har vi rigtig mange private skulpturvandringer, så det ser rigtig lovende ud, siger formand for Skulpturbyen Jørgen Lundsgaard.

De næste store gratis skulpturvandringer kører onsdag den 16. juli og torsdag den 21. august. Skulpturvandringerne er alle med afgang kl. 18.30 fra HUSET, Rådhusbakken 9, 7323 Give.