Give Atlet Klub får flot besøg: Kvindelig verdensmester kigger forbi i klubben

Foto: Den kvindelige bokser, Dina Thorslund, der har flere verdensmestertitler, kommer på besøg hos Give Atlet Klub torsdag den 27. november, hvor hun både træner klubbens boksere og leverer et foredrag. Privatfoto

Den lokale bokseklub i Give kan se frem til at få eksklusivt besøg torsdag aften den 27. november. Her gæster verdensmesteren Dina Thorslund klubben, hvor hun både vil træne klubbens boksere og efterfølgende vil levere et foredrag om sin karriere og sit liv som bokser.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE FORENINGSLIV: Give Atlet Klub har i den grad ’skudt papegøjen’, idet det er lykkedes for klubben at lave en aftale med den kvindelige danske bokselegende Dina Thorslund, der kan fremvise flere verdensmestertitler.

Peter Tomsen, bokseklubbens formand, kan oplyse, at Dina Thorslund træner klubbens boksere denne torsdag fra klokken 18.00 til 19.00, hvorefter hun leverer et offentligt foredrag fra cirka klokken 19.30.

- Der er begrænset antal pladser til foredraget, så det er efter først-til-mølle-princippet. Man skal tilmelde sig til foredraget på mail peter@klogemig.dk, hvor man skriver sit navn og antal, der forventes at dukke op, oplyser Peter Tomsen, der ser frem til nogle gode timer med fantastiske oplevelser for klubbens boksere.

Om Dina Thorslund

Dina Thorslund er en dansk professionel bokser født i 1993. Hun bokser for det britisk baserede Probellum og har en managerkontrakt hos det engelske MTK Global, efter tidligere at have optrådt for den tyske promotorvirksomhed Team Sauerland og den danske promotorvirksomhed Team Vester.

Hun har været regerende WBO verdensmester i bantamvægt siden den 25. juni 2021, og hun tilføjede WBC og The Ring verdensmestertitlerne den 1. september 2023.

Dina Thorslund har også tidligere været WBO verdensmester i super bantamvægt, en titel hun sad på mellem den 25. august 2018 og den 19. juli 2021. Dermed er hun den første danske kvindelige bokser til at vinde verdensmesterskaber i to vægtklasser.

Hun var per 18. november 2021 rangeret som verdens bedste kvindelige bantamvægter af både The Ring Magazine og BoxRec. Hun har også tidligere vundet WBC Interim, WBC Youth og EBU Europamestertitlerne i super bantamvægt.

Andre læser

Masser af fodboldglade Give Fremadbørn til inspirationsdag med U21-landsholdet

Dobbeltfest på Torvet i Give: Indvielse af det nye Torv og juletræstænding

Familieklenodier og upcycling: Endnu en velbesøgt Repair Café og workshop på museet

Stærk opgradering i Give Golfklub: Nu råder klubben over 2 indendørs golfsimulatorer

Inner Wheel i Give inviterer til fakkeltog: Stop vold mod kvinder!

Stærk erhvervshistorie: Lokale politikere benovede over Nortecs fantastiske rejse fra Vonge til Vejle