Give døde med støvlerne på: Ingen oprykning til de grønne efter nederlag til Bramming
Foto: Her er det stopper Kasper Larsen, der i det 88. minut er tæt på at udligne til 1-1 på et hovedstød, men Bramming-keeperen var på plads. Foto: Jim Hoff
De blågule fra Bramming blev endestationen for Give Fremads oprykningsdrømme, da et skadesplaget Give-mandskab tirsdag aften tabte 2-0 på Skjern Bank Arena i Bramming. Et slidt Give-hold gav hjemmeholdet kamp til stregen, men måtte desværre gå fra banen som tabere i en tæt kamp.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Mål:
1-0 i det 31. minut: Simon Truelsen
2-0 i det 90. minut: Magnus Knudsen
FODBOLD: Efter en flot slutspurt med 5 sejre i rap i et vildt tætpakket program havde Give Fremads serie 1-mandskab kvalificeret sig til oprykningsspillet til Jyllandsserien. Her hed modstanderen Bramming, der akkurat som Give var blevet nr. 2 i sin serie 1-række, og fordi de blå-gule fra Esbjergkanten havde flere points end Give, så havde de fået hjemmebanefordelen.
Give uden de to X-Factor angribere
Det var en stegende hed aften på det smukke Bramming Stadion, hvor der var godt med folk på lægterne, og hvor klubben uddelte gratis pølser til de første 100 tilskuere. Glimrende tiltag.
Inden aftenens vigtige opgør havde Give-træner Søren Ryberg modtaget et særdeles træls afbud fra holdets topscorer, Jakob Kristensen, der var blevet syg. De grønne måtte også stille til kamp uden holdets anden X-Factorspiller, angriber Kristoffer Larsen (korsbåndskadet), så det var et noget vingeskudt hold rent offensivt, der løb på banen til oprykningskampen denne tirsdag aften.
Give stillede med denne start-11'er i en 3-5-2-formation: Jonas Rejsenhus, Kasper Larsen, Mathias B. Mortensen, Mathias Nørtoft, Pelle Rasmussen, Victor Snoghøj, Peter Christensen, Magnus Bitsch, Martin Nørskov, Magnus Rasmussen og Christian Skov. På bænken havde man Malthe D. Pedersen, Mikkel Gejl og Jeppe Norlyk Eskildsen.
Taktisk betonet 1. halvleg
Starten på kampen blev en ’velovervejet’ affære, hvor begge hold lige skulle se hinanden an, og det var da også en del af Gives gameplan lige at få styr på den nye opstilling, finde rytmen i spillet og derudfra skabe nogle muligheder i det fremadrettede spil.
En chancefattig omgang, men i det 31. minut fik Bramming hul på bylden efter et hjørnespark, hvor bolden efter et par riposter havnede hos Simon Truelsen, der med kirurgisk skarphed piskede bolden i nettet bag en sagesløs Jonas Rejsenhus. En stilling, der holdt til pausen efter 45 minutter, handlede generelt for begge hold mere om at begrænse modstanderen end at vove pelsen og udfolde egne offensive kvaliteter.
Mikkel Gejl kom efter pausen på banen i stedet for den småskadede Christian Skov, og i den forbindelse blev Pelle Rasmussen rykket frem i angrebet, og kort efter fik han følgeskab af stopper Mathias Nørtoft, der fik en rolle som targetspiller i Gives angreb.

Magnus Rasmussen havde et par gode muligheder til sidst i kampen, men hans ellers fortrinlige sparketeknik svigtede desværre i de her afgørende situationer. Foto: Jim Hoff
Frisk og offensiv tilgang efter pausen
Give kom på banen til 2. halvleg med en mere offensiv tilgang, og det gav mere momentum og fremadrettet spil fra grøn side. Bramming indkasserede et gult kort i det 50. minut, og det var med til at få kampen til at svinge mere over på Gives præmisser.
Med Pelle Rasmussens aggressive tilgang i det offensive og med Mathias Nørtofts styrke i luftrummet gav det Give nogle helt andre kort at spille ud med rent offensivt end i 1. halvleg, og det gav Brammingdefensiven en del at se til. Give tilspillede sig da også flere gode og store muligheder for at komme på 1-1, men skarpheden manglede, og så havde Bramming en dygtig keeper, der leverede en del fine redninger af afgørende karakter.
Flere store chancer til Give
I det 88. minut var det meget tæt på 1-1, da Kasper Larsen steg til vejrs og helflugtede kuglen mod kassen med panden efter et indlæg, men igen var Bramminge-keeperen lynhurtig inde på stregen, og i det efterfølgende angreb slog hjemmeholdets Magnus Knudsen så til, og efter en klassisk klumpspilssituation ekspederede han med et tørt hug bolden i mål til 2-0.
Så var den dyst definitivt afgjort, og nu kan Bramming så se frem til at møde Rask Mølle fra Jyllandsserien på lørdag i den afgørende kamp om en billet til netop Jyllandsserien. Rask Mølle var da også til stede på stadion i Bramming med en større delegation, og de udtrykte en vis glæde over at slippe for Give, der jo nok ville komme til kampen med en vis hævntørst efter at Give havde tabt en afgørende nedrykningskamp til Rask Mølle i sidste sæson.

Stopper Mathias Nørtoft blev rykket frem i angrebet i 2. halvleg, og hans fysiske tilstedeværelse opg hovedstødsstyrke vakte Brammingforsvaret en del kvaler. Foto: Jim Hoff
- Leverede en god indsats under svære betingelser
Det var et træt og slidt Givehold, der gik fra banen denne tirsdag aften på Skjern Bank Arena i Bramming. Naturligvis hang spillerne med skuffen, men som overskriften til denne artikel siger, så ’døde de med støvlerne på’. Sådan så Gives assistenttræner Kristian Rasmussen det da også.
- I 1. halvleg fulgte vi gameplanen fint. Vi så Bramming an, og havde jo godt styr på det defensivt. De fik så det der dumme mål til 1-0, og det betyder, at vi i pausen aftaler at ændre nogle ting, både taktisk og på spillerpositionerne. Vi kom ud med en god energi, fik en god start på 2. halvleg, selvfølgelig godt hjulpet på vej af det gule kort, som Bramming fik.
- Vi får så selv et dumt gult kort i det 65. minut til Victor Snoghøj, og her bliver vi ramt. Men da vi igen er fuldtallige, ligger vi en god slutspurt ind de sidste 10-12 minutter og kommer frem til en lille håndfuld store muligheder til Magnus (2), Pelle (1) og Kasper Larsen (1). Jeg synes så også, at Bramming spiller en god og klog kamp. De har en rigtig dygtig keeper. Omvendt vil jeg gerne rose vores spillere for at levere en god indsats under meget svære betingelser, vores skadessituation taget i betragtning, plus den generelle slitage, vores spillere er ramt af efter de mange kampe i vores tætte kampprogram.
- Nu trænger vi alle til ferie, både fysisk og mentalt, og nu har vi vist os fint frem og bevist, at vi kan spille med i den sjove ende i Serie 1, så der er meget at bygge videre på, når vi går i gang til efteråret igen, pointerer Kristian.

Hvirvelvinden Pelle Rasmussen blev sat frem i højre angrebsside i 2. halvleg - fra sin position som højre wingback i 1. halvleg - og hans energi og gåpåmod var med til at give et godt offentsivt output. Foto: Jim Hoff















































