Give El lever fint op til sit navn: har investeret i 4 el-varebiler fra AT Biler
Foto: Her har vi fanget Bo Kristensen, Give El, og Jes Abrahamsen, AT Biler Give, i linsen ved en af de fire elbiler, som Bo har investeret i til sit firma. Foto: Jim Hoff
Ikke alene er de biler, de ansatte kører i hos Give El, grønne udenpå – nu er nogle af dem også blevet grønne indeni, idet firmaets indehaver Bo Kristensen har investeret i 4 el-varebiler, der er købt hos AT Biler i Give – og så bliver det vel næppe mere grønt!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GRØNNE GIVE: Vi lever i en tid, hvor salget af elbiler vinder mere og mere ind. Det kan Jes Abrahamsen fra AT Biler i Give om nogen bevidne, idet han kan oplyse, at cirka 80 procent af de nye biler, der ruller ud over rampen, er elbiler.
Her er virksomheder og håndværkere også kommet mere og mere med på den nye elbilsbølge, idet Jes kan oplyse, at cirka 30 procent af bilparken hos håndværkerne nu er elbiler/varevogne. - Det er noget bedre end forventet. Vi havde regnet med, at cirka 15 procent af håndværkerbilerne ville være elbiler, så det er en positiv udvikling. Og hvis vi kigger lokalt her i Vejle Kommune, så kan vi oplyse, at Vejle Kommune har købt 250 Toyota BZ-elbilsmodeller hos AT Biler, så her er man i den grad hoppet med på elbilsmoden, pointerer Jes.
Har investeret i fire nye elbiler
Og det er den lokale elektriker og indehaver af Give El, Bo Kristensen også, idet han har investeret i fire Toyota-elvarebiler, der er købt hos AT Biler i Give.
- Det er cirka et halvt år siden, at vi købte de fire elbiler, for vi vil jo gerne være grønne og være med på bæredygtighedsbølgen. Derudover er det også en fordel for os i forhold til driftsomkostninger at køre med elbiler, eftersom elbiler er billigere i drift og i brændstof end diesel og benzin.
- Og så handler det også om, at der vil komme stigende krav fra kommuner og staten om, at man som virksomhed skal køre i elbiler, hvis man vil have arbejdsopgaver for kommuner – og nogle virksomheder er også meget opmærksomme på deres CO2- og ESG-regnskab – og hyrer derfor kun håndværkere ind, der kører grønt. Så det er også en investering i fremtiden, pointerer Bo Kristensen.
Batteriteknologien i rivende udvikling
Han har i dag en bilpark på 12-13 biler, og ret beset ville han gerne have hele bilparken til at køre på el. Men der er nogle forhindringer rent motorteknisk/batteriteknisk, der betyder, at han endnu ikke har fuld plade på elbiler.
- Den dag man kan få elbiler, der kan trække 3500 kilo, så vil det være relevant for mig at skifte hele bilparken ud, lyder pointen fra Bo. Og her kan Jes oplyse, at batteriteknologien omkring elbiler er inde i en rigtig god udvikling, hvor batterierne både bliver mindre og mere ydende, så på sigt skal Bo nok få nogle elbiler, der kan trække hans store lifte osv. Og så bliver alle de grønne biler fra Give El for alvor grønne.
Vild stigning i elbilsinteresse efter krigen i Iran
Jes kan også berette om en helt vild stigning i interessen for elbiler i forbindelse med krigen i Iran.
- Næsten samme dag som krigen i Iran startede, oplevede vi en helt vild stigning i søgning efter elbiler online. Diesel- og benzinpriserne steg jo markant, så her er der virkelig penge at spare ved at køre i elbil. Generelt er det jo også billigere at køre i elbil, cirka en fjerdedel billigere end diesel, f.eks., ligesom de generelle driftsomkostninger også er billigere. Ser vi på ejerafgifter, så koster de typisk 10.000 kroner om året for en dieselbil, mens en elbil koster 1.000 kroner i ejerafgift.
- Med hensyn til den meget omtalte rækkeviddeangst så er det jo sådan her i dag, at der er massevis af ladestandere sat op i hele landet, modsat de første år med elbiler, hvor man godt kunne være lidt presset. I dag er det helt anderledes, så man skal ikke føle sig presset på en længere tur i sin elbil i forhold til at løbe tør for strøm, konstaterer Jes.
Ingen rækkeviddeangst her
Bo har monteret 6 el-ladestandere ved firmaet på Hjortsvangen og han har også monteret solceller på taget, så han er selvforsynende. En del af hans medarbejdere, der kører i de nye elbiler, har også fået monteret ladestandere privat derhjemme, så de altid er klar til at køre, når de skal køre ud til opgaver for firmaet.
- Mange af vores arbejdsopgaver ligger jo her i lokalområdet, så vi har ingen problemer med rækkevidde, og uanset hvor vi kører hen og laver opgaver, så vil der også være en ladestander i nærheden, så det er slet ikke et problem – og folkene er rigtig glade for at køre i de nye elbiler, pointerer Bo.
Efter denne gode snak går det af sted ned på Dan Cake, hvor Give El har en masse opgaver i forbindelse med nybyggeriet hos den legendariske lokale kagefabrik – og her finder vi et par af de nye elbiler, som Bo og Jes med store smil gladeligt lader sig fotografere ved.
I forhold til service af de fire elbiler er det også en stor fordel, at AT Bilers Giveafdeling blot ligger et stenkast fra Give El på Hjortsvangen.















































