Give Handel & Erhverv og Vores LokalAvis er klar med årets julegave: Gaveregn for 40.000 i Give
Jul er lig med godt humør, og i hvert fald også gavehumør. Og det er i det hjørne vi finder Give Handel & Erhverv og Vores LokalAvis, der sammen har fundet gevinster og præmier for i alt 40.000 kroner, som de med rund hånd sender ud over byens og områdets borgere.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
JUL I GIVE: Gaveregn i Give - årets julekoncept hos Gives butikker er et samarbejde mellem Give Handel & Erhverv og Vores LokalAvis, hvor der er gavekort for mere end 40.000 kroner på spil. Der er en også en flot 1. præmie på højkant, nemlig 5000 kroner, som udloddes til en heldig vinder, der kan powershoppe i byens butikker og forsøde julen med nogle ekstra lækre julegaver.
- Gaveregnen kører i uge 48-49-50, og man deltager ved at udfylde en kupon, som man finder i byens butikker i Give. Man afleverer også den udfyldte kupon i butikkerne. Den 19. december har vi så en hyggelig morgensamling sammen med Vores LokalAvis, hvor vi samler alle udfyldte kuponer og udtrækker de mange vindere. Også vinderen af de 5000 kroner, der samme dag får direkte besked over telefonen.
- Her aftaler vi, hvornår vinderen skal ud at bruge pengene, naturligvis inden juleaften og inde butikkerne lukker før jul, og så mødes vi sammen med journalisten/fotografen fra Vores LokalAvis – og så tager vi ud på en rigtig hyggelig turboindkøbstur, fortæller Hanne Lund, der er formand for Give Handel & Erhverv.
Sidste år var det Michael, der vandt 5000 kroner til juleshopping, og dem kunne han hurtigt fyre af sammen GHE-formand Hanne Lund. Foto: GHE