Give HK-cheftræner efter sejr i sidste testkamp: Vi er klar og glæder os vildt til at komme i rigtig kamp!
Foto: Cheftræner René Hamann-Boeriths og spillerne ser rigtig meget frem til at få gang i turneringskampene efter en lang træningsopstart. Foto: Jim Hoff
Efter en lang opstartsfase med masser af træningspas og testkampe løb Give HK’s 2. divisionshold på banen lørdag eftermiddag i holdets sidste testkamp mod Otterup inden turneringspremieren lørdag den 26. september på hjemmebane mod Odder. Her leverede det nykonstruerede Givemandskab en helstøbt indsats og vandt 30-26 over en kompetent modstander.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIVISIONSHÅNDBOLD: Om blot en uge går det for alvor løs med håndbolden i Give, når Give HK’s 2. divisionshold har premiere på sæsonen med en hjemmekamp i Vestjysk Bank Arena mod Odder Håndbold 2. Premieren kommer i kølvandet på en lang træningsopstart, hvor en række nye spillere er blevet implementeret i divisionstruppen, og hvor klubbens nye cheftræner, René Hamann-Boeriths, har fået sat sit præg på både kulturen omkring truppen og spillestilen.
Man har sagt goddag til en række unge, talentfulde, sultne håndboldgutter, der ”vil fremover isen”, og sammen med en god håndfuld spillere fra sidste sæsons 1. divisionstrup skal dette interessante miks af ambitiøst talent og rutine nu ud at spille Give HK tilbage i 1. division – klubbens klare målsætning!
Godt fundament
Cheftræner René Hamann-Boeriths roser sin trup for at have arbejdet rigtig godt i træningslokalet gennem opstartsfasen.
- Vi er klar til turneringsstarten. Drengene har arbejdet rigtig godt med tingene, og nu er vi der, hvor vi bare skal til at spille rigtige kampe. Det er noget, vi alle savner efter al den træning og testkampene. I forhold til truppen vil jeg sige, at vi har et godt fundament. Gutterne er klar til at komme ud at vise sig godt frem for tilskuerne.
- I dagens kamp mod Otterup møder vi en kompetent og stærk modstander, der kan give os nogle gode fingerpeg om, hvor vi står både håndboldmæssigt og fysisk. Vi har en bred trup, hvor rigtig mange byder sig flot til, og det er positivt for dynamikken i truppen, pointerer René.

Foto: Jim Hoff
Både 2. og 3. divisionsholdet viste flaget
Til dagens testkamp mod 2. divisionsholdet Otterup havde René Hamann-Boeriths udtaget 12 spillere, hvilket også svarer til det antal spillere, der må udtages til turneringskampene i 2. division. Inden 2. divisionskampen havde klubbens 3. divisionshold været i ilden og vundet 37-20 over Ry Håndbold, og dermed var tonen sat for en fin håndbolddag i Vestjysk Bank Arena.
1.divisionsdrengene fulgte fint op mod de fynske gæster fra Otterup, og efter en pauseføring på 15-11 kunne Give efter en god og spændende 2. halvleg trække sig sejrrigt ud af kampen med cifrene 30-26. Flere gange var gæsterne ved at indhente hjemmeholdets føringer på 4-5 mål, tættest på var Otterup efter 50 minutters spil, hvor måltavlen viste 23-22 i Gives favør, men så strammede hjemmeholdet op og fik afvist gæsternes tilnærmelser.
Det ser spændende ud
En rigtig god og velspillet håndboldkamp, som på mange områder peger i den rigtige retning for Give, der på dagen måtte stille op uden Emil Pil og Noah Sørensen, som begge ikke er på 100 procent endnu efter en skadesperiode.
Dagens kamp mod Otterup gav flere fine smagsprøver på, hvilke kvaliteter de nye spillere kommer med, og samlet set ser det virkelig spændende ud. Lad os fylde Vestjysk Bank Arena på lørdag og give det nye hold og klubbens nye træner en rigtig god velkomst, så vi kan få den gode start, alle går og drømmer om.
Du kan se flere fotos fra kampen HER

Foto: Jim Hoff

Foto: Jim Hoff

Foto: Jim Hoff

Foto: Jim Hoff











































