
Give med ny toppræstation på Fyn: Besejrede GOG efter stærk slutspurt
Kampprogrammet havde sendt Give HKs 2. divisonsmandskab på endnu en svær udebane på Fyn, hvor GOG Håndbold 2 ventede lørdag eftermiddag i Phønix Tag Arenaen i Gudme. Efter den vigtige sejr over Ortterup skulle der knækkes endnu en fynsk nød, og denne mission lykkedes efter en flot slutspurt - som var tiltrængt efter en blodfattig 1. havleg.
Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk
ELITEHÅNDBOLD: Fyn bliver finere og finere, i hvert fald set med Give HK håndboldbriller. For anden kamp i streg kunne Erik Flaks kamptropper trække sig sejrrigt ud af en svær kamp på udebane i det fynske, og denne gang gik det ud over talentfabrikken fra GOG Håndbold, der på trods af en stærk dominans i 1. halvleg og en pausefæring på 19-15 måtte se sig slået 35-31 af et i 2. halvleg stærkt præsterende gæstehold fra Give.
Halsede håbløst bagefter
Efter de første 30 minutter var det bestemt ikke ret meget, der pegede i retning af en Give-sejr. Erik Flak var på ingen måde tilfreds med sit mandskab, der halsede bagefter i mange situationer.
- Vi var slet ikke gearede til GOG’s fart og powerhåndbold. Vi var bagefter i alle facetter af spillet lige fra kontraerne til vores angrebsspil, hvor vi gjorde akkurat det modsatte af, hvad vi havde aftalt. GOG er ikke et hold, man bare løber lige igennem, det er godt skolede spillere, som man skal tage seriøst og yde sit bedste mod – og spille klogt. Men da ramte os hårdt i 1. halvleg, og det gjorde ondt, ikke mindst fordi, der igen var en stor flok Givetilskuere på plads i hallen i Gudme, fortæller Erik Flak.
Direkte rødt til Tobias Lykkeskov
Et hårdt hug i håndboldnyrerne var det også, at playmaker Tobias Lykkeskov, der var en af få, der holdt niveau og som holdt Give i live i den første svære fase, blev præsenteret for et direkte rødt kort efter en situation, hvor ham kommer uheldigt for sent med et indgreb.
Derudover stillede man op med en Emil Pil, der ifølge Erik Flak nok ikke skulle have spillet, idet den stærke back spillede med stærke rygsmerter. Så på den måde var man også under pres på mandskabssiden.
- Så vis dog respekt for opgaven
Givetræneren noterer sig med utilfredshed, at hans mandskab lukker hele 19 mål ind de første 30 minutter, og i pausen fik han fortalt sine spillere, at det ikke kan være meningen, at man skal bruge en hel dag på at levere så tam en præstation.
- Jeg bad, sådan kogt ned i overskriftform, spillerne om at udvise respekt for opgaven. Og gutterne hørte efter. Vi kommer ud fra pause med et helt, helt andet tryk på både i angreb og forsvar. Vi kommer lynhurtigt op og får kontakt med GOG rent målmæssigt, og spillerne slider virkelig for sagen i 2. halvleg. Efter 17-18 minutter skifter vi lidt rundt i forsvaret, hvor Adam Hansen og Emil Pil får nogle mand-mand situationen, som de løser flot. De vinder 3 ud af 4 dueller, og det får afgørende betydning for os.
- Det betød, at GOG blev trætte, og samtidig kommer Mikkel Molbech på banen og leverer en virkelig flot og klog indsats. Han scorer nogle flotte mål, og får virkelig vist, hvad det er han er lavet af – han gjorde en stor positiv forskel for os, lyder det anerkendende fra Erik Flak, der også har ekstra ros til Jonas Bilberg, der viste sig godt frem og var i hopla ikke mindst i slutfasen, hvor Give var i undertal det meste af tiden.
Jakob Frederiksen blev Gives topscorer med 8 mål i kampen mod GOG. Foto: Jim Hoff
De andre oprykningsbejlere smed points
De to normale forsvarskæmper Kristian Nederby og Simon Søgård fik en lang sej dag på kontoret, hvor de to herrer måtte slide benhårdt i det i samtlige 60 minutter mod et veloplagt og initiativrigt GOG-hold.
-Den gejst og ild vi havde i kampen mod Otterup fik vi ruller ud i 2. halvleg, og på bagkant an den sløje første halvleg, er det en fornøjelse at se, at gutterne kommer ud og giver sig fuldt ud og giver alt, hvad de kan de sidste 30 minutter. Efter kampen var alle mand totalt flade og trætte – men også glade så nu venter der os endnu en munter bustur hjem fra Fyn, konstaterer Erik Flak med et stort smil.
Som en ekstra bonus kan han også notere sig at Hørning torsdag tabte i Grindsted og Otterupspillede uafgjort i Rækker Mølle, så med sejren og de 2 points lægger Give nu mere afstand til netop de to hold, som er de nærmeste rivaler i kampen om oprykningen.
Give spiller igen på torsdag, og denne gang er det hjemme i Vestjysk Bank Arena mod netop Hørning. Her fem dage før lugter det allerede gevaldigt af intens håndboldkrig.
Mål for Give: Simon Søgård 4, Mikkel Molbech 5, Jonas Bilberg 3, Emil Pil 6, Mads Høj 4, Jakob Frederiksen 8, Adam Hansen 3Kristian Nederby 3.
Redninger: Jakob Skov 9 redninger og Lasse Maarberg 5 redninger.
Jonas Bilberg var i hopla i kampens slutfase, hvor han går ind og leverer varen i en svær periode, hvor Give konstant er i undertal. Foto: Jim Hoff