Give sendt til tælling - og ned i 2. division af bomstærke Tønder
Foto: Givespillerne var i den grad kommet menneskehænder, da de mødte Tønder i søndags. Sønderjyderne lukkede benhårdt af i forsvaret, og det endte med en 39-27 sejr til Tønder - og en nedrykning til 2. division til Give. Foto: Jim Hoff
Så blev det en kendsgerning: Give HK må en tur ned i 2. division efter et nederlag på 39-27 til Tønder søndag den 22. februar i Vestjysk Bank Arena. Et skadesplaget hjemmehold var stort set chanceløst over for de veloplagte og bomstærke sønderjyder, der kom til Give med en motiverende 7-måls sejr over rivalerne fra Kolding IF i bagagen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Divisionshåndbold: Håndbolddagen i Give Idrætscenter søndag den 22. februar startede med en rigtig god nyhed under Erhvervsklubbens spisning, hvor klubben ved eliteudvalgsformand Henrik Henriksen kunne annoncere, at det bliver den tidligere landsholdsspiller og rutinerede ligatræner René Hamann-Boeriths, der overtager cheftrænerposten til næste sæson, hvor nuværende træner Torben Sørensen bliver sportschef. Dagen sluttede så med en dårlig, men nok ikke specielt uventet nyhed, da det denne dag blev en matematisk kendsgerning, at Give HK’s 1. divisionshold må en tur ned i 2. division efter et stort nederlag på 39-27 til Tønder.
Skadesplaget Give-hold chanceløst
Det var endnu engang et skadesplaget Givemandskab, der stillede op, hvor en god håndfuld stamspillere var ude med skader, hvilket langt fra var den bedste udgangsposition mod et formstærkt mandskab som Tønder. Efter 5 minutters spil førte Tønder 4-1, men Give fik sig kæmpet tilbage til 4-5 efter 10 minutter. Men så strammede sønderjyderne grebet. Ikke mindst det bomstærke og kompakte forsvar voldte hjemmeholdet besvær, selv om man konsekvent kørte 7 mod 6 i angrebsspillet. Her brød Tønderforsvaret flere gange Gives angreb, hvilket resulterede i en stor håndfuld scoringer i tomt Givemål.

Et meget godt billede på, hvordan det var at være Giveangriber mod Tønder i dagens affære. Foto: Jim Hoff
Tung affære for Give efter pausen
Ved pausen førte gæsterne 19-14, og det så mere end svært ud for det trængte hjemmehold at lave et comeback. Og det gik som frygtet, idet Tønder efter 40 minutters spil førte 25-17, efter 45 minutter stod der 30-18 i sønderjysk favør, og så var den ged barberet.
Gæsterne var knivskarpe i afslutningerne, og de mere og mere mismodige Give-spillere stødte konstant panden mod de sønderjyske forsvarsvolde, hvilket da også resulterede i en del lette mål til Tønder. Affæren endte med en 39-27 sejr til gæsterne, og dermed var det en kendsgerning, at Give måtte en tur ned i 2. division, da den forjættede 11. plads ikke mere kan nås med blot 4 kampe tilbage og et pointunderskud på 9 points op til netop 11. pladsen, der pt. indtages af Elitesport Vendsyssel.
Nedrykningen kommer ikke uventet
Nedrykningen kommer ingenlunde som et chok, da man i et stykke tid nok har anet, hvor det bar henad i takt med Gives manglende pointhøst. Og kampen i dag viser vel egentlig meget godt, hvad det er, Give som nyoprykker har været oppe imod i langt de fleste kampe:
En rutineret modstander med 1. divisionshår på brystet, modstandere med høj individuel klasse, hvoraf en del spillere har begået sig i ligaen på et tidspunkt, og hold, der træner op til dobbelt så meget som Give – og som dermed også kan fremvise fysisk overlegenhed i mange af spillets facetter.
Givetræner: Tønder er en klasse bedre end os!
Givetræner Torben Sørensen konstaterede efter kampen, at man på dagen var oppe mod en modstander, der var en klasse bedre end Give – også selv om Tønder kom til Give på bagkant af en opsigtsvækkende trænerfyring i ugen op til kampen.
- Tønder har et virkelig stærkt mandskab, og de har tacklet uroen i klubben flot. De har lige banket Kolding IF (som ligger nr. 2 i rækken, red.) med 34-21, og at vi møder dem på en dag, hvor vi er ramt af mange skader og sygdom, gør det virkelig svært for os. Vi er i dag nødt til at køre med et helt nyt angrebsspil, og det er virkelig svært at sætte sammen mod så stærk en modstander, og når vi både fysisk og mentalt er i modvind. Kolding er jo virkelig stærke i forsvaret, og det volder os meget store problemer, konstaterer Give-træneren.

Der var i den grad lukket af på de sønderjyske forsvarvolde, når Give forsøgte at spille sig igennem til angrebsåbninger. Foto: Jim Hoff
- Nu skal der lige vindes nogle kampe
Selv i 7 mod 6-spillet var gæsternes forsvar suveræne, og det kostede 7-8 scoringer i tomt mål – og den slags æder også på psyken i en i forvejen svær kamp, hvor alle i hallen ved, at et nederlag er lig med nedrykning til 2. division.
- Nu har vi så fire kampe tilbage, og dem tager vi én ad gangen. Jeg håber, at vi snart får nogle af de skadede spillere klar, og rent mentalt er der pt. meget at arbejde med for os. Med så mange skader falder intensiteten til træning, og det koster også i kampene. Men nu skal vi gå efter at vinde nogle af de sidste kampe, og det er målet, at vi kan nå op på rækkens 3. sidste plads, pointerer Torben Sørensen.
Skovsen imponerede
En af de Give-spillere, der kan se tilbage på en flot præstation, er den unge højreback, Sune Skovsen, der virkelig imponerede med 8 scoringer, og som ret beset var den eneste, der voldte Tønder-forsvaret lidt problemer. Give spiller igen søndag den 1. marts, hvor turen går til Team Sydhavsøerne, et stærkt hold, der ligger på 4. plads og som gerne vil ind i top-3, hvor de har 2 points op.
Mål for Give: Esben Panduro 2, Victor Thøgersen 2, Emil Pedersen 1, Magnus Sadova 6, Kristian Beck Nederby 2, Morten Libak 3, Jakob Schandorff Stork 1, Ludvig Gallefoss 1, Adam M. Bohn Hansen 1 og Sune Skovsen 8.
Gives Man of the Match: Sune Skovsen

Sune Skovsen blev Gives Man of The Match, og den unge højreback imponerede med 8 scoringer mod et ellers bomstærkt Tønderforsvar. Foto: Jim Hoff













































