
Give skuffede fælt i trænerteamets afskedshjemmekamp: Tabte helt unødvendigt 2-1 til Gauerslund
Foto: Midt i 1. halvleg fik anfører Magnus Bitsch denne store mulighed for at bringe Give foran 1-0, men desværre for Give endte bolden ikke i mål. Foto: Jim Hoff
Det, der skulle have været en flot afsked med cheftræner Kasper Bach-Jensen og assistenttræner Jesper Jochumsen i deres sidste hjemmekamp på Waldstadion, endte med at blive en stor skuffelse, idet et hamrende uskarpt Givemandskab tabte 2-1 til et til gengæld kirurgisk knivskarpt Gauerslundmandskab.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Mål:
0-1 46. minut: Lasse Mangor
0-2 54. minut: Lasse Mangor
1-2 71. minut: Martin Nørskov
Gives Man of The Match: Martin Nørskov
FODBOLD: Det var en fodboldkamp med lidt specielle fortegn, der lørdag eftermiddag blev afviklet på Waldstadion i Give. For det første var det cheftræner Kasper Bach-Jensen og assistenttræner Jesper Jochumsens sidste hjemmekamp efter henholdsvis 4 og 3 ½ år som trænere for Give. De to meldte ud torsdag aften, at de stopper i Give efter denne sæson, og dermed havde kampen helt klart et skær af vemod over sig.
For det andet kunne Give med en sejr over gæsterne fra Gauerslund sikre sig definitivt i Jyllandsserie 2, inden sidste spillerunde næste weekend. Oveni alt dette havde Give så også i den grad revanche til gode efter den første kamp, som man tabte med hele 5-0 i Gauerslund.
Foto 2: Det var Kasper Bach-Jensen (tv.) og Jesper Jochumsens sidste hjemmekamp som trænere for Give Fremads 1. hold i jyllandsserien. Foto: Jim Hoff
Give brændte chancer på samlebånd
Give burde have scoret mindst 2-3 kasser i 1. halvleg. Halvleg blev en affære, hvor Give, uden direkte at stordominere kampen, spillede sig frem til 3-4 kæmpestore målchancer, som burde have givet de grønne en pauseføring på minimum 2 mål. Gæsterne til gengæld havde kun en chance i 1. halvleg, et godt langskud, som Give-keeper Kenny Koch måtte ud i fuld længde for at cleare nede ved roden af den ene opstander.
Gæsterne spillede pæn fodbold med en del kombinationer op gennem midtbanen, men det afsluttende produkt udeblev.
Gives hurtige angribere Jakob Kristensen og Kris Larsen gav til gengæld Gauerslund-forsvaret en del at se til, hvor bl.a. den tidligere Give-spiller Thomas Moise leverede en fin kamp som højre back. Gæsternes keeper tog også godt fra, så derfor 0-0 ved pausen.
To flotte drøn af Mangor sænkede Give
Blot 43 sekunder efter opstart til 2. halvleg gik der så hul på målbylden – og det var stik mod chanceproduktionen gæsterne, der bragte sig foran 1-0 på et flot skud fra Lasse Mangor. Noget af en kold klud i ansigtet på Givespillerne, og kluden blev endnu koldere i det 54. minut, da samme Lasse Mangor med et brag af en flugter kanonerede sit hold foran 2-0. Flot mål, respekt, men det vendte kampbilledet en del på hovedet.
Give kæmpede på trods af modgangen videre, og igen blev der formøblet en del gode muligheder, samtidig med at den sidste skarphed i den afgørende aflevering manglede. Men i det 71. minut vandt Gives på dagens suverænt bedste mand, Martin Nørskov, en af mange luftdueller og headede bolden sikkert i mål til 2-1.
Den scoring fik Give til at sætte endnu mere tryk på kedlerne, men det var og blev en dag, hvor marginalerne og skarpheden ikke havde grønne bluser på. Det var tæt på; der var en 7-8 ’øllebrødssituationer’ i Gauerslunds straffesparksfelt, men ind ville bolden bare ikke, uanset hvor mange riposter der endte for fødderne af Givespillerne.
Foto 3: Inden kampen blev 1. holdstruppen med trænere og fys Anette Madsen fotograferet i det fineste efterårsvejr. Foto: Jim Hoff
Vores sæson i en nøddeskal
Derfor fightede gæsterne den hjem og fik sig en ny sejr over Give, alt imens skuffelsen lyste ud af samtlige Giveansigter, da dommeren fløjtede kampen af efter 97 minutter.
Gives afgående cheftræner, Kasper Bach-Jensen, var da også synligt skuffet, da han udtalte sig til pressen efter kampen.
- Den kamp her i dag afspejler jo så meget hele vores sæson i en nøddeskal. Vores modstandere producerer jo stort set intet, vores keeper skal kun ud og levere én redning, og vi vader i brændte chancer. Så skal vi da også lige bagud efter 34 sekunder af 2. halvleg i en kamp, hvor Gauerslund intet har haft. Det er helt vildt, lyder det med frustration i stemmen fra Kasper Bach-Jensen.
Sæsonproblem nr. 1: Manglende skarphed
Han pointerer, at hans hold faktisk spiller en god kamp, men at det er den manglende skarphed, der igen kommer til at koste.
- Vi har jo et hav af chancer i den her kamp, jeg synes også, at vi bliver klart snydt for et straffespark til Jakob Kristensen midt i 2. halvleg, og uanset hvor mange skud vi fyrede af i 2. halvleg inde i deres felt, så kom der altid en rød mand eller en keeper i vejen. Det var frustrerende at se på. Et tungt og helt unødvendigt nederlag – og nu er Gauerslund bedre end os indbyrdes, og det er jeg ikke tilfreds med.
- Men nu kigger vi ind i den sidste træningsuge, hvor dette nederlag skal rystes væk. Der skal være stort fokus på træningen, inden vi søndag tager til Sædding-Guldager til vores sidste kamp – både i sæsonen og for Jesper og mig her i klubben, pointerer Kasper.
Stor spænding i sidste spillerunde
Give ligger dog stadigvæk over Gauerslund i tabellen på trods af nederlaget, idet Give har 19 point for 13 kampe, mens Gauerslund har 18 for samme kampantal. Lige over sig sig har de Varde IF (se tabellen herunder).
Give slutter som sagt ude mod Sædding-Guldager, mens Gauerslund skal op mod rækkens nr. 3 Herning Fremad, og Varde skal møde allerede oprykkede Kolding B. Så der er spænding til det sidste om, hvem der skal ud i nedryknings-playoff.
Avisen har talt med Kasper Bach-Jensen, Jesper Jochumsen og Give Fremads formand, Anders Kristensen om trænerstoppet, og det er der kommet 3 artikler ud af, som du kan læse her i avisen søndag.
Efter kampen blev de to afgående trænere hyldet af klubbens formand, Andets Kristensen med pæne ord og blomster.
Tabellen efter 13. spillerunde. Grafik: DBU