Glade børn, kreative kunstnere, friske foreningsfolk, musik i gaden og massiv opbakning: Give leverede et brag af en byfest

Fredag den 2. juni inviterede Give Handel og Erhverv og Skulpturbyen ind til Kunst & Skulpturdag i Gadekunstens tegn, og det blev en rigtig fin byfest lige fra morgenstunden, hvor knap 200 glade børn åbnede ballet med en farverig midtbysseance, og hvor det velspillende band ”Festoriginalerne” lukkede og slukkede for en fremragende dag i sommersolen.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

BYFEST: Klokken 9.30 fredag formiddag blev midt byen i Give invaderet på den herligste måde af en stor flok glade børn fra børnehavealderen til og mede 1. klasse. Cirka 200 sprudlende energibomber havde fundet vej til den officielle åbning af dette års Kunst & Skulpturdag, der havde temaet ’Gadekunst’.

Dagens arrangører fra Give Handel og Erhverv og Skulpturbyen havde sørget for hoppeborge, ansigtsmaling, farvekridt til street art, dukketeater, og så var det også her, at der var officiel fernisering på de to cykelgolfbaner, som 8 børn fra Grønborgparkens Børneunivers havde malet i festlige farver.

De mange børn kastede sig sultent over alle aktiviteter, og selv skulpturen Væksttræet kom til ære og værdighed – nu som klatretræ for friske drenge, der vil frem og op i verden. Ansigtsmalerne havde rygende travlt, der blev hængt massevis af de perleplader, som børnene havde produceret i deres respektive institutioner, op på bymuren. Der blev lavet stor kunst med farvekridt på vejen ude foran kroen og på Torvet, ligesom hoppeborgene også blev testet af på meget højt niveau.

Du kan se masser af fotos af de glade børn på Vores LokalAvis på Facebook. Klik blot HER.

 Folk mødet flot op og hyggede sig i det fantastiske sommervejr på Torvet. Foto: Jim Hoff

Børn hører bare til i en byfest

Der var også et fint officielt indslag, hvor to af børnene fra den kreative cykelgolfkunstnerbande fik lov til at klippe den røde snor efter en fin indledende tale fra GHEs formand, Hanne Lund.

Seancen endte med et fint dukketeater, hvor de bænkede børn og vokse kunne more sig over en børnevenlig udgave af King Lear.

- Hvor er det bare en fantastisk start på dagen med så meget liv i byen og alle de herlige børn. Ydermere er vi jo bare vildt heldige med vejret, så det her en godt nok en fantastisk start på dagen, lød det fra en glad Hanne Lund, mens hun sammen med Torben Bruun stod i frugt- og juicebaren og servede gratis godter til børnene og de medbragte voksne.

 1-2-3 og så blev snoren klippet på helt kongelig vis - og dermed kunne dagens fine byfest gå i gang. Foto: Jim Hoff

Fernisering og graffiti

Næste hold på banen var i den lidt anden ende af aldersskalalen, da Skulpturbyen inviterede til deres fernisering klokken 15.00 i teltet. Her var juicen skiftet ud med hvidvin, og dukketeatret var erstattet af fine taler fra skulpturbyens formand Jørgen Lundsgaard, byrådsmedlem Dan Arnløv og skulpturguide Mette Hindhede. Alt dette behandles i en særskilt artikel.

Efter ferniseringen begyndt folk at myldre ned i bymidten, hvor også de tre graffitikunstnere var gået i gang med at lave flot kunst på de to betonblokke samt den store orange container de fik stillet til rådighed. Hatten af for de tre herrer, der virkelig leverede varen – og som fik masser af fortjent anerkendelse fra de forbipasserende. Gadekunst når det er bedst.

Byen blev også invaderet af et herligt jazzband, der gik rundt i gaderne og sørgede for god musikalsk stemning, alt i mens flere og flere foreninger poppede op forskellige steder i bymidten med deres stande og boder. Rotary, Natteravnene, Give Håndboldklub, Give Golfklub, Give Open Air og Socialdemokratiet var på plads og sørgede for en farverig folkelig ’biodiversitet’, der i den grad klædte arrangementet.

Give Open Air gruppen havde en stand, hvor de friske folk solgte billetter til Danmarks Hyggeligste Havefest - og det gik rigtig godt. Foto: Jim Hoff

Underholdning i topklasse

Det gjorde også det forrygende Street Dance Beat Box-event, hvor en håndfuld akrobatiske topatleter virkelig leverede varen og efterlod folk med åbne munde og tabte kæber i benovelse over de fantastiske udfoldelser, de blev præsenteret for.

Så var der dømt hyggepause, hvor folk kunne side på Torvet og få sig lidt god mad fra Restaurant Yang eller Diagonalkroen - og naturligvis en kold fra fadølshanen til at regulere væskebalancen på den flotte varme sommerdag i Give.

Klokken 20.00 gik bandet ’Festoriginalerne’ på scenen på blokvognen på Torvet, og de leverede musik på højt niveau, hvor det var ene gode gamle velkendte klassiker ud i pop og rock, der blev leveret fra det veloplagte band, der har den tidligere Giveknægt Jakob Sindbjerg med på trommer. De må meget gerne komme tilbage en anden gang.

Akrobatik i dansk verdensklasse og inciterende hotte rytmer -  det leverede Street Dance Beat Box-gruppen, og det var noget publikum kunne lide. Foto: Jim Hoff

Begejstring i arrangørgruppen

Vores LokalAvis’ udsendte mødte flere gange GHE-formand Hanne Lund, der på dagen bare var et stort smil i begejstring over den fine byfest.

- Det er bare så fantastisk det her, sikken god dag og dejligt med så flot opbakning fra så mange mennesker. Dygtige kunstnere, glimrende musik og underholdning og så bare denne her fantastiske byfeststemning med liv over det hele og folk der hygger sig sammen. Det hele summer bare, folk hygger sig – så jo, det kan ikke blive bedre, konstaterede fru Lund med et stort smil.

Dertil kan føjes, at når man ved, at Kunst &Skulpturdagen er sat i søen for at markedsføre Give på bedste vis, så må man bare konstatere, at missionen denne flotte sommerdag i juni høj grad lykkedes. Og at man involverer samtlige borgergrupper fra de allermindste til de lidt ældre plus dem i midten i hele eventen – det er bare helt rigtigt set. Og at foreningslivet også involverer sig er yderligere en styrke – så alt i alt en fremragende dag i bymidten i Give, hvor gadekunsten fik vinger båret oppe af både små kunstnere på farvekridtniveau og inspirerende graffitikunstnere med spraydåser.  

Du kan se massevis af fotos fra den fine byfest på Vores LokalAvis på Facebook. Klik blot HER.

 Kom og Træn var på plads med et herligt indslag, hvor temaet var 'menneskestrik' - eller noget. Foto: Jim Hoff