God vin og Ayers Rock: Nu kan du komme down under med Kælder-vin 

Hvis du er til store oplevelser krydret med gode og smagfulde vinsmagninger i helt nye og fjerne omgivelser, så kunne det være, at du skulle overveje og tage et smut til Australien med Kælder-vin 1. maj 2025. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE BUTIKSLIV: Johnny og Malthe fra Kælder-vin i Give har sammen med Victor Andersen fra Hannibal Travel i Aarhus sat et stort og spændende rejseprojekt i søen. Normalt kan man komme med Kælder-vin på vinrejser til velkendte europæiske destinationer, men denne gang ligger destinationen i omegnen af 16.000 kilometer fra gode gamle Dannevang.  

Turen går nemlig down under til Australien, som har den sjettestørste vinproduktion i verden. 

- Projektet her er et samarbejde mellem Kælder-vin og Givemanden, Victor Andersen, fra Hannibal Travel. Og det er et kæmpeprojekt, hvor Victor og jeg er guider på turen. For mig personligt er det en stor ultimativ drøm, der her går i opfyldelse. En spændende og oplevelsesrig tur, hvor vi kombinerer gode oplevelser i det spændende land med spændende vinbesøg, fortæller Johnny Mortensen med begejstring i stemmen og ild i øjnene. 

Inspirationen kom fra egen tur til Australien

Han fik ideen til dette spændende eventyr i 2010, da han selv var i Australien og blev slået bagover af dette spændende land, som også kan præsentere en masse god vin. 

-Via mine to ture til Australien har jeg fået nogle gode vinforbindelser derned, og der er også blevet lavet en masse research, inden programmet er lagt. Lige her og nu er cirka 95 procent af programmet fastlagt, og det er virkelig et spændende og alsidigt program, hvor man kommer til at opleve velkendte australske kendetegn, og ligeledes vil der også indgå en række virkelig spændende vinoplevelser.  

Fra Sydney til Ayers Rock

Rejsen starter i Københavns Lufthavn og går via en mellemlanding til Sydney med

overnatninger, og generelt er der i den samlede pakke er inkluderet overnatninger på hele turen. Der er i omegnen af 11 timers tidsforskel mellem DK og Australien.  

Når man er i Sydney, skal man naturligvis se Operahuset, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon og et smut på havnerundfart. På turen skal man også et smut til den berømte vinregion, Hunter Valley, og et besøg ved Ayers Rock er naturligvis også en del agf pakken.  

Eminente naturoplevelser i vente

Rejsen går også via fly til Australiens næststørste by, Melbourne, hvor den står på en hel dag med rundvisning og et smut til Yarra Valley, endnu et bomstærkt vinområde.  

-Og så skal vi også ud at køre på Great Ocean Road (en 243 kilometer lang vejstrækning, der følger Australiens sydøstlige kyststrækning mellem byerne Torquay og Warrnambool i delstaten Victoria, red.), Det er bare en oplevelse, man ikke må gå glip af. Vi kommer til at overnatte i Barossa Valley, også et godt vinområde, hvor vi skal besøge tre velkendte vinhuse, som jeg selv har besøgt, fortæller Johnny.  

Også stor fokus på rejseoplevelsen

Det er første gang, at Kælder-vin præsenterer så unik en rejse for sine kunder, her er der nemlig ud over vinoplevelserne også stor fokus på selve rejseoplevelsen og på at inddrage rejsemålets spændende historik og yndede rejsemål som en del af oplevelsen. 

Der er 40 billetter i alt, og der er tikket 20 forhåndstilmeldinger ind. Turen varer fra 1. til 15. maj, og hvis der er nogle af turens gæster, der gerne vil blive længere i Australien, er det ok. Måske vil man leje en autocamper og se endnu mere af landet og få endnu flere tætte møder med dette meget venlige, gæstfrie og åbne folkefærd.  

Man kan indhente mere info om programmet, priser osv. hos Malthe og Johnny i Kælder-vin samt her på Kælder-vins hjemmeside.