Godt på vej: Give Atlet Klub vil være kraftcenter for Parkinson-boksning

I august 2023 lancerede Give Atlet Klub et helt nyt tiltag, idet klubben her åbnede et hold for folk, der er ramt af Parkinsons sygdom. Klubben sendte formand Peter Vilstrup og motionsbokser Mogens Karlsen på kursus i Parkinsonboksning – og i dag giver de to herrer 10 Parkinsonboksere et skud ugentlig livskvalitet og sved på panden. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FORENINGSLIV: Give Atlet Klub handler ikke kun om benhård infight i bokseringen og jagt på medaljer. Dels har klubben en stor motionsafdeling og en blomstrende ungdomsafdeling, og sidste skud på stammen i den driftige bokseklub handler om at skabe livskvalitet og velvære for de af vores medborgere, der er ramt af Parkinsons sygdom. 

Et godhjertet og velgørende tiltag, der har klubbens formand Peter Vilstrup i spidsen sammen med Mogens Karlsen, der begge har taget uddannelsen til Parkinson boksetræner. 

- Da vi startede op tilbage i august sidste år, var vi 6 på holdet. Det var Alice Voetmann, der selv er ramt af Parkinsons, her fra Give, der henvendte sig til os, om ikke det var noget for os at starte et Parkinsons boksehold op. Det er funderet på et samarbejde mellem DABU, Parkinsonsforeningen og Sundhedsstyrelsen, og vi var selvfølgelig med på ideen, fortæller Peter Vilstrup.  

Peter Vilstrup har taget Parkinsonboksetræner-uddannelsen, og sammen med Mogens Karlsen har han guidet de 10 Parkinsonboksere godt gennem træningen siden august 2023. Foto: Jim Hoff

- Der er behov for os 

Han har just været afsted til Parkinsonsforeningens generalforsamling, hvor han fortalte om tiltaget i Give. 

- Generelt handler det om at komme ud til så mange møder som muligt og brede kendskabet om Parkinsonsboksning ud til så mange som muligt. Der er 90 personer uddannet i Parkinsonsboksning her i Danmark, og kigger vi rundt her i regionen, skal vi til Esbjerg, Sønderborg, Herning eller Horsens for at finde klubber, der tilbyder Parkinsonsboksning. Så med andre ord så ligger vi i et område, hvor der er behov for os – og det kan vi også mærke på opbakningen, for ud over nogle lokale har vi folk, der kommer fra Vejle, Kolding, Grindsted, Herning og Bredsten, fortæller Peter.  

Meget alsidig træning med kognitive øvelser 

Han kan konstatere, at bokserne har gjort store fremskridt i de 6-7 måneder, de har været i gang – men de får også lov til at bestille noget, når Mogens og Peter svinger pisken.  

- De bliver banket igennem, og de overskrider uden tvivl af og til deres fysiske grænser. Men hele tiden med respekt for, at de selv er herrer over, hvor meget de går til den. De opdager ofte, at når de først er i gang, så kan de mere, end de lige regnede med – og det betyder meget mentalt og er med til at gøre bokserne stærkere. 

- Vi laver mange fysiske øvelser kombineret med kognitive øvelser, hvor vi laver matematik, stemmetræning og rim og remser, samtidig med vi laver fysiske øvelser. Træningen er uden kropskontakt.  Selve boksetræningen til mennesker med Parkinson er baseret på hastighed, krydsbevægelser, rotation i ryggen, balance og koordination, ligesom der også indgår træning af finmotorik.

- Men så er der en helt anden side af sagen: Det sociale aspekt, for her tanker bokserne virkelig op på fællesskab og godt samvær, og det er virkelig vigtigt, for man ved, at folk med Parkinsons har en tendens til at isolere sig og krybe sammen derhjemme. Her slutter vi hver gang af med at drikke en kop kaffe sammen, og den første tirsdag i hver måned giver bokseklubben rundstykker. Og netop denne 3. halvleg er også en vigtig del af det her setup, forklarer Peter.

 Øvelsesudvalget er meget alsidigt, og kendetegnende for træningen er, at der er højt humør på drengen. Foto: Jim Hoff

Motiverende at komme “ud af hulen” 

Det at man som Parkinsonsramt kommer “ud af hulen” og er aktiv, gerne sammen med andre ligesindede, betyder ifølge videnskabelige undersøgelser, at deltagerne oplever en øget motivation for at dyrke motion og derfor fastholder at komme til træning.  

Og så det holdmentale aspekt, hvor deltagerne oplever et helt unikt fællesskab til træningen, hvor det at have diagnosen tilfælles giver en fælles forståelse og referenceramme, som gør det trygt at træne og giver mulighed for at sparre, ikke kun boksemæssigt men også verbalt, med de andre deltagere.  

Sammenlagt er der altså tale om, at deltagerne oplever en positiv påvirkning af deres livskvalitet og at de for en stund slipper af med den nærmest kroniske træthed, der kæmper med pga. Sygdommen. 

Om Parkinson 

Parkinsons sygdom er en af de hyppigste neurologiske sygdomme. I Danmark lever op til 12.000 mennesker med Parkinsons sygdom, men mange flere er som pårørende påvirket af sygdommen. 

Ved Parkinson mister man med tiden flere og flere af de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin. De fleste er 60-62 år på diagnosetidspunktet, men sygdommen optræder dog også hos yngre personer helt ned i slutningen af 20’erne. Typiske symptomer er rysten, muskelstivhed og træge bevægelser. 

Avisen hat talt med nogle af Parkinsonbokserne om deres oplevelse af at gå til boksning, og det kan du læse om i en særskilt artikel her i avisen. 

Mogens Karlsen (sort trøje) har været motionsbokser i Give Atlet Klub i en årrække, og han har som Peter Vilstrup taget Parkinsonboksetræner-uddannelsen. Foto: Jim Hoff

Der er smil på læben, når de gæve Parkinsonboksere går til makronerne i aktivitetssalen ved Ikærhallen. Foto: Jim Hoff