Good news: Give Sommerfest vender stærkt tilbage 18. og 19. juni 2027
Foto: Sommerfesten i 2026 ved Give Idrætscenter tiltrak massevis af folk begge dage. Her er det børn og unge, der har en vaskeægte vandkanonfest med Give Brandvæsen. Foto: Jim Hoff
I juni 2026 debuterede Give Idrætscenter i tæt samarbejde med en række foreninger og andre gode samarbejdspartnere ”Give Sommerfest”, og det blev en så stor og velbesøgt folkefest, at styregruppen bag eventen dagen efter festen meldte ud, at de var klar til en ny runde i 2027.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE i LIVE: ”Give Sommerfest” vender tilbage den 18. og 19. juni 2027. Det er nu en realitet, efter at styregruppen bag eventen har fået evalueret alle hjørner af den 2-dage lange, fine folkefest.
- Tusinde tak. Vi kan ikke sige det tydeligere. Hundredvis af festglade børn og voksne tilbragte den 3. weekend i juni på Give Sommerfest ved Give Idrætscenter, som blev en kæmpe succes også økonomisk. Det kan foreningslivet nu nyde godt af, da overskuddet ubeskåret går til Give Fremad, Give Håndboldklub, Give GIF og GISK, lyder det anerkendende i en udtalelse fra styregruppen.
Stærk opbakning = succes!
At man kan se tilbage på sommerfesten som en kæmpestor succes skyldes ikke mindst den store opbakning, som folket viste til Give Sommerfest.
- Så tak til alle gæster, frivillige og alle, som var en del af weekenden på den ene eller anden måde. Ingen fest uden lokal opbakning. En kæmpe tak skal også lyde til alle sponsorerne, som købte ind på idéen om en ny sommerfest i dejlige Give. Vi har allerede nu tilsagn fra SuperBrugsen og Dan Cake som hovedsponsorer igen i 2027, oplyser styregruppen.
Er trukket i arbejdstøjet
En skarp flok gode kvinder og mænd i styregruppen er allerede trukket i sommerfest-arbejdstøjet igen, og planlægningen til Give Sommerfest i 2027 er i fuld gang. Datoen er fastlagt, så man kan roligt allerede nu sætte et stort kryds i både den analoge og den digitale kalender i weekenden den 18. og 19. juni 2027.
Styregruppen oplyser derudover, at der løbende hen mod Give Sommerfest 2027 vil komme info om diverse programpunkter og indslag til sommerfesten, men allerede nu kan gruppen oplyse, at der vil være gentagelse af Mini Disko til de unge, Cocktail Walk, smagning, Traktortræk, Rosé banko, DJs, loungeområde, foreningsaktiviteter og meget, meget mere.
- Billetsalget starter allerede ved Black Friday den 27. november 2026, hvor der vil være ekstra gode priser og en god mulighed for at købe den oplagte julegave til ham eller hende, lyder det med slagsteknisk charme fra styregruppen smiley!

Traktortrækket, hvor der også var plads til havetraktorer, blev en stor og velbesøgt succes – og denne event bliver også en del af programmet i 2027. Foto: Jim Hoff




Fotos: Jim Hoff











































