Har oplevet markante forbedringer på egen krop: Lokal zoneterapeut udvider serviceydelserne med vegatest

På Teglværksvej i Give har ægteparret Doris og Torben Clausen gennem flere år tilbudt både muskulær zoneterapi og fysiurgisk massage. Nu har Doris udvidet sit koncept med en såkaldt vegatest, hvor man kan få kortlagt ubalancer og belastninger i kroppen. Læs her hvordan Doris selv har fået bedre livskvalitet via vegatesten og den vej rundt er blevet inspireret til at hjælpe andre. 

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: På skiltet ved døren ind til huset på Teglværksvej 29 i Give står der zoneterapi og fysiurgisk massage. Og den er også god nok, for det er disse ydelser ægteparret Doris og Torben Clausen tilbyder, men der kommer snart endnu et skilt op på muren, hvor der står vegatest.

Doris Clausen, der er uddannet muskulær zoneterapeut og som efter nogle år at have arbejdet ude på deltid, er nu gået på fuld tid med denne karriere, og hun har udvidet sine serviceydelser med konceptet vegatest. Torben kører videre med sin klinik, hvor han tilbyder fysiurgisk massage i sin fritid, mens han passer sit vigtige job som paramediciner på ambulancen hos Falck i Give.

Men hvad rummer konceptet vegatest, og på hvilke måder kan det hjælpe folk? Det spørgsmål kan Doris naturligvis svare på – både fordi hun i maj 2022 blev uddannet certificeret vegatester hos Joan Lykke der uddanner vegatester med 35 års erfaring som basis. Og fordi hun har oplevet den positive effekt på egen krop.

- Det var faktisk Joan Lykkes far, der fik vegatest-udstyret til Danmark tilbage i 80’erne, så familien har stort kendskab til og erfaring med vegatest. Jeg tog uddannelsen hos Joan på Sjælland, hvor jeg også var i praktik – og det var særdeles lærerigt, fortæller Doris.

Har oplevet stor gavnlig effekt på egen krop

Hendes indgangsvinkel til vegatest-konceptet var hendes egen situation, hvor et skrantende helbred med ikke mindst udtalte søvnproblemer med de deraf følgende belastende bivirkninger fik hende til at gå andre veje end de traditionelle. Og her fik hun øje på vegatesten.

- Det blev en regulær aha-oplevelse for mig, da jeg tog den første vegatest. Her fik jeg kortlagt mange af de ubalancer jeg havde i kroppen og blev udrenset via naturmedicin. Jeg fik hurtigt en markant bedre livskvalitet, og derfor besluttede jeg mig for at uddanne mig som vegatester og tilbyde konceptet til borgerne her på egnen, siger Doris, der har stor glæde af kombinationen med zoneterapi og vegatest.

Doris Clausen blev i maj 2022 uddannet vegatester, så nu kan hun både tilbyde zoneterapi og vegatest i sin klinik på Teglværksvej i Give. Her er det husbonden, Torben, der stiller op som testperson til ære for fotografen. Foto: Jim Hoff

Afslører belastninger og ubalancer i kroppen

Helt faktuelt er en vegatest en test som afslører ubalance og belastninger i kroppen, såsom vira, bakterier, tungmetaller, parasitter orme med mere. Vegatesten måler kroppens evne til at optage vitaminer og mineraler gennem maden, og den måler også hvor god kroppen er til at udskille affaldsstoffer.

Jo flere udrensninger, desto bedre kan kroppen klare disse opgaver. Og testen afslører ifølge Doris også, om man ligger på jordstråler eller vandårer, og om man er belastet af elmagnetisme i sit soveværelse, så man kan reagere på det – med henblik på at få en bedre nattesøvn.

Apropos nattesøvn kan testen også belyse, om kroppen er stresset, og om der er ubalance i kroppens organer. Eksempelvis kan en af kroppens store kommandocentraler, leveren, der ifølge Doris har op til 500 opgaver, hvis den er i ubalance være årsag til mange problematikker.

Vegatesten afslører ubalance og belastninger i kroppen, såsom vira, bakterier, tungmetaller, parasitter og orme. Den måler kroppens evne til at optage vitaminer og mineraler gennem maden, og den måler også hvor god kroppen er til at udskille affaldsstoffer.

Doris sagde farvel til hvedemel – og fik et markant bedre liv

- Selve testen foregår på den måde, at jeg bruger et testapparat, hvor klienten holder en håndelektrode i højre hånd. Via et punkt på en finger på den anden hånd sendes der svingninger ind i kroppen, hvorved de respektive belastninger kan kortlægges. Et typisk behandlingsforløb strækker sig over 3-4 behandlinger over omkring et halvt år. Herefter anbefaler jeg, at kroppen får et tjek hvert halve eller hele år – akkurat som tænderne eller bilen, forklarer Doris.
Når testens resultater er på plads finder Doris de kosttilskud, som klientens krop har brug for og som den kan optage. Udrensning af kroppen er også en stor og vigtig del af processen, og man kan også blotlægge allergier og fødevareintolerancer.

- Det sidste oplevede jeg med stor effekt på egen krop, da jeg blev vegatestet. Det viste sig, at jeg ikke kan tåle hvedemel, og at hvedemel var årsagen til mange ubalancer i min krop. Da jeg først fik den viden og undlod at spise hvedemel, gik det hurtigt fremad, fortæller Doris.

Skal vende skepsis til anerkendelse

At uddanne sig til vegatester har været en hård men lærerig proces. Det er en svær disciplin at lære selve håndværket at vegateste. Der var således fem, der startede på uddannelsen sammen med Doris hos Joan Lykke, men det var kun to, heriblandt altså Doris, der gennemførte uddannelsen.

- Jeg har heldigvis haft en fantastisk opbakning fra Torben gennem hele forløbet. Han har motiveret mig, når det så svært ud, og det er bare så fedt, at jeg nu er igennem uddannelsen og kan kalde mig for vegatester. Nu føler jeg, at det kører, og jeg har da også et godt flow af klienter. Men der er dog en lille udfordring. Vegatests er kendte og populære i de større byer, hvor der er en naturlig tilgang til det, mens det er lidt sværere at komme igennem med konceptet her i området. Her er der en ”sund skepsis” over for de alternative behandlingsformer, så nu skal jeg ud og have udbredt det gode budskab – og kan jo bruge mig selv som eksempel, konstaterer Doris med et stille smil.

Vegatesten afslører ubalance og belastninger i kroppen, såsom vira, bakterier, tungmetaller, parasitter og orme. Den måler kroppens evne til at optage vitaminer og mineraler gennem maden, og den måler også hvor god kroppen er til at udskille affaldsstoffer.

Unikt med en vegatester i Give

Hun pointerer, at naturmedicinen og kosttilskuddet, hun anbefaler, ikke har skadelig effekt på den lægeordinerede medicin, man eventuelt måtte være på i forvejen. Og så er det også en klar fordel, at man er mentalt positivt indstillet på alternative behandlingsformer.

- Hos mig kan man købe de specielle naturdråber, og det er kun hos mig, man kan det. Alle de andre ting sælger jeg ikke. Men jeg rådgiver klienterne, der så selv kan bestemme, hvor de vil købe deres kosttilskud. Jeg har rigtig god feedback fra mine klienter, og har udover Give også kunder fra de større omkringliggende byer som Århus, Herning, Silkeborg og Skanderborg. Der er ikke mere end 3-4 registrerede og uddannede vegatestere i Jylland, og her synes jeg jo, at det er ret fint, at der ligger en her i Give. Nu skal jeg bare have gjort lokalbefolkninger opmærksom på, at jeg er her – og ikke mindst få oplyst om vegatestens mange fortrinligheder. For hvem vil ikke gerne have mere energi, mere overskud og generelt bare mere velvære, siger Doris.

Du kan læse mere om Doris Clausens klinik på Facebook på Vegatest i Give - Giver Velvære og energi