Helt vild fodboldhistorie: GLIF Academy runder nu 80 spillere
Foto: Der er virkelig kommet gang i GLIF Academy i Grønbjerg. Da man startede op i 2023, var der 19 spillere, nu er man snart oppe på i alt 80. Her et eksklusivt udpluk af den fodboldglade flok, Foto. Jim Hoff
Da Martin Sølund og Jesper Duus i 2023 startede op med GLIF Academy med god og seriøs fodboldtræning til ungdomsspillere, var det med 19 spillere på græs. Dette tal steg i 2025 til 55, og her i 2026 vil der være 80 spillere tilknyttet akademiet. Det er da det, man kan kalde en eksplosiv vækst.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DRENGE og BOLD: Da de to fodboldtrænere Martin Sølund og Jesper Duus i 2023 oprettede GLIF Academy, var det med henblik på at oprette en kompetent lokal pendant til FC Midtjyllands licenstræning.
Her finder unge fodbolddrenge, der har lyst til og ambitioner om at udvikle deres fodboldevner hver fredag eftermiddag en herlig oase, hvor det, akkurat som i Nørreskoven i Vejle, dufter herligt af fodbold.
Spillerne bliver ved med at være tilknyttet deres moderklubber, så der er på ingen måde tale om ”fishing”. Martin og Jesper kigger først og fremmest efter spillernes vilje og lyst til at lære noget og lyst til at arbejde for sagen, og naturligvis handler det også om de fodboldmæssige kvaliteter og potentiale.
Fra 19 til 80 spillere på 3 år
Da GLIF Academy startede op, var det med U12 og U13-spilere, og her i august 2026 er flokken udvidet. Lige her og nu hedder det U13, U14, U15 og U16, men snart kobles der flere årgange på, og så er det, at den samlede trup når op på 80 spillere.
- Lige nu har vi spillere fra i alt 8 klubber, og nogle af dem kommer langvejs fra. Der er tale om byer som Grindsted, Hejnsvig, Give, Brande, Brædstrup, Grønbjerg/Langelund, og så er der også kommet spillere til fra Marienlyst på Fyn og Bramming, fortæller Martin Sølund, der som sagt udgør trænerteamet sammen med Jesper Duus og den nye træner John Madsen, mens Martins hustru, Stephanie, tager sig af de sociale medier.

De unge knægte giver sig 100 procent plus det løse i øvelserne, som man kan se her. Og det er også det, der forventes. Foto: Jim Hoff
Samarbejde med Sporting Lissabon
Derudover er der tilknyttet en række unge assistenter fra de ældste årgange, der giver en hånd med til træningerne.
- Vi deltager i diverse elitestævner og lukkede turneringer rundt omkring. Senest har vi været med ved Bording Cup med 4. årgang, og det var en supergod oplevelse og med til at skabe et godt fællesskab, fortæller Stephanie, mens Martin, vanen tro, kærligt hundser rundt med de unge gutter og giver dem både fodboldfaglige og mentale tilrettevisninger.
I en lille pause kan Martin oplyse, at GLIF Academy har indledt et samarbejde med NF Academy, et internationalt fodboldakademi, hvor man blandt andet har haft udveksling med Sporting Lissabon.
- Det er jo med til at give vores spillere et løft at møde og træne med spillere fra andre lande – og så er det jo også en fin afveksling fra den daglige træning, pointerer den fodboldglade ildsjæl, inden den næste række ”soldater” sendes i marken med en ny fodboldøvelse.

Fedt og actionpræget opvarmningsspil, hvor gutterne må bruge hænderne - og hjernen. Så er vi i gang! Foto: Jim Hoff
- Vi lærer rigtig meget.
En af disse unge fodboldglade gutter, Jeppe fra Sdr. Omme, har lige tid til kort at udtale sig til den lokale verdenspresse, inden han kaster sig ud i de fodboldmæssive udfordringer.
- Det er virkelig sjovt at gå til fodbold her i GLIF Academy. Vi lærer rigtig meget, og man kan bare mærke, at man bliver bedre. Der er et par af mine holdkammerater med fra klubben her, så vi træner både her og spiller og træner hjemme i vores klub - og det er fedt med så meget fodbold, lyder det med begejstring i stemmen fra den unge mand.
- Spilleglæde og målrettet træning
Avisens udsendte har også talt med et par af de fodboldfædre, der troligt hver fredag kører deres knægte til bold hos GLIF Academy. Det er Esben Skøttegaard og Søren Arevad fra Give, og deres drenge har været med stort set fra starten af.
- Vores drenge udvikler sig rigtig flot med den gode og målrettede træning, de får her hver fredag. De har også stor spilleglæde, så det er et meget bevidst valg, at vi lader vores drenge træne her hver fredag. Kvaliteten af træningen er høj, og de træner sammen med andre drenge, der er topmotiverede, hvilket er rigtig godt for deres udvikling.
- Faste rammer med en synlig chef
- Her møder de også gode faste rammer hver gang med en chef, der er synlig, og som er god til at fortælle dem, hvad der forventes af dem, når de møder op her til træning. Her skal man hver gang vise, at man vil være her, og at man er parat til at yde noget – og det er bare rigtig godt for de her drenge.
- De prioriterer også deres træning og kampe i deres moderklub, så de har ofte en uge, hvor der står fodbold på skemaet fire gange om ugen. Men stor ros herfra til Marin, Jesper og Johns passionerede tilgang til træningerne her i GLIF Academy. Der er altid smil på læben, og det forventes også, at alle er klar til at give den fuld gas. Og så glæder spillerne sig til hvert år, når de får nye spillertrøjer med deres navne på - det er også et højdepunkt, lyder det anerkendende fra Esben og Søren.

Nej nej, makker! Du slipper ikke forbi her! Foto: Jim Hoff
Fordel: På neutral grund
I og med at træningen foregår på bane 2 ved hallen i Grønbjerg i en lille landsby, og at Grønbjerg-Langelund IF ikke er ude på at hamstre spillere til deres klub, så foregår de her træninger på 100 procent neutral grund – og det er også derfor, at mange klubber er trygge ved at sende deres fodbolddrenge ud i kompetente hænder hos GLIF Academy.
En anden sjov tanke: Tænk, hvis de her 80 gutter var lokale – så kunne man jo i princippet genåbne Elkjærskolen og lave en decideret fodboldskole!

Akademichef Martin Sølund startede projekt GLIF Academy op i 2023 sammen med sin makker Jesper Duus. Arkivfoto: Jim Hoff











































