
Herlig motionsdag: 140 glade børn gav den gas på Kastaniehaven
Foto:Her er vi godt i gang med opvarmningen, hvor der både blev lavet gymnastik og sunget friske børnesange. Foto: Jim Hoff
Fredag i uge 41 har gennem mange år været den helt store motionsdag for landets skolebørn og børn i børnehaver og andre institutioner. Således også i Give, hvor 140 friske børn fra dagplejen og byens børnehaver troppede op på Kastaniehaven fredag den 10. oktober for at give den fuld gas på stierne rundt om boligerne på stedet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BØRN i BYEN: Da Plejecenter Kastaniehaven åbnede i 2004, var det med et klart værdisæt om at skabe og bringe liv til stedet udefra. Plejecentret skulle være en integreret del af lokalsamfundet med tætte relationer til både foreningsliv og institutioner, og man var meget observant på at sørge for at skabe gode relationer til byens skoler og børnehaver.
Og den mission har man gennem de nu 21 år set massevis af gode eksempler på. Mange børn og unge har været forbi Kastaniehaven i forskellige sammenhænge, og ikke mindst den indledningsvist omtalte motionsdag før efterårsferiens start har været en fin og dynamisk platform for samarbejde – og for Kastaniehavens mulighed for at bringe en masse liv og aktivitet ind på centret til glæde for beboerne.
Det fine motorikanlæg med lys- og lydimpulser ved Kastaniehaven var bestemt også en populær aktivitet hos eb del af børnene. Foto: Jim Hoff
Rekordstor deltagelse
Fredag den 10. oktober fik vi et nyt godt eksempel på dette fine samarbejde mellem Kastaniehaven og byens børneinstitutioner og dagplejere – og her i 2025 slog man endda en rekord. For der deltog nemlig i alt 140 børn fra Søndermarkens Børnehus, Grønborgvejens Børneunivers, Ikær – Børnenes Hus samt en række lokale dagplejere – og det er som sagt deltagerrekord.
Det store antal børn skal naturligvis ses i lyset af den generelle befolkningstilvækst i Give, og på den konto er der jo også åbnet en ny børnehave, Ikær Børnenes Hus, der debuterede i år ved motionsløbet på Kastaniehaven.
Da børnene var ankommet, var der fælles legeopvarmning med gymnastik og fællessang foran indgangen ved Kastaniehaven, hvor det var Lene fra Søndermarkens Børneunivers og Susanne fra Kastaniehaven, der førte an i løjerne.
Beboerne storhyggede
En del af beboerne havde også fundet vej ud til opvarmningen, og de kunne sidde og småhygge sig over de mange herlige børn og deres sjove fagter. Efter opvarmningen var det afsted ud på de to løberuter, den lange og den korte, der førte børnene forbi beboernes huse.
Efter hver omgang skulle børnene putte en brik ned i et ’tællerør’, en til pigerne og en til drengene, og så kunne man jo holde omgangsregnskab på denne fine måde. Børnene var også flittige til at bruge det fine motorikanlæg med lys- og lydimpulser, der ligger udenfor indgangen på centret, og her fik de masser af fine udfordringer.
Det kan være godt med en lille pause for benene efter de løbende anstrengelser rundt på ruten, og her kom de fine træbænke udenfor Kastaniehaven til sin ret. Foto: Jim Hoff
Drøn på i en lille times tid
Kastaniehaven havde sørget for en masse frugt og drikke til de hårdt arbejdende unge mennesker, så energiniveauet kunne holdes oppe på ruterne. De store fine træbænke foran Kastaniehaven blev også flittigt brugt, når de små stænger lige skulle have en lille pause mellem de løbende anstrengelser.
Det hele startede klokken 9.30, og det holdt heldigvis tørvejr i efterårsblæsten. Seancen varede knap en times tid, og børnene, alt efter alder, tog stille og roligt afsted igen, når der ikke var mere krudt i batterierne.
Igen et rigtig fint tiltag og en superfin time, hvor de 140 glade og læbestærke børn formåede at bringe en masse liv hen til Kastaniehaven, og de fik da også de store brede smil frem hos mange af beboerne, der storhyggede sig i det herlige selskab.
Du kan se mange flere fotos fra den fine motionsdag på Kastaniehaven lige HER
Kastaniehaven havde sørget for masser af lækker frugt og drikkelse til børnene, og det var populært. Foto: Jim Hoff
Så er det bare ud over stepperne - de to friske guttermænd her gav den fuld bundgas, herligt. Foto: Jim Hoff