Hestlund Energipark ikke aktuel: Kommunen fastholder sin oprindelige plan med 3 prioriteter
Foto: Der har været to energiparker i spil her i Giveområdet, men nu melder Vejle Kommune ud, at Hestlund Energipark ikke er aktuel, og at man fastholder de tre oprindelige geografiske områder i kommunens plan vedrørende etablering af VE-anlæg. Arkivfoto
Primo august sprang der en bombe i debatten om Energipark Give, da det viste sig, at der var et andet energiprojekt med vindmøller og solceller på trapperne i Hestlund ved Give. Vejle Kommune melder nu ud om dette projekt!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ENERGIDEBATTEN: Vejle Kommune har oprindeligt meldt ud, at den har prioriteret tre områder i forhold til etablering af VE-anlæg: Øster Starup, Vejle Nord og Give-området. Så dukkede der en ansøgning op fra Momentum Energy Group A/S, der ønsker at etablere en energipark i Hestlundområdet, 5 kilometer nordvest for Give.
Det var noget, der om muligt, satte endnu mere ild til den verserende debat omkring Energipark Give op til det store infomøde om energiparken i Fritidscenter Thyregod. Og nu står der så en række kaffemøder på dagsordenen, hvor der skal tales udvikling og fremtidsudsigter for lokalområdet Give-Thyregod.
Hvad sker der med Energipark Hestlund?
Men her bliver Energipark Hestlund ikke en faktor.
Det oplyser Peter Sepstrup, der er projektudvikler ved Byudvikling & Arkitektur og Teknik & Miljø i Vejle Kommune.
- Michael Sloth, der er Teknik- og Miljødirektør i Vejle Kommune, har sendt en mail til Vejle Byråd på bagkant af den ansøgning, Teknik & Miljø havde modtaget vedr. vindmøller og solceller ved Hestlund vest for Give. Han orienterede i den forbindelse byrådet om, at forslaget ville blive præsenteret på et møde med gruppeformændene den 8.9.2026, fortæller Peter Sepstrup.
Ikke aktuelt at planlægge for flere energiparker i Giveområdet
Her kunne Michael Sloth melde tilbage, at der var enighed i kredsen om fortsat at arbejde efter den principbeslutning fra den 8.11.2023, hvor tre geografiske områder prioriteredes.
Den allerede igangsatte proces for Energipark Give fastholdes, og det er dermed ikke aktuelt at planlægge for andre energiparker i Give-området på nuværende tidspunkt.
Og denne beslutning er også meddelt projektudvikleren Hans Jakob Martinsen fra Momentum Energy Group A/S.
Fastholder den oprindelige plan
I sit svar til Hans Jakob Martinsen pointerer Michael Sloth, at forvaltningen nu har præsenteret projektforslaget for byrådets gruppeformænd den 8. september 2026.
- Politikerne ønsker at fastholde den proces, der er sat i gang omkring Eurowinds projekt i Give-området, og ønsker ikke, at der gennemføres en planproces vedrørende jeres projektforslag på nuværende tidspunkt.
Gør den forestående debat nemmere at håndtere
Dette ligger i forlængelse af den principielle beslutning, som byrådet tog den 8. november 2023, der siger, at man alene vil fremme projekter i tre geografiske områder: Øster Starup, Vejle Nord og Give-området. I Give-området har man politisk igangsat planlægning for en energipark mellem Give og Thyregod.
Hvis der på et tidspunkt bliver tale om en ny politisk prioriteringsrunde, vil I kun blive en del af de politiske drøftelser på det tidspunkt, lyder svaret fra Michael Sloth.
Dermed er i skrivende stund kun ét energiparkprojekt i spil her i Give-Thyregod-området, og det gør det nok alt andet lige lettere at holde den forestående debat og de mange kaffemøder på sporet.











































