Hjemme Hos Give Møbler er Mie og Kevin så klar til den store handelsaften
Foto: Mie Larsen og Kevin Mortensen hos Give Møbler inviterer igen til Black Friday i butikken fredag den 28. november, hvor de også får besøg af en række leverandører. Foto: Jim Hoff
Give Møbler på Hjortsvangen har været fast deltager i Black Friday gennem mange år, og naturligvis er indehaverne Mie og Kevin med igen i år, hvor de endnu engang har allieret sig med en række leverandører, der er på plads med vejledning og gode tilbud. Og så sker der noget spændende på 1. salen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BUTIKSLIV: Et par af butikkerne på Hjortsvangen er altid en aktiv del af den store handelsaften Black Friday i Give, og således er det også i år, hvor Give Møbler igen står klar til at modtage kunderne med åbne arme.
Traditionen tro har indehaverne Mie Larsen og Kevin Mortensen ’forstærket’ det daglige 2-mandshold med en række konsulenter fra nogle af butikkens mange leverandører, så kunderne kan få ekstra vejledning denne aften.
Masser af billige udstillingsmodeller på 1. sal
- Vi er glade for, at vi har kunnet lave aftaler med hele 3 af vores største leverandører om at komme og hjælpe os med at vejlede og fremvise deres møbler sammen med et godt Black Friday-tilbud. Så vi kan love aftenens kunder, at de helt sikkert kan finde de fineste og bedste møbler, der passer perfekt Hjemme Hos dig, fortæller Mie.
Hun kan ydermere bringe en god nyhed om, at hele butikkens 1. sal denne aften vil være fyldt op med udstillingsmodeller, der er ekstra nedsat.
- Her kan man komme og gøre en god handel. Disse møbler kan vi levere, når kunden ønsker det, så kan dit hjem stå helt perfekt til jul, siger Mie.
Nu har vi omtalt, at butikken får besøg af gode folk fra tre af Give Møblers største leverandører, og dem præsenterer Mie for os her:
Besøg af eksperter i plankeborde, senge og otiumstole
Det er Martin fra House of Sander. Martin kan hjælpe dig med at bygge dit helt eget og personlige plankebord med tilhørende stole. House of Sander ligger i Horsens og er helt unikke, da de kan lave borde i alle størrelser til en god pris.
Så får vi også besøg af Stig fra sengeproducenten BBC. Du bruger en tredjedel af dit liv i sengen, så det er helt bestemt vigtigt at få valgt den rigtige seng, der passer præcis til dig og dine behov. Det kan Stig hjælpe dig med, da han har mange års erfaring i god søvn. Stigs senge bliver produceret i Danmark og er af den bedste kvalitet til gode og rimelige priser.
Sidst men ikke mindst kommer også Per fra Farstrup. Per kan hjælpe og vejlede dig med at finde den bedste otiumstol. Farstrup kan nemlig producere en stol, der passer helt specielt til netop din krop og dine behov. Har du problemer med at rejse dig fra stolen, har han også stole med løft, der kan hjælpe dig til en nemmere hverdag.
Vi har selvfølgelig mange andre leverandører, der også kommer med nogle helt specielle og gode tilbud her til Black Friday. Og vi byder dig naturligvis velkommen med gratis kage og kaffe på kanden, siger Mie.
















































