Høj puls og store smil: Så kom håndboldsæsonen i gang for Give HKs divisionsdrenge
Foto: Tirsdag aften var der opstartstræning for Give HK's divisionstrup, og første punkt på dagsordenen var en bip-test, hvor spillerne fik mulighed for at vise deres konditionsmæssige niveau. Foto: Jim Hoff
Tirsdag aften den 11. august var der for alvor liv i Danbolig-hallen i Give Idrætscenter efter en lang sommerpause. Give HK’s divisionstrup stod klar med ild i øjnene til opstarten under ledelse af holdets nye coach René Hamann-Boeriths med dertil hørende team.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIVISIONSHÅNDBOLD: 20 spillere stod klar alle klædt knivskarpt i sort træningsdress, da den nye håndboldsæson 2026-27 blev piftet i gang af cheftræner René Hamann-Boeriths, tirsdag aften den 11. august i Danbolig-hallen i Give Idrætscenter.
Give HK går ind til den nye sæson med et hold i henholdsvis 2. og 3. division. Og tag ikke fejl: Ambitionerne om at vende tilbage snarest muligt til 1. division er så bestemt til stede. Her står både den sportslige ledelse og eliteudvalgsbestyrelsen på samme side, og det er bestemt ikke noget dårligt udgangspunkt for sæsonens forløb.
I skrivende stund råder René Hamann-Boeriths og hans team, der består af assistenttræner Kristian Olsen, målmandstræner Morten Dueholm og fysioterapeut Andreas Thrane, over en trup på 21 spillere, hvoraf de 8 er nye folk i klubben.
Det betyder, at spillertruppen i skrivende stund ser således ud:
Målmænd:
Jakob Skov
Emil Mathiesen, ny - tidligere Skovbakken 2. division
Malthe Frostholm, ny – tidligere Skanderborg/AGF U 19
Venstre fløj: Hjalte Bromerholm, ny (comeback), tidligere FHK 2. division
Bagspillere:
Tobias Lykkeskov
Emil Pil
Noah Sørensen
Sebastian Hansen
Tobias Lauridsen
Philip Glud
Mikkel Vilsbæk Olesen, ny – tidligere Skanderborg U 19
Lukas Sørensen, ny – tidligere Ribe Esbjerg HH
Mikkel Molbech
Sune Skovsen
Højre fløj:
Lukas Dyrborg
Anton Filtenborg, ny – tidligere Fredericia HK
Venstre fløj:
Jeppe Nordklitgaard, ny – tidligere Vejle Håndboldklub
Stregspillere:
Kristian Nederby
Adam Hansen
Laurids Skovgaard, ny – tidligere Skanderborg/AGF U 19
Kompetitiv trup – men døren er ikke lukket!
Cheftræner Rene Hamann-Boeriths understreger, at han føler, han har en kompetitiv trup i forhold til at nå ind i top 3 og dermed kvalificere sig til oprykningsspillet til 1. division i foråret.
- Vi har en god og dynamisk trup, også med en del yngre spillere, der nu får mulighed for at udvikle sig og vise sig flot frem. Truppen er ikke definitivt lukket, da der jo kan åbne sig nogle interessante muligheder for os, når trupperne i 1. division er lukkede, pointerer Gives nye cheftræner.

Rene Hamann-Boeriths kunne hilse 20 af divisionstruppen 21 spillere velkommenj til opstart tirsdag aften den 11. august. Foto Jim Hoff
- Husk nu at I er klubbens foregangsmænd
Ved aftenens træningssamling forklarede Rene indledningsvis for sine spillere, at de skal huske på og respektere, at de er klubbens foregangsmænd – og at de både er en del af holdet og klubben.
- Husk nu på, at I er forbilleder, både over for hinanden og over for folk i og omkring klubben plus vores tilskuere. Det er vigtigt, at I viser, at I værdsætter, at I er en del af Give Håndboldklub – både på hjemmebane og udebane, lød den fine parole fra cheftræneren.
Herefter gik de glade håndbolddrenge i gang med en af de mest elskede discipliner (humor kan forekomme) inden for holdsport: Bip-testen, en konditionstest på en 20 meter lang bane, hvor der løbes ubønhørligt i højt tempo ud fra devisen ”last man standing”.
Jernlungen Bromerholm bedst i Bip-test
Da de 19 første spillere var faldet fra, var der kun fløjspiller Hjalte Bromerholm tilbage, og han kunne med et cykelstyrbredt smil vakle/sprinte over målstregen som ’last man standing’, alt imens hans kammerater lå udmattede på gulvet og gispede efter nye iltforsyninger til den aerobe blodforsyning.
Herefter gik der rigtig håndbold i den med en række taktisk funderede spiløvelser, hvor der især var en del fokus på de forsvarsmæssige aspekter – måske ud fra den i sportskredse så velkendte devise om, at ”angreb vinder kampe”, ”forsvar vinder mesterskaber”.
Ren kunne oplyse, at holdet allerede søndag den 16. august spiller 1. testkamp mod 1. divisionsholdet Køge ved et træningsstævne i Varde. Derudover er der pt. planlagt 4 andre testkampe mod henholdsvis Faaborg, Kolding IF, Skovbakken og Otterup inden det går løs med første turneringskamp mod Odder lørdag den 26. august hjemme i Vestjysk Bank Arena klokken 15.00.

Sådan en herlig bip-test trækker tænder ud - og trøjer af! Foto: Jim Hoff

Hjalte Bromerholm var bedste man i bip-testen - og det havde den unge mand det ganske fint med som dette herlige løbende smil tydeligt viser. Foto: Jim Hoff











































