Hvad skete der lige der? Give tabte til rækkens absolutte bundhold

Det blev en træls afslutning på 2023 ren håndboldmæssigt for Give Håndboldklubs 2. divisionsmandskab. Holdet tabte 26-24 lørdag eftermiddag til SUS Nyborg, der inden opgøret mod Give lå sidst i rækken. Dermed blev den fine sejrsstime med 3 sejre i træk brudt. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

HÅNDBOLD: Med en sejr i Nyborg kunne Giv e HKS 2. divisionshold have placeret sig selv på en fornuftig position i rækken i subtoppen af rækken, mens et nederlag til det fynske bundhold ville efterlade Give med en placering som et såkaldt blødt midterhold.  

Det blev en tæt kamp, hvor et presset (fysisk og nok også lidt mentalt, red.) Givemandskab skulle forsøge at mobilisere de sidste kræfter til dette årets vigtige opgør. Vi har skrevet meget om skader, afbud, sygdom osv. i forhold til at varedeklarere de udfordringer cheftræner Erik Flak har skullet håndtere gennem de sidste 2 måneder - udfordringer, der er tacklet på fineste vis med tres ejre i rap i 3 meget afgørende kampe.  

Flak: Spillernes kræfter er ved at være brugt! 

Men i dag var der bare ikke strøm, og derfor heller ikke kvalitet, nok på håndboldmotoren. 

- Vi er pressede ida, ja, det er korrekt, Kræfterne er ved at være brugt, men alligevel står jeg her efter kampen med en forbandet følelse af, at vi burde have vundet den her kamp. Det står helt lige med 1 minut tilbage. Jakob i målet redder en returbold, der ryger ud til deres fløj, der så trækker et straffe, tyndt, tyndt straffe, vil jeg nok sige. De scorer så, i stedet for, at der er os, der ryger op på en kontra og kommer foran med 1 mål få sekunder før tid, fortæller Erik Flak.  

Han står også, ud over skuffelsen over at have tabt til SUS Nyborg, også med en træls fornemmelse, af at Give ikke ligefrem “led af overdreven dommertække” især i kampens sidste 10 minutter. 

Den fodrappe og altid topmotiverede Adam Hansen scorede 6 mål på 6 forsøg - og det er vel i kategorien godkendt, skulle man mene. Foto: Jim Hoff

En kamp på SUS Nyborgs betingelser 

-Men ok, lige nu er jeg oppe at køre. Nu skal jeg hjem og se kampen igennem, inden jeg udtaler mig at for bombastisk. Og helt ærligt: Det ligger helt på vores eget bord, at vi ikke vinder i dag. Vi mangler saft og kraft, vi mangler mål fra bagkæden, og generelt kender vi ikke vores besøgstid i dag – og når alt det så er sagt, så stor ros til SUS Nyborg, ser kommer med alt, hvad de har plus måske lidt mere til. De formår klogt at tage tempoet ud af kampen, og det betyder, at det langt hen ad vejen bliver en kamp på deres betingelser, konstaterer Give-træneren.  

Fløjen Jonas Bilberg leverede en flot kamp, knivskarp med 8 mål på 9 afslutninger. Foto: Jim Hoff

Opladning og flere spillere 

Han havde drømt om 2 points i Nyborg, ikke mindst fordi, det ville have bragt Give pænt frem i rækken, men også fordi, det er træls at slutte med et nederlag og så at skulle vente en hel måned på den næste kamp. 

- Nu kommer vi fra en god stime med tre sejre i træk, så det her nederlag en er mavepuster. Men nu har vi så en måned uden kamp, hvor vi forhåbentlig kan lade batterierne op igen, og eventuelt også få nogle flere spillere gjort kampklar. Og så ved jeg at sportschef Kedde Jensen og Eliteudvalget knokler hårdt på, at vi kan få truppen fyldt op. Og det er noget vi alle, spillere, trænere og ledere, er meget opsatte på kommer til at ske, pointerer Erik Flak.  

Bilberg knivskarp 

Han fremhæver fløjspiller Jonas Bilberg for at score 8 mål på 9 forsøge og stregspiller Adam Hansen for at nette på 6 ud af 6 forsøg.  
Mål for Give HK: Jonas Bilberg 8, Albert Thanning 2, Magnus Taulbjerg 3, Mikkel Molbech 1, Benjamin Sønderbye 2, Tobias Stange-Hansen 1, Adam Hansen 6 og Daniel Christensen 1.  

Redninger: Jakob Skov 8 redninger på 22 skud – Fredrik Lindemann 6 redninger på 16 skud.  

Næste kamp: Give HK – GOG Håndbold - torsdag den 11. januar klokken 20.00