Hver onsdag mødes 18 babyer til gymnastik – og de har da også lige mor med

Fitnesscentret Kom og Træn spænder vidt både mht. udbud og aldersspænd. Centerleder Rikke Ringsted har således igangsat et forløb for nybagte medborgere helt ned til 10-ugers alderen. Her tager 18 herlige babyer mor med til gymnastik, så hun kan komme i form igen efter fødslen. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

MOR & BABY: ”Mor tilbage i form” hedder det glimrende tiltag, som Kom og Træn har iværksat, hvor man henvender sig til mødre, der er på barsel, og som trænger til både noget fysisk træning og noget social samvær med andre ligesindede.  

Det er Rikke Ringsted, der er centerleder i Kom og Træn og som har en række andre hold i foreningen, der står for det herlige hold af søde mødre og endnu sødere babyer.  
- Der er 18 piger og 18 babyer på holdet her. Vi kører et forløb over 8 uger, og vi mødes hver onsdag formiddag fra klokken 10.00-11.30. Af og til kigger Elisa Egsgaard forbi (personlig træner tilknyttet Kom og Træn, red.) og hjælper til. Hun er uddannet sygeplejerske og er rar at have med som fagperson den vej rundt også. Der kan være nogle specifikke øvelser til genoptræning af visse dele af mavemuskulaturen, som Elisa har helt styr på i forhold til, hvor pigerne er rent fysisk osv. fortæller Rikke.  

Rikke Ringsted står i spidsen for "Mor tilbage i form" og som en kompetent wingman har hun Elisa Egsgaard. Foto: Jim Hoff

Baby med i øvelserne 

Generelt handler det om træning af hele kroppen tilsat nogle øvelser, hvor mor og barn, især førstnævnte, får pulsen lidt op. Baby er som udgangspunkt med i og til alle øvelserne, men hvis den lille nu skulle have udset sig tidspunktet fra 10.00-11.30 til en formiddagslur, så sover hun/han sødt i den medbragte lift, og så må mor bruge en kettlebell som arbejdsredskab i stedet for den lille.  

- I foråret kørte jeg et lignende hold hvor er var deltagere. Her i sensommeren er der 18 på holdet, og der er en del på venteliste. Men vi kan simpelthen ikke være flere her i aktivitetssalen. Som du kan se, er baby en del af konceptet og er med i mange af øvelserne. Babyerne er lige fra 10 uger til 5 ½ måned, og nogle af pigerne og babyerne var også med på det første hold, jeg kørte i foråret, fortæller Rikke.  

Skal cleares af lægen 

Det er et krav til deltagerne, altså mødrene, at de har gennemgået 8-ugers undersøgelsen hos lægen og er blevet clearet rent fysisk til at kunne deltage på holdet. Her er det jo også en fordel at have sygeplejerske Elisa med på sidelinjen.  

- Naturligvis handler det om rent fysisk at komme i gang igen, men det handler i lige så høj grad også om det sociale aspekt. Om at komme ud og opleve lidt nyt, få en god snak og hygge sig med andre. Det giver ny energi, og her giver vi plads til at være mor. Skal der skiftes ble, skal der ammes, så er der tid og plads til det – uden problemer, pointerer Rikke.  
Stor efterspørgsel 

Når de 8 uger er gået, er der en lille pause, men Rikke er helt klar på at starte et nyt hold op enten senere på året eller i det nye år. For der er stor efterspørgsel efter det her koncept – både af de herlige små minigymnaster og deres mødre.

Herligt at få lov at være med til denne fantastiske seance med en masse glade, smilende og klukkende babyer – og lige så mange stolte mødre med røde kinder og ret høj puls.