Indskifter sikrede Give sejren i topkampen med sin første boldberøring!

Foto: Give trak det længste strå i topkampen hjemme på Waldstadion med en 1-0 sejr. En taktisk præget kamp med masser af dueller. Foto: Jim Hoff

Den med spænding imødesete topkamp på Waldstadion i Give mellem Fremads Serie 1-hold og Hovedgård blev en tæt og taktisk affære, hvor antallet af tætte dueller klart overhalede antallet af målchancer og flydende angrebsspil. Hjemmeholdet trak dog det længste strå, da indskifter Pelle Rasmussen 10 min. før tid piskede sejrsmålet i rusen.

Af Jim Hoff – jimhoiff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Give kunne for 3. kamp i træk stille med de samme 14 spillere, da holdet fredag aften løb på banen til topkampen mod Hovedgård, der, ligesom værterne, havde hentet 9 points i de første tre kampe.

De to mandskaber havde tydeligvis respekt for hinanden, så kampen blev styret af velovervejede taktiske dispositioner, hvor det gjaldt om at neutralisere modstandernes styrkeområder.

Gæsterne er kendt som et fysisk meget stærkt mandskab, der også brillerer i hovedspillet – både defensivt og offensivt, altså et mandskab, man ikke skal overøse med alt for mange frispark/hjørnespark.

Kampen var pivspændende helt til dommers sidste fløjt, og der var masser af situationer med spillere, der måtte en tur i græsset i den duelrige affære. Foto: Jim Hoff

Masser af duelspil

Omvendt skulle Hovedgård undgå at give alt for meget rum i bagkæden til Gives hurtige angrebsspil, hvor især raketten Jakob Kristensen skulle neutraliseres. Begge hold ”stod derfor godt på banen”, og det medførte en chancefattig men duelrig 1. halvleg. Give excellerede momentvis med periodiske nedslag med højt pres helt inde i gæsternes straffesparksfelt, og når timingen og hele holdet var med i presset, så det rigtig fornuftigt ud.

Men krigen udfoldede sig mestendels på midtbanen, hvor der blev givet og taget med ’kærlig’ hånd, og her leverede Gives midtbanetrio Peter Christensen, Martin Ørnskov og Magnus Bitsch i den grad varen – både mht. vundne dueller og antal leverede løbemeter.

0-0 ved pausen efter en klassisk topkamp, hvor respekten for hinanden overtrumfede den ubændige fremadstormende angrebslyst – og det er fuldt forståeligt.

Fra taktisk krig til indianerbold

Der skulle lige gå omkring 20 minutter af 2. halvleg, før tingene begyndte at løsne mere op. De stramme taktiske tøjler blev løsnet lidt. Der var trætte stænger at spore på begge mandskaber – og det skabte en form for ”indianerbold”, hvor kampen pludselig svingede frem og tilbage med en del flere aktioner i begge straffesparksfelter.

I det 73. minut fik en Hovedgårdspiller gult kort, og dette åbnede døren for Give til at sætte yderligere tryk på de offensive kedler. Muligheder blev skabt, det blev også til målchancer, og i det 80. minut faldt så forløsningen på Waldstadion.

Netop indskiftede Pelle Rasmussen var fra sin position som højre back søgt med frem i et angreb, og han var på pletten, da en keeperripost fra et skud fra Jakob Kristensen havnede for fødderne af ham. Med sin allerførste boldberøring piskede unge Rasmussen bolden i nettet, og så kan det ellers nok være, at jublen brød løs i den grønne lejr.

 

To af midtbanens chefkrigere fra Grøn Stue, Peter Christensen og Magnus Bitsch, leverede igen midtbanespil på højt og energisk niveau. Foto: Jim Hoff

Så gik der kick and rush i den

Med 1-0 i ryggen var der lige pludselig en del på spil for Give, og Hovedgård smed da også alle hæmninger og satsede på en god gang gammeldags kick and rush med lange og høje bolde ind i Gives straffesparksfelt. Det gav en del ’kriller i maven’ på den grønne langside, og gæsterne fik da også tilkæmpet sig et par store chancer – som de dog formøblede.

Gives Martin Ørnskov fik gult kort lidt før tid, således også en Hovedgårdspiller i en uheldig duel med Gives Kasper Larsen, der fik en Hovedgårdspillers støvle plantet lige midt i ansigtet i en helhjertet redningsaktion.

Give fik også nogle pæne muligheder for at udbygge føringen, uden dog at omsætte dem til mål, så efter 95 minutter kunne kampens dommer pifte kampen af og dermed 3 lækre og hårdt tilkæmpede points til kontoen. Og en status som nr. 1 i rækken efter 4 kampe med 12 points.

- Stærk holdpræstation tilsat det nødvendige held

Det var den spillende assistenttræner og matchvinder Pelle Rasmussen, der iført et cykelstyrbredt smil udtalte sig efter dette topbrag denne vindomsuste fredag aften på Waldstadion.

- Vi står rigtig godt imod Hovedgårds fysik i 1. halvleg, og selv om vi spiller i skarp modvind, har vi fin kontrol over tingene. Vi kommer da også frem til nogle halve chancer, og vi forsøger også at levere et højt pres mod dem, så vi ikke kommer til at stå for lavt og tage imod deres høje indlæg, hvor de jo er gode i luften.

- Vi går til pause med en god tro på tingene, og ser frem til at skulle ud at spille med vinden i ryggen i 2. halvleg. Vi tillader ikke ret mange chancer mod os, og holder nullet, kriger den flot hjem – så igen en imponerende holdpræstation. Ok, Hovedgård har én rigtig stor chance, de nok burde have scoret på, men der skal også held til at vinde topkampe, og det held havde vi i dag, lyder den fine pointe fra den spillende assistenttræner.

- Holdet inde i en flot udvikling

Pelle hæfter sig ved glæden over den kendsgerning, at man i 4 kampe har samlet 12 points, og dermed topper rækken.

- Det er en fornøjelse at se den udvikling holdet har taget. Vi spiller en gang fin fodbold, parerer virkelig godt i defensiven og leverer langt hen ad vejen rigtig fint opspil. Vi har mønstret samme hold i 3 kampe, og det giver en god rytme og en stærk base for vores spil, pointerer Pelle.

Give skal i kamp igen tirsdag, hvor det på udebane gælder lokalbraget mod Brande IF, som ligger med 9 points efter 4 kampe – og som er en virkelig kompetent og dygtig modstander. Uden tvivl er sæsonens hidtil sværeste opgave for Give.

Kampen spilles klokken 18.30 – og den kommer nok ind i kategorien ”forbudt for børn”, sagt med fodboldrelateret glimt i øjet!

 

Hovedgårds anfører indkasserede et gult kort for – utilsigtet og meget uheldigt – for at plante sin støvle i hovedet på Kasper Larsen, der ville heade bolden ud af forsvarszone. Foto: Jim Hoff