Jakob og Magnus slog til igen: Fysisk og taktisk affære endte med 3-1-sejr til Give
Foto: Her har vi Gives to målscorere i 3-1 sejren over Horsens Feja, Jakob Kristensen 2 mål og Magnus Rasmussen 1 mål. Foto: Jim Hoff
Tre hviledage efter premieresejren over Silkeborg IF skulle Give Fremads Serie 1-mandskab i ilden igen allerede tirsdag aften, hvor de grønne løb på banen til en dyst mod Horsens Freja, der ligesom Give kom med en sejr i bagagen fra første runde. ’Topkampen’ blev dog en taktisk og chancefattig affære, hvor Give via en fin slutspurt trak det længste strå.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Efter 2 kampe kan Gives Serie 1-mandskab kigge på tabellen i rækken med lys i øjnene og brede smil. Give indtager nemlig 1. pladsen efter en 3-1 sejr over Horsens Freja tirsdag aften på Waldstadion i Give.
Holdets anden sejr i træk faldt blot 4 dage efter 4-1 sejren over Silkeborg IF i premieren fredag aften, og den eneste ændring på holdkortet i forhold til den kamp var, at Jeppe Norlyk Eskildsen havde afløst en skadet Mathias Nørtoft i truppen.
Og den ændring skulle vise sig at blive kampafgørende til Gives fordel!
Det blev en noget låst og taktisk præget 1. halvleg, hvor begge hold brugte energien på de defensive dyder, og det endte med, at den chancefattige affære ikke fik gang i måltavlen, inden de to hold gik til pause.
Liv i kludene i 2. halvleg
Efter pausesnakken kom der mere liv i kludene, hvor publikum blev forkælet med hele 4 scoringer. Vi skulle dog helt hen til det 68. minut, inden netmaskerne blæste for første gang. Her var det Jakob Kristensen, der på oplæg fra Peter Christensen efter et hurtigt soloraid gennem Freja-defensiven kanonerede bolden i mål.
Mål forandrer kampe, lyder det i en gammel fodboldkliché, og scoringen tændte da også en ild på begge hold. Horsens skulle nu mere frem på banen, og Give kunne dermed lure efter omstillinger i en nu knap så kompakt Horsens-defensiv. Det blev dog gæsterne, der faktisk ud af intet fik udlignet. I det 77. minut fik Freja tilkendt et frispark, som helt berettiget blev et stort diskussionstema, da det faktisk lige så godt kunne være Give, der havde fået frisparket.

Klemt inde mellem 3 modstandere får Jakob Kristensen alligevel fyret af - og så står der 1-0 til Give. Foto: Jim Hoff
Så trådte Jeppe lige i karakter
Nuvel, ud fra devisen om, at man ikke skal skue given hest i munden, piskede Andreas Bækskov Laursen bolden i mål helt nede ved roden af den korte stolpe – og så havde vi igen en helt åben kamp. Her er det så, vi lige vender tilbage til Jeppe Norlyk Eskildsen, som blev omtalt i indledningen.
Han var kommet på banen midt i 2. halvleg, og det skulle vise sig at være en god disposition, for i det 82. minut søgte den unge midtbanespiller direkte og pågående vej mod mål i Frejas straffesparksfelt – og det endte med, at en Frejaforsvarer nedlagde den letbenede Givespiller og pegede kampens dommer på 11-meterpletten.
Her tog Jakob Kristensen ansvar og kanonerede bolden sikkert i mål til 2-1, hvilket udløste en bølge af befrielse og glæde på grøn stue. Da Magnus Rasmussen 5 minutter senere leverede en flot solo i topfart og elegant, med et smørret grin, trillede bolden i mål til 3-1, var dysten definitivt afgjort til de grønnes fordel.

Unge Jeppe Kristensen kom på banen i 2. halvleg og fik fremtvunget et straffe, hvor Jakob Kristensen bragte Give på 2-1. Foto: Jim Hoff
Manglede lige de sidste 10-15 gram
Gives assistenttræner Kristian Rasmussen konstaterede efter kampen, at det var en noget anderledes opgave Give stod over for end i premieren, hvor man mødte en flok unge gutter.
- Horsens Freja er et noget anderledes hold med en flok ældre, fysisk stærke spillere, der lukker godt af. Vi har bolden rigtig meget den første times tid, men får kun skabt 2 muligheder. Det var meget chancefattigt, og vi manglede lige de sidste 10-15 gram. Det var så også en kamp, hvor vi ikke havde nået at træne efter den første kamp, så måske var vi ikke der helt mentalt.
Stærk holdpræstation
- Men den sidste halve time er det klart os, der shiner, hvor vi træffer nogle gode beslutninger – både inde på og uden for banen. De tre folk, vi skifter ind, Jeppe, Casper og Mikkel, gør det alle tre godt, og der var ikke noget bøvl eller surhed hos de spillere, vi tog ud – en rigtig holdpræstation, hvor alle 14 mand leverede varen.
- De sidste 15-20 minutter får vi slået kapital af vores overtag, og det var dejligt at se, hvordan gutterne håndterede 1-1-målet fra Freja. I stedet for at hænge med hovederne skød de brystet frem og gik efter sejren, og fedt at Jeppe fik en afgørende rolle i kampen via det straffespark, han fik, konstaterer Kristian Rasmussen.
Give ligger nu nr. 1 med 6 points for 2 kampe, og næste kamp er lørdag den 22. august på udebane mod Kjellerup, der har 3 points for 2 kampe.

Martin Nørskov var meget tæt på at score på et flot flyvende hovedstød, men bolden gik lige forbi den ene opstander. Foto: Jim Hoff












































