Jul på Baungaarden: En magisk juleoplevelse for hele familien
Foto: Midt i Lindeballes landskab ligger den lille perle fyldt med historie, natur og masser af nisser, Baungaarden. Stedet gemmer på både store og små fortællinger om nisser, der holder til i stalden, i skoven og selvfølgelig omkring jul. Privatfoto
Midt i Lindeballes landskab ligger en lille perle fyldt med historie, natur og masser af nisser. Baungaarden blev allerede i år 1790 frikøbt fra Lindeballegård, og siden da har matriklen gemt på både store og små fortællinger. Nogle handler om livet på landet … andre om nisser, der holder til i stalden, i skoven og selvfølgelig omkring jul.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
JUL I LANGELUND: I år åbner Baungaarden den 7. december på adressen Bredsten Landevej 46, 7321 Gadbjerg, for første gang nogensinde for ”Jul på Baungaarden”, og her får du en juleoplevelse helt uden køer eller stress. Det er et sted, hvor man bare kommer, går på opdagelse og lader magien finde én.
Julemandens enorme postkasse: Lad magien starte her
Allerede når du drejer ind ad den lille grusvej, møder du noget helt særligt: Julemandens nissegodkendte postcentral.
En over 3 meter høj postkasse, der fungerer som Baungaardens helt officielle indleveringssted for alle juleønsker. Her begynder tusindvis af drømme deres rejse mod Nordpolen. Og hvordan virker så julepostkassen?
Inde i postkassen arbejder nisserne året rundt – men i december sker det magiske:
· Når brevet falder, vågner magien
· Nisserne registrerer afsenderens juleglæde i en hemmelig sorteringsrist
· Brevet flyver gennem et højhastighedsglimmerlag (usynligt for mennesker!)
· Til sidst forsvinder det gennem en portal, der kun åbner sig i december

En god tur i nisseskoven kan byde på mange gode oplevelser. Privatfoto
Drømmenes Tårn: Send dit eget juleønske
Gå ind i Postkontoret, vælg dit yndlingsjulekort, skriv dit ønske, sæt frimærket på og kravl op ad stigen for at aflevere det direkte i den kæmpestore postkasse. Herfra tager nisseposten over.
Nisseskoven: 444 meter ren julemagi
Lige efter postkassen viser skiltene dig mod Nisseskoven – en 444 meter lang gåtur gennem en lille, fortryllet skov. Her afsløres nisser kun for dem, der virkelig tror på dem, så hold øjnene åbne!
I Nisseskoven kan du:
· Tælle træstubnisser
· Læse sjove og finurlige skilte
· Opleve natur og julemagi side om side
· Følge lyskæderne, der viser vejen gennem skoven
Nisseskoven er et sted for både børn og voksne – et sted, hvor man både bliver stille og nysgerrig på samme tid.
Bare husk: Ruten er desværre ikke egnet for gangbesværede.

En over 3 meter høj postkasse fungerer som Baungaardens helt officielle indleveringssted for alle juleønsker. Her begynder tusindvis af drømme deres rejse mod Nordpolen.Privatfoto
Den gamle kostald: Se nissepigens lille værksted og kig på alle nissemalerierne
På vej mod nisseskoven går du gennem den gamle kostald, hvor du i dag finder:
· Nissepigens værksted
· Små nissemalerier med skæve og sjove historier
Her kan børn og voksne gå på opdagelse i de mange forskellige nisser og deres vigtige roller for at sikre julen, som vi kender og elsker den.
En juleoplevelse uden stress – og helt gratis
Få skuldrene ned
Jul på Baungaarden er ubemandet, antikommercielt og helt nede på jorden. Du går bare rundt i dit eget tempo, og du bestemmer selv, hvilke steder du vil udforske.
Der er gratis adgang hver dag fra 7. december og frem til jul mellem kl. 9 og 21.
Så er du klar til en hyggelig juletur – så er jul på Baungaarden den slags sted, hvor skuldrene sænker sig, og hvor både store og små får røde kinder af at kigge efter nisser. Det er et lille stykke eventyr lige midt i trekantsområdet.

Stemningsfuld tur i mørket i nisseskoven. Privatfoto

Man er mere end velkommen til at kigge ind på det flotte postkontor. Privatfoto
















































