Julehygge med pondus: Rekordernes fest da Givskud holdt julemarked

Foto: Der var 145 tilmeldt det store julefrokostbord, da Givskud søndag den 23. november holdt julemarked - og det er rekord. Foto: Jim Hoff

Søndag den 23. november var der i den grad dømt fest og julehygge i Givskud Hallen, da to af byens stærke foreninger inviterede ind til det årlige julemarked. Her slog man nemlig hele to rekorder denne dag, og hvad det gik ud på, kan du læse mere om herunder.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

JUL I GIVSKUD: Der var for alvor dømt julehygge, da de to foreninger Givskud GUF og Givskud Borgerforening og Forsamlingshus inviterede borgerne i Givskud og omegn til julemarked i Givskud Hallen.

En stolt og årelang tradition, som er et af de store samlingspunkter for byen hen over året, og en dag hvor alle byens foreninger får mulighed for at vise sig frem og berette om, hvad det er, de går og arbejder med i det daglige. Derudover er der også en række boder med diverse kunsthåndværk på plads, ligesom der også åbnes op for ’loppeboder’, hvor for eksempel børnene kan få ryddet lidt op i deres store univers af legesager.

Rekordstort antal frokostgæster – og boder

Og så er der naturligvis også dagens helt store festlige højdepunkt, når der ved middagstid bydes ind til det store lækre julefrokostbord, som i den grad kan samle Givskudfolket. En god, traditionel julemenu med frikadeller, sild og snaps, Elin Søbyes forrygende tarteletter, lun leverpostej med dertil hørende tilbehør – og så runder man da lige det hele af med en gang lækker hjemmelavet risalamande. What’s not to like!

Tove Johansen fra arrangørholdet kunne med et stort smil fortælle pressens udsendte, at der i år var hele 145, der havde meldt sig til frokosten, og at det er det højeste antal nogensinde til frokosten.

Anne Dorthe, der har med boderne at gøre, kunne også smile bredt, for hun kunne fortælle, at der i år var 25 boder i hallen – og at det også var en rekord.

Der var 25 boder ved dette års julemarked i Givskud - og det var også en rekord. Foto: Jim Hoff

Flot opbakning fra sponsorer – helt uundværlig

Begge damer konstaterede, at det virkelig er dejligt med så flot en opbakning, ikke mindst set i forhold til det store arbejde, de mange frivillige lægger i arbejdet med at stable julemarkedet på benene.

Ud over de traditionelle kreative boder og loppeboderne, var også OK Benzin på plads, ligesom Givskud Lokalråd havde en stand, hvor de stod klar med info om deres arbejde og tanker fremover for byen.

- Ud over de her to dejlige rekorder kan vi også fortælle allerede her ved middagstid, at tombolaen er udsolgt. Og det skyldes ikke mindst de mange flotte præmier, som gode lokale sponsorer har bidraget med. Og nu vi er ved sponsorer, så skal der også lyde en stor tak til sponsorerne, der gør det muligt for os at tilbyde det store julefrokostbord. Her er bl.a. ’Min Købmand’ bestemt en vigtig medspiller, fortalte Tove Johansen.

Børnehjørnet hittede

Hallen var delt op i 2 halvdele. Hvor den ene del handlede om julemarkedet og julefrokosten, mens den anden del var en decideret legearena for de mange fremmødte børn, der kunne boltre sig med en aktivitetsbane, diverse boldlege/spil, der var også masser af balloner i luften samt et par kreative borde, hvor de unge mennesker kunne udfolde deres evner som tegnere – og kommende kunstnere.

Så mens de voksne hyggede sig i den ene del med boder og frokost, gav ungdommen og børnene den fuld gas i den anden ende – og det fungerede rigtig fint.

Undervejs var der indslag fra Folkedanserne i Jelling, der gav smagsprøver på, hvad det er, de går og pusler med i det daglige, og selvfølgelig dukkede byens faste julemand op og fik folket til at tage nogle hyggelige ture med dertil hørende juleklassikere rundt om det store juletræ nede i hallens legeafdeling.

Børnenes lege/hyggeafdeling var et stort hit, hvor de unge mennesker virkelig kunen give den fuld bundgas. Foto: Jim Hoff

Fantastisk med så flot opbakning

Elin Søbye, en af julemarkedets gode frivillige drivkræfter, kunne da også notere sig, at det havde været en helt igennem superfin dag.

- Stor tak for den flotte opbakning til vores julemarked. Hvor var det dejligt at se og mærke opbakningen spændende fra alle de gode frivillige med klargøring, afvikling, oprydning, børnekrogen, tombola, salg, køkken - de mange små "usynlige" opgaver, der bare løses undervejs, de mange fine boder, sponsorer, julemanden og hans nissepiger, Jelling Folkedansere, Givskud Zoo Hostel for lån af køkken og så mange gæster samt ikke mindst kagerne til kaffebordet, konstaterer en begejstret Elin.

En fin dag for fællesskabet

Hun pointerer, at det er netop sådan en dag med det store fællesskab i byen i centrum, at man får mulighed for at se, hvad mange borgere, foreninger og virksomheder arbejder med - og hvor man får mulighed for at tale med dem, man ikke lige ser hver dag, eller dem man møder for første gang.

- Der var virkelig tryk på hele dagen med besøg og køb hos boderne, den store tombola, frokostbordet (der blev arbejdet igennem i køkkenet). På Givskud Borgerforening og Forsamlingshus’ og Givskud GUF’s vegne vil jeg udtrykke en stor tak til alle, der har medvirket til denne fine dag i Givskud Hallen, lyder det afslutningsvist fra Elin.

 Du kan se flere fotos fra julemarkedet i Givskud HER

 

Folkedanserne fra Jelling var på plads med en frisk opvisning, hvor de gav smagsprøver på, hvad det er, de går og hygger sig med i det daglige. Foto: Jim Hoff