Julemarked og lokalt samvær: Julen kommer til Givskud
Søndag den 23.11 inviteres der til stort lokalt julemarked i Givskud-Hallen fra kl. 10.30 – 15.30. En årlig fast tradition, hvor der sker ting og sager fra midt formiddag, og som er med til at samle byens borgere, unge som ældre plus dem i midten, om en rigtig god og hyggelig dag i fællesskabets tegn.
JUL I GIVSKUD: Givskud GUF, Givskud Borgerforening & Forsamlingshus inviterer igen borgerne i Givskud og omegn til julemarked i Givskud. En god, fast tradition, som har kørt i mange år i byen.
- Vi håber, at rigtig mange vil støtte op om arrangementet og lægge søndagsturen forbi Givskud Hallen og være med i de lokale fællesskaber, som der er mange af, og flere kan opstå. Vi håber, at I vil tilbringe dagen i Givskud Hallen denne dag, hvor der vil være hobbyboder, ”oprydning” og lokale erhvervsdrivendes boder.
Gratis entre og gode handler
- Man kan komme her og gøre en god handel, få den helt specielle julegave i hus, mandelgaven – ja, man kan blive inspireret af de mange hobbyfolk og erhvervsdrivende, og få ryddet op i gemmerne, fortæller Elin Søbye fra arrangørgruppen, der består af folk fra Givskud GUF og Givskud Borgerforening & Forsamlingshus.
Der er gratis entré for alle, og der bliver trukket en gave til 1 barn og 1 voksen på indgangsnummer kl. 15.00.
– Man skal være til stede i hallen ved udtrækningen, og vi håber, at rigtig mange vil støtte op om arrangementet og fortsat være med til at styrke sammenholdet i Givskud Sogn, lyder den venlige opfordring fra Elin.
Dagens program:
Kl. 10.30-15.30: Boder med lokalt kunsthåndværk, hobby, børneboder, ”oprydning” og lokale firmaer. Stor tombola, legeplads m.m.
Kl. 12.15-13.30 Frokostbord – ingen tilmelding.
Kl. 13.30-15.30 Jelling Folkedansere Bagekonkurrence – kagerne kan afleveres ml. 10.30-14.30
Kl. 14.15 Dans om juletræ
Kl. 14.45 Kaffebord (kaffe/the/varm kakao/1 juice til børn samt kage fra konkurrencen) og præmiering af kager.
Drikkevarer og mad skal købes ved foreningernes boder i hallen.
















































