Julen kom til Give - på en klimavenlig Christianiacykel

Lørdag eftermiddag blev det store juletræ på Torvet i Give tændt af Julemanden himself godt hjulpet på vej af en melodiøs hær af topmotiverede børnestemmer. Og selvom julemanden stadig går i rødt fra top til tå, så er den gode chefnisse altså gået hen og blevet grøn på sine ældre dage. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

JUL I GIVE: Så har man set det med! Julemanden er, helt i tidens ånd, blevet klimavenlig. I mange år er denne hjerternes fests bud på en superhelt ankommet til Give siddende i en sidevogn i “Rudolfs” motorcykel – men i år er der kommet andre boller i klimasuppen.  

Med et godt langt tilløb fra bunden af Vestergade arriverede mr. Santa Claus siddende i ladet på en såkaldt Christianiacykel med en hårdt arbejdende pedalpumpende “Rudolf Vingegaard” ved styret. Nuvel, på trods af han var pakket godt in di læderfrakke og pilothjelm/flyverglas fra 40’erne kunne folket dog godt genkende “Rudolf”.  

Det var naturligvis Knud Buhl, der denne dag sprang ud som hårdtarbejdende bjergrytter gennem Gives gader og bragte Julemanden sikkert frem til Jyllands måske hyggeligste juleby. Godt gået, gamle dreng, smiley. 

Der er ikke noget som en god 1:1 snak med selveste julemanden, når gavelisten skal præsenteres. Foto: Jim Hoff

1:1 samtaler med julemanden 

Den altoverskyggende mission denne dag for julemanden var at få tændt lysene i det store juletræ på Torvet, men inden det kom dertil, var der lige en mindre hær af søde børn, der skulle have en 1:1 samtale med denne julens altdominerende gaveleverandør.  

Så mens børnene fik afleveret gaveønsker og mor og far fik tanket op med en række fine fotos til det digitale familiealbum, kunne de såkaldt voksne muntre sig med gratis gløgg og æbleskiver skænket gavmildt ud af en flok yderste charmerende piger fra butiks- og erhvervslivet i Give.  

Lad der blive lys 

Efter “hvad-ønsker-du-dig-til-jul-seancen" kom vi så til dagens næste lyspunkt, nemlig oplysningen af det store juletræ. Og det gik modsat fredag aften, hvor der var lidt klumper i strømmen, perfekt. Efter et massivt børnebrøl op mod de højere magter (i dette tilfælde det lokale elforsyningsselskab), sprang det store grantræ ud i fuldt oplyst tilstand – og skulle der danses omkring juletræet.  

Efter 3 runder med et par go’e gamle julehits var det tid til udlevering af godteposer fra den varevogn, der holdt parkeret i det ene hjørne af Torvet. Med Erling og John som en fin kombination af uddelere og bodyguards fik børnene alle en fin pose med guf.  

Give Handel & Erhverv serverede gratis gløgg og æbleskiver - og det var en populær "aktivitet" i novemberkulden. Foto: Jim Hoff

500 godteposer fik børneben at gå på 

De 500 poser, sponsoreret af Give Handel & Erhverv, fik ben at gå på - og ret mange af poserne nåede ikke helskindede med hjem, idet flere af de julestemningsramte børn straks gik til kærligt angreb på indholdet.  

Så det blev på alle måde igen en rigtig fin juletræstænding lige efter bogen med masser af god stemning og hygge – og når nu både juletræet og julemandens ankomst var “grøn”, ja så bliver det vel næppe mere klimavenligt.  

En ældre mundrap herre mente dog, at han godt kunne tilføje de klimavenlige tendenser en vis form for herlighedsværdi med en Grøn Tuborg, når han kom hjem i sofaen.  

Og så blev det igen jul i Give – og den bliver så både hvid og grøn i år! 

Du kan se en masse fotos fra juletræstændingen lige HER.

Uhhhm, æbleskiver - det er noget der bare virker - ogspå i små børnemver. Foto: Jim Hoff