Kæmpe serviceløft i Brugsen: Nu klarer flaskerobotten nemt og hurtigt din pant 

Brugsen i Give har gjort det igen! Endnu en solid investering i butikkens serviceniveau i form af en splinterny flaskerobot letter i høj grad arbejdsgangen for kunderne, når de skal aflevere pant, og uddeleren forventer også at den nye flaskeautomat vil øge kundetilstrømningen. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE BUTIKSLIV: Når du fremover kommer ned med din flaske/dåse-pant til Brugsen, vil det blive under særdeles kundevenlige vilkår. Brugsen har nemlig investeret i en ny flaskeautomat/robot, der kan håndtere dåser og plastikflasker på en for kunderne særdeles funktionel måde.  

Fremover kan man nemlig hælde hele sin opsamling af pantdåser/plastikflasker ned i automaten, og vupti, så klarer robotten simpelthen resten. Slut med at stå og putte hver enkelt dåse/flaske ind i automaten manuelt, som vi ellers har gjort det siden flaskeautomaterne i sin tid afløste flaskedrengene.  

Nem og funktionel arbejdsgang 

Fredag morgen klokken 8.00 var der premiere på det nye fine anlæg, og her var Karl Erik Rathmann fra Tomra Systems field service på plads som guide og konsulent for både Brugsen og de kunder, der fik æren af at blive de første i Give, der anvendte den nye flaskeautomat.  

I dagens tidlige anledning var det avisens udsendte Pepsi Max entusiast, der fik lov til både at klippe den røde snor til det nye flotte flaskerum samt at tømme plastikposen med dåser og plastikflasker ned i den nye automat.  

Og det fungerede bare helt perfekt. Man går hen til automaten, åbner lågen ned til selve automaten, tømmer sin sæk ned i hullet, lukker lågen igen – og så kører robotten. Der er 8 kameraer, der holder øje med dåser/plastflasker og registrerer dem løbende. Den proces kan man følge med ude på automatens display, hvor tal viser, hvor mange dåser/plastflasker, der er registreret samt den forventede resttid for sorteringen og registreringen. 

 

Det var denne nydelige ældre herre, der både fik æren af at klippe den røde snor og være den første, der anvendte den nye automatiserede flaskeautomat. Vi takker for æren og tilliden. Foto: Claus Villumsen

Bemærk: Automaten tager ikke glasflasker 

De elementer, der i første omgang ikke godkendes eller som ikke kan registreres, sendes tilbage til kunden i et lille rum under displayet. 

-Der kan være flere årsager til, at nogle dåser/flasker sendes retur. Det kan være fordi, det label, der viser pantkoden, er i stykker eller ikke helt komplet, det kan være plastikflasken eller dåsen er bulet. Man kan så rette evt. buler ud, glatte ud på labeldelen osv., og så kan man trykke ‘genfyld’ på automaten og prøve igen. Bemærk, at automaten her ikke tager glasflasker. De vil også komme retur, og dem skal man så indlevere i den anden automat her i rummet, forklarer Karl Erik Rathmann. 

Husk at aflevere dåser/plastflasker i god stand 

Det er derfor vigtigt, at man hjemmefra har sorteret glasflasker væk fra den sæk, man tømmer ned i flaskerobotten, og det er vigtigt, at de dåser/plastflasker man afleverer, er i ordentlig stand, pointerer Karl Erik Rathmann.  

Når dåser og plastflasker er kommet gennem første del af registreringen, deles de ud i dåse- og plastafdelingen, hvor de bliver mast, ryger ned i en stor beholder og dermed er direkte klar til at blive afhentet til recycling.  

Meget lille fejlmargin: Tomra Systems overvåger automaten online 

Karl Erik Rathmann har lavet en hel del flaskeautomatopstillinger i Jylland og Fyn. Og han kan berette om kæmpestor glæde over konceptet både fra de butikker, der får flaskeautomaterne og kunderne, der nyder godt af dem.  

- Vi har superpositiv respons fra både brugere og butikkerne, og sidstnævnte kan da også melde tilbage om forøget kundestilstrømning. Vi overvåger automaterne online, så vi hele tiden er hands on på, hvordan de kører. Vi kører her en meget proaktiv service, vi kan i mange tilfælde servicere automaterne online, og generelt kører de med en meget lille fejlmargin. Vi opererer med en oppetid (den periode hvor det hele bare kører fejlfrit, red.) på 95-98 procent. I forhold til dagligt vedligehold skal den butik, der har automaten forvente at gøre den ren 1-2 gange om dagen. 

 

Karl Erik Rothmann fra Tomra Systems stod klar på premieredagen til at service såvel Brugsens personale samt kunderne i forhold til brug af den nye flaskeautomat. Her sammen med uddeler Claus Villumsen, der er rigtig glad for, at Brugsen nu klan tilbyde kunderne denne fine service. Foto: Jim Hoff

En investering på 1 million - og den er givet godt ud! 

Uddeler Claus Villumsen er også rigtig glad for Brugsens nye vidunder af en flaskeautomat.  

- Det er en investering på cirka 1 million, vi her har sat i projektet, og det er en enig bestyrelse, der har nikket ja til investeringen. Og det er stærkt, at vi i presset marked kan gå ud og lave den slags positive tiltag her; det er vi rigtig glade for er muligt. Det er med til at give et stort løft til butikken både med hensyn til serviceniveauet og til kundetilstrømningen.  

- Jeg vil godt lige her sende en masse ros afsted til KT Erhvervsbyg, der er vores faste samarbejdspartner. De har igen leveret et godt stykke arbejde i forhold til ombygningen i flaskerummet og sørget for, at vores kunder ikke er blevet generet af ombygningen samt af etableringen af den nye flaskeautomat.  

Smuk lokal inspireret kunst på væggene

Den nye flaskeautomat er unik på flere måder. Den er den eneste automatiske flaskeautomat i en dagligvarebutik i en radius af 40 kilometer, og så skal Brugsen også virkelig have cadeau for at have gjort rigtig meget ud af det nye flaskerums look og design.

Væggene er dekoreret med smuk kunst, der rent tematisk, som man kan se på vedhæftede foto her i artiklen, viser bygninger og vartegn fra Give by, og dette design er med til at gøre det til en fin og behagelig oplevelse at træde ind i rummet.