Kender du Ann Trøgelborg: Ny bog med lokal klog kone og folkemedicin på markedet

Foto:Arkæolog og kulturhistoriker, Inge Kjær Kristensen, har sammen med sin datter journalist Mette Kjær skrevet bogen ’Bævergejl og muldvarpefedt: De kloges råd om brugen af dyr og mennesker i folkemedicinen. I bogen optræder den lokale kvinde Ann Trøgelborg, en lokalkendt klog kone. Foto: Cathrine Ertmann

Journalist Mette Kjær og hendes mor, arkæolog og kulturhistoriker Inge Kjær Kristensen, har skrevet en bog om kloge mænd og koner, der gav råd om at kurere dårligdomme med hjælp fra lægeurter. Men også dyr og menneskedele har spillet en central rolle i folkemedicinen. Og her spiller lokale Ann Trøgelborg også en rolle i bogen

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE-EGNEN: Den omtalte bog har titlen ’Bævergejl og muldvarpefedt: De kloges råd om brugen af dyr og mennesker i folkemedicinen’ og er netop udkommet på Wadskjær Forlag.

Det kan for øvrigt oplyses, at bogens to forfattere kommer til Museum Give med et foredrag af samme navn den 9. april 2026. Og hvad handler denne bog så om?

Den lokale kloge kone

Jo, den kommer med et lokalt tilsnit, idet den kloge kone Ann Trøgelborg fra den gamle hedeegn mellem Billund og Give medvirker. Hun og de andre kloge gav i 1800-tallet utallige mere eller mindre gavnlige råd til lokalbefolkningen.

Ann Trøgelborg har eksempelvis givet følgende råd mod hårtab, der har givet bogen bogen sin titel:

Først skal man nemlig finde sig en muldvarp:

- Muldvarpen sydes i vand og hovedet smøres med det fede, som der af sydes, kommer håret til at vokse, lyder det gode råd.

En bemærkelsesværdig historie

De to forfattere til bogen er mor og datter. Mette Kjær er journalist, mens Inge Kjær Kristensen er arkæolog og kulturhistoriker. Sidstnævnte har siden midten af 1990’erne holdt foredrag om de kloge mænd og koner.

- Det er en forunderlig verden at dykke ned i. Lægeurterne kender mange, men de mange råd med dyr og menneskedele er så bemærkelsesværdige, at det netop er et under, at de slet ikke er blevet bemærket, fortæller Inge Kjær Kristensen.

Hun giver endnu et lokalt eksempel:

- Som om, det første ikke var særpræget nok, har vi hos Ann Trøgelborg også fundet et råd, hvori hendes egen urin indgik i en opskrift mod hugormebid. En opskrift, hun blev nødsaget til at røbe, engang hun var anklaget for kvaksalveri. I opskriften indgik desuden udover urinen også jordhumle, hvidløg og skorpionolie.

Altså olie lavet på ægte skorpioner. Det kunne man i øvrigt købe på apoteket.

Kurerede hårtab med muldvarpefedt

Sammen har de samlet og beskrevet de kloge mænd og koners virke, datidens forståelse af sygdom, de kloges metoder og de ældste danske lægebøger, der går tilbage til 1200-tallet.

Derudover gennemgår bogen 40 forskellige, udvalgte dyr, der alle er blevet brugt i kure mod alt fra skaldethed til pest.

- En klog har kureret hårtab med muldvarpefedt, mens en anden har forsøgt at tørlægge alkoholikere med regnorm. Det er kuriøst ja, men det er også en del af vores fælles historie, fortæller Mette Kjær.

Viden gik i arv

Cypriannussen er den kloges håndskrevne bog med råd, kure og mere eller mindre magiske formularer.

- De kloges viden er i høj grad gået i arv fra mor til datter eller far til søn. Det er på en måde også det, vi har gjort ved at få nedskrevet al min mors indsamlede materiale om de kloge, siger Mette Kjær.

Sammen tager de to forfattere nu også ud for at hold e foredrag om dyrenes rolle i folkemedicinen. Både bog og foredrag beskriver lokale kloge mænd og koners rolle i samfundet, datidens forståelse af sygdom, og de mange forskellige midler og metoder, som de benyttede. Bogen rummer også råd fra de ældste danske lægebøger, der går tilbage til 1200- og 1500-tallet.

 

Bogen ’Bævergejl og muldvarpefedt: De kloges råd om brugen af dyr og mennesker i folkemedicinen’ og er netop udkommet på Wadskjær Forlag.Foto: Cathrine Ertmann

Andre læser

Efter 10 rigtig gode år med ”Min Garnbutik Givskud” er Pia helt klar til at snuppe 10 år til

Så er der en infotavle klar til Torvets historiske fortællesten

Kæmpescoop: Give HK lander tidligere landsholdsspiller og erfarent trænernavn som ny træner

Væksttræet flytter op til Huset: Nyt domicil til Gives første udviklingssymbol

Høj klasse: Lions Give fejrede 50-års jubilæum ved at donere 150.000 kroner til gode formål

Erhvervsbranding Give - nu skal der åbnes nogle døre med ny erhvervskampagne