Køerne på Engmark havde 1. klasses besøg fra Hedensted – og kattene stjal igen billedet

En flok friske og søde børn fra Hedensted Skole var i uge 20 på besøg hos Tina og Martin Tving Bruun på Engmark mellem Givskud og Give, der driver en økologisk bedrift med 230 køer. Det skete i forbindelse med en emneuge, hvor 1. klasserne havde fokus på landbrug og fødevarer – og så er et besøg hos de mange køer hos Engmark jo en selvfølge.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DET GODE LIV PÅ LANDET: På den økologiske landbrugsbedrift Engmark  mellem Givskud og Give har man gennem flere år været supergode til at tage skoleklasser ind i undervisningsmæssigt øjemed, ligesom man også har taget andre grupper af større børn, unge og voksne ind til en rundtur i staldene.

Torsdag i uge 20 var det så en flok topmotiverede førsteklasses børn fra Hedensted Skole, der i forbindelse med en emneuge om landbrug og landbrugsdyr havde pakket rygsækken med madpakker, drikkedunke og masser af oplevelsesparathed og taget bussen til Engmark sammen med fire lærere/pædagoger.

Den ene af lærerne, Pernille Banke, er født og opvokset i Farre (datter af Annalise Teglgaard og Alf Andersen) og har gået i skole i Give, så hun havde naturligvis udset sig Engmark som besøgssted for klassen.

Har ofte skoleklasser på besøg

Det er Tina og Martin Tving Bruun, der ejer gården, og denne dag var det Tina og hendes far, tidligere gårdejer Jens Erik Therkildsen, som afhændede gården til Tina og Martin i 2016, der skulle vise børnene rundt. Inden de herlige børn ankom, kunne de to rutinerede rundvisere fortælle, at de har besøg fra en del skoleklasser både fra Horsens- og Vejleområdet - og ikke mindst de lokale skoler er flinke til at kigge forbi jævnligt.

- Det er sjovt nok med de her skolebesøg. Børnene kommer jo for at se køerne og kalvene, men vi oplever ganske ofte, at det faktisk er kattene på gården, der løber med børnenes opmærksomhed. Men lad os nu se, hvordan det går i dag, lød det fra Tina og Jens Erik med brede smil.

Jens Erik Therkildsen og Tina Tving Bruun forklarer her børnene lidt om dagens program på den økologiske bondegård for børnene fra 1. årgang på Hedensted Skole. Foto: Jim Hoff

Køer, kalve – og katte

Det var Jens Erik, der indledningsvis forklarede børnene om gården, og børnene blev også gjort opmærksomme på, at en gård er en arbejdsplads med kæmpestore traktorer, der kører rundt på vejen lige omkring gården, så man skal hele tiden se sig godt for og tænke sig om.

Selve rundvisningen startede ude i hallen med foder, og allerede her dukkede dagens første ’gæstestjerne’ op i skikkelse af en lysegrå missekat med høj hale og hyggelige knurrelyde. Og denne charmerende tilføjelse til bondegårdsrundvisningen fik følgeskab af yderligere to kolleger, da flokken ankom til den første staldbygning med køer – og så skulle en bredt smilende Jens Erik hæve stemmen et par oktaver for at fange de kattebenovede unge menneskers opmærksomhed i sin fortælling om de nuttede Jerseykøer.

Imponerede over malkerobotten

Herefter blev det pludselig vildt spændende, og missekattene måtte klare sig selv i 5-10 minutter, for næste step på turen blev et møde med de fantastiske malkerobotter.

- Her går køerne bare selv ind til robotterne, når de trænger til at blive malkede, og så finder robotten ud af at sætte sugekopper på yveret – og så bliver koen malket. Hver ko giver i gennemsnit 25-30 liter om dagen, og i alt når vi op på 4.000 liter mælk fra køerne her hver dag. En ko drikker cirka 100 liter og spiser 50 kilo mad hver dag, og som I jo nok kan se, så kommer der jo en del ud af køerne igen – det kalder man gylle, og det bruges til biogas.

- Vores køer bliver cirka 6 ½ år i snit, og vi slagter cirka 20 procent af dem, fortalte Jens Erik, mens de nu katteløse børn med måbende øjne så til, hvordan det gik for sig, når køerne med salige og vellystne muhlyde fra struben selv sørgede for at blive malkede ved hjælp af den snu robot.

Børnene var meget imponerede over malkerobotten - og at køerne selv kunne finde ud af at gå ind til robotten og blive malket. Foto: Jim Hoff

Malker man også tyrene?

Her ville to af de kvikke drenge godt lige vide, om tyrekalvene også skal malkes, fordi en af deres fædre hjemmefra havde fortalt, at tyrene leverer kærnemælk. Denne herlige melding omgik Jens Erik genialt ved at forklare, at man her kun har stude, altså kastrerede tyrekalve.

Da der så blev spurgt ind til af en anden kvik lille fyr, hvad ’kastreret’ betød, kunne Tina heldigvis redde denne pædagogiske pine ved højt at deklarere for børnene, at nu skulle de ud og have en masse smagsprøver på mælk og kakaomælk – leveret fra dyrene på Engmark.

Storsejr til kakaomælken

Børnene blev linet op siddende på en lang række foran en hel masse køer, og så blev de ellers udstyret med to drikkeglas, som blev fyldt med to slags mælk, Thise Græsmælk og Thise Sødmælk (Engmark er leverandør til Thise Mejeri). Herefter blev der smagt på to slags kakaomælk, og her var der flere af de tørstige unge mennesker, der godt lige ville have en runde mere af den velsmagende drik.

Og så kom kattene med igen, og de fulgte med over i ’ungdomsafdelingen’, hvor børnene kunne stifte bekendtskab med en masse små kipkalve og klappe blidt på mulen. Og selvfølgelig skulle kattene også have deres runde med kærlige strygninger og klap på mavsen, så det var både de små og de lidt større dyr, der denne dag fik masser af opmærksomhed og kærlighed.

Så er der drikkepause - og test af forskellige mælkeprodukter og kakaomælksprodukter. Her blev det til en ret stor sejr til kakaomælken. Foto: Jim Hoff

Malkerobotten og kakaomælken imponerede

Til slut var der frokost på græsplænen, og her var en lille håndfuld af børnene klar til at give eksklusive interviews til pressen.

- Det var superfint at besøge køerne her i dag, og jeg kunne også rigtig godt lide at lege med kattene. Det var sjovt at få lov til at fodre køerne med hånden, og så var det godt nok ret vildt med de der malkerobotter. Megasejt, lød det fra en begejstret Samuel.

- Vi har jo arbejdet med bondegårdstema i skolen i denne uge, så vi ved en hel masse ting, og det var rigtig sjovt at komme ud at se dyrene her i stalden. Det var også sjovt at smage forskellig slags mælk og kakaomælk, og så var det lidt sjovt, at mange af køerne og kalvene var meget generte, når man ville klappe dem, fortæller Havana, mens Samuel også lige vil byde ind med en slutbemærkning, inden madpakken tager over.

Nej far, det er ikke de brune køer, der laver kakaomælk

- Jeg synes, det var kakaomælken, der smagte bedst. Min far siger, den kommer fra de brune køer, men det ved jeg godt ikke passer. Han er fuld af fup nogle gange, ham farmand. Jeg har nemlig set køer før og ved godt, at de kun laver almindelig mælk, og at kakaomælk er noget, man laver ved at putte kakao i mælken, lyder det snusfornuftigt fra den unge kvikke mand.

En rigtig fin formiddag for de kvikke lever fra Hedensted Skole, der efter en indholdsrig emneuge og det fine besøg på Engmark kan kalde sig nykårede eksperter både i bondegårdsdyr, katte og økologisk lækker kakaomælk.

 Du kan se flere fotos fra det hyggelige bondegårdsbesøg HER

Nok var det køer og kalve, børnene skulle ud at se på - men gårdens katte var mindst lige så populære beundringsobjekter for de unge mennesker. Foto: Jim Hoff